Læsetid: 5 min.

Uden afgørende forskel på Bush og Kerry

– fratages vi så den sidste livsløgn?
29. oktober 2004

Frie ord
I mandags udtaler Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen til Information:
»John Kerry vil fortsætte den amerikanske politik i Irak med flere soldater i længere tid. Så dansk støtte til Kerry kan ikke udlægges som kritik af Bush’ politik i Irak. Kerry vil på afgørende udenrigspolitiske spørgsmål som Irak, Israel og Den Internationale Straffedomstol føre den samme politik som Bush.«
I går konstaterer Jørgen Flindt Petersen fra Washington DC (stadig i Information): »Ifølge officiel statistik er antallet af fattige mennesker steget med tre millioner under Bush – men hverken han eller Kerry har et program for at gøre noget ved det.« I runde tal lever 36 millioner amerikanere under den officielle fattigdomsgrænse på 120.000 kr. årligt – for en familie på fire. Med 15 millioner mennesker under det halve af fattigdomsgrænsen er USA et u-land, der måler sig med andre u-lande i verden, men i Irak kæmper USA sammen med os danskere som bekendt med militære midler for at alle irakere skal få det som i USA. For til gengæld må man jo indrømme, at de rigeste og de allerrigeste i Guds eget land stadig bliver ufatteligt meget rigere år for år.
I samme gårsdagens avis melder Torsten Weper fra Berlin, at nok er Kerry tyskernes favorit, men sonderin-ger fra regeringens side kan ikke være opløftende: »Præsident Kerry vil ganske vist forbedre forholdet til de gamle allierede i Europa – men som modydelse forventer han formentlig et større engagement i Irak og Afghanistan. Kyoto-aftalen om udledningen af drivhusgasser, som Bush afviser, vil Kerry sandsynligvis heller ikke underskrive. Og i den internationale handel kan Kerry vise sig at være lige så protektionistisk som Bush. Financial Times’ tyske udgave kan oven i købet se fordele for den nuværende socialdemokratisk-grønne regering ved en Bush-sejr: »I det tyske valgår 2006 forstærker en trio bestående af præsident George W. Bush og de nyudnævnte ministre Paul Wolfowitz (forsvar) og Condoleezza Rice (udenrigs) presset på Iran og fremsætter i Sikkerhedsrådet et resolutionsforslag om at stoppe Irans atomvåbenprogram med militære midler. ’I denne situation vil ingen tysker risikere en kansler Angela Merkel. For de konservative havde jo ikke advaret Bush imod den forventelige fiasko i Irak.«
Skønt redaktør Chris Toensing fra The Middle East Report er medvirkende til, at Mette Jørgensen Rodgers i onsdags slår fast i selve overskriften: »Kerry og Bush vil føre ens politik i Mellemøsten« hvad specielt Israel-Palæstina-konflikten angår, ser Toensing en fordel ved en Kerry-sejr. Netop fordi der ingen forskel er på Kerry og Bush! »I forhold til Mellemøst-regionen er det måske største håb ved en demokratisk præsident, at den grundlæggende kontinuitet (overensstemmelse, el) mellem partierne vil blive udstillet. Og at amerikanerne endelig vil forlange politikere, der er villige til at gå til kernen af det sammensatte problem«.

Livsløgn eller ej
Hin enkelte trofaste læser, man – livsløgn eller ej –håber at skrive til, vil erindre mange Frie Ord med andre emner men med samme pointe som kollega Toensings: Kunne vi dog ikke snart få noget at vælge imellem og politikere – her og i USA og efterhånden stort set globalt – der forholder sig til virkeligheden.
I modsætning til f. eks. den seneste rapport fra OECD’s Internationale Energiagentur, IEA. »Uden at blinke (det kan man vel heller ikke med lukkede øjne) har agenturet fremskrevet udviklingen i verdens energiforbrug frem til år 2030 under den forudsætning, at alting fortsætter, nogenlunde som det plejer,« påpegede Ebbe Sønderriis i sin leder i tirsdags. »Resultatet er gyseligt.« Fordi: »Efterspørgselen på olie stiger mere end produktionen. Alligevel forestiller IEA sig en fremtid, hvor prisen falder til 22 dollar og kun stiger igen til 29 dollar selv om forbruget vokser og vokser. 60 procent mere olie, dobbelt så meget naturgas og 50 procent mere kul i år 2030. I stedet for at stabiliseres og falde vil udslippet af CO2 til det globale drivhus stige brat. I år 2010, hvor de gamle industrilande ifølge Kyoto-aftalen skulle formindske deres CO2-udslip med fem procent, vil det globale udslip i stedet være vokset til 39 procent mere end i 1990. Det er simpelthen for absurd. Det kan man ikke gøre. Punktum.«
Dagen efter – i onsdags – blev lederen fulgt op med en reportage, hvor to af Danmarks også i international sammenhæng mest anerkendte eksperter på området, Jørgen Henningsen og Klaus Illum, yderligere pillede OECD’s og IEA’s fantasteri fra hinanden. I forlængelse af bl.a. den sidstnævntes iagttagelser kan fantasteriets absurditet udstilles så kort og endda uden at komme ind på de katastrofale følger af forøget opvarmning af kloden ved forstærket CO2-udledning: IEA indrømmer selv, at efter 2030 vil den billige olie begynde at slippe op – på et tidspunkt, hvor verden ifølge IEA’s egne fremskrivninger kun er blevet yderligere afhængige af olie. Som det blev påpeget i Informations sommerserie ’Efter oliefesten’ tør man af hensyn til aktiemarkedet og angst for økonomisk-politiske sammenbrud ikke tydeliggøre, at olien er ved at slippe op, men samtidig betyder det, at man så heller ikke i tide får igangsat de omstillinger, der – om muligt – kan forhindre økonomisk-politiske sammenbrud.

Det nøgne håb tilbage
Med andre ord: Det globaliserede kapitalistiske markeds-samfund kan ikke håndtere virkeligheden. Men da forestillingen om et andet samfund er forduftet med socialismen – bliver udelukkelsen af virkeligheden foretrukket.
Herefter skulle den sidste livsløgn være udslettet og kun det nøgne håb tilba-
ge. Det opgiver jeg – som Chris Toensing – ikke. Jørgen Stig Nørgård udfordrer i et indlæg her i bladet i man-dags »Steen Gades vækst-mani«, som Klaus Illum 8. oktober udfordrer Jesper Jespersens ditto. Formentlig i håb om det samme: at virkeligheden kommer på dagsorden.
I går på forsiden sat i skærende lys ved offentliggørelsen af nødråbet fra de fortvivlede irakere i Falluja til FN’s generalsekretær Kofi Annan om at komme dem til hjælp mod »de amerikanske styrkers folkedrab hver eneste dag i Irak.« Samtidig med at Amnesty International i en ny rapport konkluderer: »Det er tragisk, at USA i krigen mod terrorisme selv har undermineret retssikkerheden. USA’s selektive ignoreren af Genève-konventionerne og menneskerettighederne har bidraget til tortur og mishandling,«
Det er virkeligheden. Valgkamp eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu