Læsetid: 6 min.

I Texas mørke hjerte er der had og fængsler

’I Texas elsker vi vold,’ siger professor og bestyrelsesmedlem i Amnesty International, Rick Halperin. ’Det er en had-stat, men der er håb forude, langt forude’
19. oktober 2004

Amerikanernes valg
DALLAS, TEXAS – »Jeg hader Texas. Det er det værste hul i Amerikas forenede stater, hvad angår menneskerettigheder og social retfærdighed,« siger professor ved Southern Methodist University, Dr. Rick Halperin. Han er USA’s bedst kendte antidødsstraf-aktivist, tidligere formand for bestyrelsen i den amerikanske afdeling af Amnesty International. Han har besøgt flygtningelejre i Palæstina, massegrave i Nicaragua og fortalt om sit arbejde foran utallige menneskerettighedsgrupper i Europa. Halperin er også præsident i Texas-koalitionen til afskaffelse af dødsstraffen
I juli begyndte han på sin anden embedsperiode i Amnesty Internationals bestyrelse, hvor han vil rådgive organisationen de næste tre år, mens han fortsætter den kamp, der begyndte i USA den 2. juli 1976: Kampen mod de statsautoriserede mord, dødsstraffen.
Den dag for 28 år siden var 26-årige Rick Halperin til middag hos nogle venner hjemme i Auburn, Alabama. Han var allerede dengang engageret i menneskerettigheder og ved at færdiggøre sin doktorgrad i amerikansk sydstats-historie på Auburn University. Vennerne serverede dampende varm kreolsk mad, mens nyhederne kværnede i baggrunden.
Stemningen var god – indtil reporteren brød ind med nyt fra Højesteret: Dødstraffen var ikke i strid med USAs grundlov, det var igen lovligt for amerikanske stater at slå fanger ihjel. Rick var knust og rasende, og enhver der kender ham, siger, at han aldrig refererer til den dag som andet end ’skammens dag’. Også selv om den 2. juli faktisk er Ricks fødselsdag.

De er ligeglade
I dag venter 460 dødsdømte, heraf ni kvinder, på at blive henrettet. Og Texas er kendt for aldrig at vise nåde, medmindre nye, glasklare beviser godtgør, at den dømte ikke kunne være skyldig. Kun otte har i statens historie haft det fornødne held og ressourcer til at få en sådan frifindelse, senest den 59-årige Ernest Willis, der blev løsladt den 8. oktober i år efter 17 år på dødsgangen.
Siden 1982 har Texas henrettet 326 mennesker – mere end tre gange så mange som Virginia, der har det næsthøjeste antal. I 2004 har Texas henrettet 16 dømte og næste planlagte henrettelse er på onsdag.
»I USA og specielt i Texas har vi en kultur, hvor det er mig, mig, mig hele tiden. Folk er ligeglade med hinanden. Vel har vi den der gæstfrihed, som sydstaterne er så kendte for, men så snart det drejer sig om social retfærdighed, så er der lukket for det varme vand,« siger Rick Halperin.
Som eksempel peger han på et skoledistrikt i det sydlige Dallas, hvor to-tredjedele af skolerne netop er blevet kondemnerede, fordi de er smaskfulde af asbest og ved at falde fra hinanden.
»Det sydlige Dallas er fattigt og befolket af sorte og latinoer. Distriktet har ikke en klink, og de statslige myndigheder har sagt, at det ikke skal regne med økonomisk støtte derfra. De folk tæller simpelthen ikke: ’Er jeres skole i stykker? Trist, så reparer den. Har I ingen penge? Nå men I skal ikke regne med noget herfra. Find selv ud af det’, er beskeden.«
Selv om den situation virker urelateret til statens retssystem og dødsstraffen, så er forbindelsen klar, mener Halperin.
»Hvis ikke der er nogen, som betyder noget i samfundet, der lægger pres på, så betyder de mindrebemidlede ingenting. Hvis du er tiltalt for mord og er fattig, så er loven ikke din ven. Ingen vil hjælpe dig, og retssystemet har ubegrænsede resourcer til at sende dig i fængsel.«
Dødsfangen Ernest Willis blev eksempelvis kun løsladt, fordi det kom frem, dels at Texas havde pumpet ham fuld af psykofarmaka under retssagen, uden hans samtykke og uden medicinsk grund, dels at hans forsvarer var aldeles ineffektiv under afgørelsen af både skyldsspørgsmål og straf. Først da en advokat genoptog hans sag uden at forlange honorar, kom der skred i sagerne.
»Folk her er villige til at acceptere, at der sker fejl i systemet. De regner ikke med, at det er dem selv eller deres familie, det går ud over, men en eller anden ulykkelig satan. De kan lide dødstraffen og er villige til at lade nogen betale den pris,« siger Halperin

Had hver dag
Skred i sagerne kom der også, da George W. Bush blev valgt til guvernør i Texas i november 1994. Staten var ramt af en bølge af kriminalitet, og Bush blev blandt andet valgt på sine løfter om at sætte en stopper for det. Han byggede nye, mere sikre fængsler, fik vedtaget længere fængselsstraffe og sørgede for, at dømte afsonede en større del af straffen end hidtil, før de blev løsladt. Han lovede også, at statens dødsdømte ikke skulle kunne appellere sig ud af dødens greb længere. I sine otte år som guvernør, den første i Texas, der nogensinde er blevet valgt til to embedsperioder, underskrev Bush 152 dødsdomme og benådede ingen.
»Texas er fuldt af had,« siger Rick Halperin. »Der er flere had-forbrydelser her end i nogen anden stat. Hver eneste dag rapporteres der en had-forbrydelse,
eksempelvis mod homoseksuelle eller etniske minoriteter, og det er helt sikkert kun toppen af isbjerget. Folk fra forskellige kulturer er adskilte og bor i kvarterer hver for sig uden at have ret meget med hinanden at gøre. Texas er en enorm stat, vi behøver ikke at se hinanden, hvis ikke vi vil. Ikke som i New York, hvor de bor tæt sammen og er nødt til at finde ud af det. Derfor forstår vi ikke hinanden. Det sociale og økonomiske klima er hårdt. Det avler had. Dertil kan du så lægge Texas og USA’s tradition for at løse konflikter med vold,« forklarer Rick Halperin. »Og så har du balladen.«
Om krigen i Irak siger Halperin, at noget af det mest forudsigelige var torturskandalen i Abu Ghraib.
»Texas’ fængsler er et helvede af menneskelig fornedrelse og mishandling. Du kan ikke finde en eneste menneskerettighedsaktivist i USA, der er det mindste overrasket over Abu Ghraib. Vi ville have været overraskede, hvis det ikke havde fundet sted. Abu Ghraib er reglen. Mishandling og total mangel på respekt for menneskerettigheder og menneskelig værdighed er reglen, i USA i almindelighed og i Texas i særdeleshed,« siger han.
Men det er også derfor, at Halperin bliver i Texas, svarer han, da jeg spørger, hvorfor han dog bliver hængende, hvis han hader det sådan og har været her siden 1985.
»Jeg har set utallige folk komme for at arbejde med menneskerettigheder i Texas, og to-tre år senere rejser de væk, udmattede og dybt frustrerede. Men Texas er det vigtigste sted at arbejde, derfor bliver jeg. Menneskerettigheder er ikke noget, jeg laver. Det er den, jeg er.«

Håb (langt) forude
Men Halperin er alligevel optimistisk, blandt andet fordi medierne i Texas har ændret deres syn på dødstraffen.
»I 1998 var der én avis i Austin, der var imod henrettelser af mindreårige og retarderede. Resten sagde ’Kill’em all’. I dag er alle de store aviser, i Dallas, El Paso, Houston og San Antonio imod den praksis. Så der er håb forude, selv om det går smerteligt langsomt fremad. Men der er ingen anden vej for os. Vi siger til alle, der gider høre, at Amerika kan ikke opføre sig på den måde. Selvfølgelig har samfundet ret til at beskytte sig mod forbrydere. Vi siger ikke, at de skyldige skal løslades, kampen er meget større end som så, og vores budskab har ikke ændret sig: Skal vi være en nation, der promoverer menneskelig værdighed og arbejder for at gøre en ende på fornedrelse og menneskelig lidelse, eller skal vi ikke? Og på det spørgsmål svarer den nuværende præsident og Højesteret nej.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu