Læsetid: 7 min.

Troen blomstrer i fællesskabet

Tro er ikke en ensom affære, men får næring i mødet med andre, sagde præst Torben Damsholt fra Grundtvigs gamle prædikestol
20. oktober 2004

Grundtvig
Mikkel og Kaspar skal døbes i dag. Alligevel er der hverken barnegråd eller skramlende plasticlegetøj at høre, da orgelets toner flyder ud i Vartov Kirke præcis klokken 10.
Spædbørnene venter sammen med deres forældre på den anden side af den brostensbelagte gård, så de ikke forstyrrer menigheden.
Her lyttes der nemlig. Til prædiken. Til salmerne. Og til trosbekendelsen, som kirkens tidligere præst Grundtvig fik gjort til en del af gudstjenesten i den danske folkekirke. Dengang Nicolai Frederik Severin Grundtvig – præsten, digteren, politikeren, historikeren, filologen og opfinderen af den danske folkehøjskole – i forrige århundrede talte om lys, opstandelse og fællesskab fra kirkens smalle prædikestol, mens andre talte om synd. Mennesket først – så religionen, sagde han. Og folk lyttede. I fællesskab.
Det gør de også denne småregnende søndag i Københavns indre by, hvor kirkegængere, spadserende med stok eller cyklende, har bevæget sig gennem den stadig søvndrukne hovedstad for at få en plads på de nyrestaurerede kirkebænke. De sidder tæt – og det er kun godt, hvis man altså som Grundtvig mener, at det er i mødet med andre, man udvikler sig. Menneskeligt og religiøst. Eller begge ting på én gang.
Religionen skulle nemlig helst være en del af hverdagen, ligesom den røde murstenskirke, der kan være svær at få øje på mellem gadens parkerede biler og affaldscontainere. Der er ingen kringlede ornamenter på facaden eller perlegrus ved indgangen. Men til gengæld udsigt til et værtshus og et stort arbejdsstillads foran vinduerne.
Inden for i det hvidkalkede rum dufter der hjemligt – af brun sæbe, stearinlys og friske blomster fra de lilla buketter på alterets kridhvide dug.
Kirken er efter Grundtvigs tid blevet en valgmenighed, der er økonomisk uafhængig af staten, men stadig en del af folkekirken.
»Vi er på herrens mark – men til gengæld mere selvstændige,« som menighedens mildt udseende præst, 68-årige Torben Damsholt, udtrykker det.
Han sidder på en smukt svungen wienerstol i mahogni langs den ene væg og ser ud til at nyde synet af menigheden, der langsomt fylder kirkerummet op. Da orgelets toner lægger sig, rejser han sig og beder indgangsbøn for menigheden og de nye ansigter: dåbsgæsterne på de bagerste rækker.
Bønnen læser han op fra en lille bog med sort plasticomslag. Han har selv skrevet dem. Og det er ikke normalt. Over hele landet læser præsterne op fra de samme to-tre autoriserede bønnebøger. Men ikke her.
Selv salmerne er ’hjemmelavet’ af kirken. Hele syv numre af guld hænger på salmetavlen, og de fleste er skrevet af Grundtvig. Og det er rent faktisk meningen, at folk skal synge med – selv tage ordene i deres mund.
»Fadervor og trosbekendelsen, som er en del af dåben, var meget vigtig for Grundtvig og den store inspiration for hans salmedigtning. Derfor spiller salmesangen en stor rolle for vores menighed. Vi har med vilje ikke noget kor. At synge med er menighedens måde at deltage aktivt på, derfor er det også vigtigt, at de gør det,« forklarer præsten.

’Rodfæstet’
Evangeliet, som prædiken tog udgangspunkt i, handler egentlig om søstrene Martha og Maria, der får besøg af Jesus på hans vej til Jerusalem. De to reagerer helt forskelligt på mødet med Jesus. Martha varter ham op, mens Maria går i stå i sine sysler. Men prædikenen fører videre end det. Til den grundtvigske forfatter Jakob Knudsens beskrivelse af ordet ’rodfæstet’. Et ord, som ikke optræder i evangeliet. Men det er dét, historien om Martha og Maria bl.a. handler om, mener præsten.
»Jeg bruger Jakob Knudsen som en slags hjælpe-konstruktion til at forklare evangeliets betydning.«
Logikken i hans prædiken er som følger: Maria vælger ’den gode del’ – hun har mødt Jesus. Den ’gode del’ er, hvad ethvert menneske behøver for at blive rodfæstet i sin virkelighed. Sin egen personlige sandhed. Men dermed ikke sagt, at det, der er rigtigt for Maria, er rigtigt for alle. Nogle behøver en fanatisk religiøs massebevægelse eller et politisk parti for at blive rodfæstet. Andre den fritsvævende individualisme, hvor de har sig selv nok.
»Det, Jakob Knudsen spørger om, er, om der findes en tredje vej,« siger Torben Damsholt.
Og det gør der, ifølge forfatteren. Det, han kalder en ’to-mandssag.’ At man ikke kan møde Gud alene, men kun i det personlige møde med andre.
»Det skulle nødig lyde mystisk. Det er i hvert fald noget, som alle mennesker kan erfare. Forhåbentlig har vi alle sammen prøvet at møde et andet menneske og erfare, at der opstår en gensidig sympati, som forløser noget dybt, både i os selv og i den anden,« uddyber præsten.
Han erkender, at når vi oplever mødet med Gud, skyldes det i mange tilfælde, at vi har lært om Gud gennem vores kultur – opdragelsen, film, bøger og kunst. Men det er ikke hele forklaringen: Det er for selvcentreret en tanke.
»Man kan ikke sidde derhjemme og tage åndelig puls på sig selv. Så bliver man isoleret. Hvis man møder Gud, så er det ikke kun noget, der kun sker inden i én selv. Så må man mene, at det også er Gud, der foretager sig noget.«
Han selv er ’rodfæstet,’ om man vil, i historien. I 16 år var han lektor i historie på Københavns Universitet, før han blev præst. Han har aldrig læst teologi og er derfor drillende blevet døbt ’amatørpræsten’ i et avisinterview.
»Jeg læser Bibelen og kristendommen som historie, det kan jeg ikke løbe fra. Og det har jeg stor glæde af,« siger præsten, der, hvis nogen spørger, gerne fortæller, at han ved folketingsvalg plejer at sætte sit kryds ved Det Radikale Venstre.

Trættende synder
Dåben indebærer ’syndernes forladelse’. Men præsten rykker lidt uroligt rundt på stolen, da ordet bliver nævnt. Grundtvig erkendte godt nok, at mennesket synder. Men samtidig er mennesket skabt ’i Guds billede’ med mulighed for at blive tilgivet – ikke kun af Gud, men til dels også af sig selv.
Hvad forstår den grundtvigske præst overhovedet ved ordet synd?
»Ved du hvad – det forstår man først rigtigt, hvis man har gjort noget, som man virkelig fortryder,« siger han med et dybt suk og læner sig tilbage i lænestolen.
»Så betyder det noget. Det er meget svært at teoretisere over. Synd betyder jo, at det er synd for nogen - der er ikke nogen synd i almindelighed. Der er en masse ting, man gør, som ikke er i ond mening, og det kan man godt komme til at fortryde. Man kan jo ikke gebærde sig uden at komme til at gøre det.«
Han vil nødig sætte mærkat på synden. »Nogle pinder det ud i bestemte ting, men det er utrolig trættende, for så er alting jo næsten synd. Druk og hor er jo altid blevet fremhævet. Men det er ikke noget, der kun gælder for kristendommen. Det er normer, der gælder for overhovedet at være et menneskeligt samfund.«
For Torben Damsholt er det i det hele taget afgørende, at man selv tager ansvar for sit liv. At man ikke lægger ansvaret over på Gud og sætter sig ned og venter på tilgivelsen og det evige liv.
Hvad der sker efter døden, ved han personligt ikke.
»Man kan have sine tanker om, at der må være et eller andet. Det forholder jeg mig helt åbent til. Jeg synes egentlig ikke, det er så vigtigt, hvad der sker.«
Det interesserer ham mere, hvad der sker i livet. Nu.
»Når man taler om Guds evighed, er det som om, der er ikke er forskel på dengang og nu, og derfor er det uden for vores forståelse. Fordi vi lever en tilværelse i tiden. Men hvis kødets opstandelse hører evigheden til - så er det jo også nu. Så kan man opleve opstandelsen i tiden, i livet«, siger han.

FAKTA
Vartov valgmenighed
*Vartov Kirke har været valgmenighed siden 1920. Det betyder, at menighedens cirka 470 medlemmer selv betaler præstens lønninger og vedligeholdelse af bygningerne. Til gengæld slipper de for kirkeskatten. Menigheden skal godkendes af Kirkeministeriet og er en del af folkekirken, men er ellers organiseret som en privat forening. Ordningen opstod i 1868 for at sikre særligt de grundtvigianske bevægelser mod indblanding fra de højkirkelige og Indre Mission.
Kilde: Vartov valgmenighed

Teksten
Evangeliet lød:
*Den 19. september 2004, 15. søndag efter trinitatis, lød evangeliet sådan her:
n»Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig mange bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét et fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« (Lukas 10, 38-42).

Serie
Folkekirken
*Den danske folkekirke er en enhedskirke. Det er de samme ritualer, den samme nadver, den samme velsignelse, som danner rammen for søndagens gudstjenester landet over. Og den samme tekst fra Bibelen, der bliver prædiket over. Alligevel er det langt fra det samme budskab, kirkegængerne får med sig hjem. Information tog søndag den 19. september til fire forskellige højmesser hos fire forskellige præster. Og hørte fire prædikener, som de lød hos Indre Mission, Tidehverv, grundtvigianerne og Plan B.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu