Læsetid: 10 min.

Udfordrerens Amerika

Udenrigspolitisk vil John Kerry have muligheder for hurtigt at lægge en ny kurs. Indenrigspolitisk bliver trækket længere. Lovarbejdet er ikke hans stærkeste side, men som intellektuelt, resultatorienteret arbejdsjern, der altid har undgået at havne i politisk gæld til sine smarbejdspartnere, vil senatoren fra Massachusetts have optimale muligheder for at forandre den politiske kultur i Washington.
30. oktober 2004

Udenrigspolitisk vil John Kerry have muligheder for hurtigt at lægge en ny kurs. Indenrigspolitisk bliver trækket længere. Lovarbejdet er ikke hans stærkeste side, men som intellektuelt, resultatorienteret arbejdsjern, der altid har undgået at havne i politisk gæld til sine samarbejdspartnere, vil senatoren fra Massachusetts have optimale muligheder for at forandre den politiske kultur i Washington.

Indtil de tre tv-debatter var John F. Kerry en ukendt størrelse for amerikanerne. I august og september var det lykkedes hans modstandere at tegne en karikatur af den »venstreorienterede« senator fra Massachusetts, som medierne ukritisk viderebragte og selv demokrater var begyndt at tro på.
Han var en flip-flopper – en opportunist og vendekåbe uden nogen fast overbevisning og derfor uegnet til at være præsident. Som George W. Bush sagde: »Han skifter mening, som vinden blæser.«
Så skete der noget skelsættende i valgkampen. 60 millioner vælgere så en ganske anden person optræde under de tre tv-debatter med præsident George W. Bush. Hans værdige stil og selvsikre fremlæggelse af sine synspunkter under et enormt pres vendte op og ned på vælgernes forudindfattede indtryk.
Hvis Kerry vinder præsidentvalget på tirsdag, var det denne, og ingen anden begivenhed, som bestemte udfaldet.
Uden muligheden for at stå side om side med præsident Bush og blive vurderet på lige fod, ville Kerry næppe have haft en levende chance for at vinde. Efter tv-debatterne kunne de fleste amerikanere, selv mange republikanske vælgere, forestille sig John Kerry som USA’s præsident. Det var en meget vigtig hurdle at forcere.
Men nu melder spørgsmålet sig, om John Kerry også besidder evnerne til at lede USA og – nogle vil sige – verden. Det er amerikanske vælgere endnu ikke så sikre på. I meningsmålinger scorer Bushs lederegenskaber stadig en væsentlig højere karakter.
I amerikansk historie har det traditionelt været lettere for generaler og guvernører at blive valgt til præsidentposten end for senatorer – en sjælden fugl i Det Hvide Hus. Forklaringen er ganske enkel. Guvernører besidder erfaringer som leder af store organisationer.
Senatorer tilhører derimod en eksklusiv klub af 100 lovgivere, som fordyber sig i lovkompleksets rige detaljer. Deres beslutninger handler ikke om et valg mellem liv og død eller mellem brød og hunger. De beskæftiger sig med forhandle og lave kompromis med andre senatorer og præsidenten. Nogle medlemmer af Senatet finder dette ansvar uinspirerende, og én af dem har været John Kerry, medlem af institutionen siden 1984.
Det er årsagen til, at den demokratiske præsidentkandidat normalt viger udenom, når han bliver udspurgt om sine lovmæssige bedrifter i Senatet. Han kan praktisk talt ikke nævne nogle love, som han personligt har taget initiativ til. Nuvel, Kerry har ofte været medsponsor. Men det måler sig ikke med giganten Edward Kennedys imponerende generalieblad.
Kennedy – Kerrys seniorkollega fra Massachusetts – anses af historikere for at være den mest effektive lovgiver i hele det amerikanske senats historie. Edwards storebror, John F. Kennedy, var ligesom John F. Kerry en senator uden den store interesse for lovgivningsarbejdet. Alligevel lykkedes det ham at blive valgt til præsident.
Med fare for at drage for mange paralleller mellem de to senatorer fra Massachusetts med enslydende navneinitialer (JFK) er det ikke uinteressant at bemærke, at Kennedy engang udtalte, at han aldrig ville være blevet præsident i 1961, hvis det ikke havde været for hans præstation under tv-debatten med Ike Eisenhowers vicepræsident Richard Nixon i 1960.
Kennedy var ikke en særlig kendt skikkelse i amerikansk politik i 1950’erne. Det var Nixon og derfor en klar favorit til at vinde i 1960. Men så begik han den fatale fejltagelse at sige ja til at debattere med Kennedy på tv – første gang i amerikansk historie. Nixons nervøse optræden mindede ikke så lidt om Bushs i den første tv-debat med Kerry. Han tabte.
Denne brøler lærte andre præsidenter af. Den næste tv-debat fandt først sted i 1976 mellem præsident Gerald Ford og hans udfordrer guvernør Jimmy Carter. Ford tabte debatten og senere valget.

At Kerry ligesom Kennedy vandt sine tv-debatter skyldes ikke alene modstanderens undervurdering af hans oratoriske talent. Det skyldes også en ofte overset sandhed om Kerry. Han har altid været mere interesseret i at opnå hurtige resultater end i at arbejde inden for den langsomme lovmaskine.
I Senatet specialiserede han sig derfor i at iværksætte og gennemføre undersøgelser. Det var en krævende og udfordrende opgave, men Kerry var godt udrustet som uddannet jurist og tidligere statsadvokat i Massachusetts. Herudover skabte det opmærksomhed i medierne.
Kerry tog bl.a. initiativ til at nedsætte et udvalg, som skulle undersøge rygter om USA’s salg af våben til Iran mod et løfte fra præstestyret om sende en del af overskuddet fra transaktionen til contrastyrkerne i Nicaragua, der bekæmpede Sandinist-styret. Kongressen havde i den periode (1984-86) nedlagt forbud mod USA’s finansiering af de antikommunistiske guerillaer.
Undersøgelsen resulterede i den pinlige Iran-contra skandale, hvor flere højtstående rådgivere i Reagan-regeringen måtte træde tilbage og et par af dem blev stillet for en domstol, herunder Ollie North – aktuel kommentator på den konservative og Kerry-fjendtlige tv-station Fox – og Elliott Abrams, højtstående medarbejder i præsident George W. Bushs sikkerhedsråd.
Trådene fra denne skandale spredte sig til den notoriske Bank of Commerce and Credit International (BCCI), hvor narkobagmænd og mafiosi hvidvaskede deres sorte penge. Det var denne afsløring, som udløste Kerrys interesse for sammenhængen mellem økonomisk kriminalitet og international terrorisme. I en bog han skrev i 1990’erne beskæftigede han sig bl.a. med dette emne.

I begyndelsen af 1990’erne nedsatte de to veteraner fra Vietnamkrigen, John Kerry og John McCain, et senatsudvalg hvis formål var at nå til bunds i sagen om de soldater, der aldrig var kommet hjem til USA. Det var et yderst følsomt emne for militærfamilier, som troede, at deres pårørende stadig blev holdt i fangenskab i Vietnam.
Kun veteraner som Kerry og McCain kunne stå i spidsen for en så tilbundsgående og smertefuld efterforskning. Den stod på i flere år og resulterede i, at modstanden fra familierne og diverse amerikanske veterangrupper mod oprettelsen af handelsforbindelser og diplomatiske relationer med Vietnam svandt ind.
Tilsidst rejste Kerry, McCain og andre senatorer til Hanoi. Kort efter kunne præsident Bill Clinton erklære missionen en succes og normalisere forholdet mellem de to gamle fjender.
Ingen havde arbejdet så hårdt og så intenst som Kerry for et succesrigt udfald. Det giver en vigtig retningspil på hvilken type præsident han ville være – ikke en typisk lovgiver, der altid og i sidste ende er indstillet på kompromis.
»Jeg tror, der er meget i mig, som handler om at engagere andre mennesker, motivere dem og opstille mål. Det tror jeg, at jeg god til. Når det virkeligt går hårdt for sig, føler jeg mig sikker på, hvor jeg vil hen,« sagde han i et interview med The New York Times i 2003.
John Kerrys baggrund i Massachusetts’ studentikose og rå irsk-dominerede politiske miljø giver nogle interessante fingerpeg om hans stil som mulig amerikansk præsident. Han var en beundrer af generationen, som kom før ham – the best and the brightest – og Kennedy var Kerrys idol som ung mand.
Der findes næppe i amerikansk toppolitik en så seriøs intellektuel som John Kerry. I den henseende adskiller han sig ikke meget fra sit idol. Aftjeningen af værnepligten i Vietnam var aldeles frivillig.
Han kunne være sluppet med samme undskyldning som mange andre af hans generation – eksempelvis vicepræsident Richard Cheney – brugte: Udsættelse på grund af universitetsstudier. Men Kerry havde en ubændig trang til at komme ud og se og tjene sit land. Lige så ivrig han var for denne oplevelse, lige så skuffet og deprimeret var han over Vietnam-krigen.
Da han vendte hjem til USA og tog kampen op mod Nixon-regeringens unødvendige forlængelse af krigen, viste han et mod, som få besad i hans generation. I en vis forstand blev Kerry næsten øjeblikkelig én af sin generations oppositionsledere, men han var en moderat og politisk realistisk røst.
Allerede på dette tidspunkt besluttede han utvivlsomt at søge præsidentposten en dag ud i fremtiden. Først skulle han dog starte fra bunden i sin hjemstat Massachusetts, hvor politik er en sport og Kennedy-dynastiet havde domineret i flere årtier. Senator Edward Kennedy gav ikke sin velsignelse, da Kerry stillede op til viceguvernørposten i 1982. Det gjorde derimod et indflydelsesrigt byrådsmedlem i Boston. Hans navn var Raymond Flynn.
Den dybt katolske irsk-amerikaner blev nogle år senere byens borgmester. »Han var en ærlig fyr og havde kæmpet i Vietnam, selv om han let kunne være undsluppet. Det beundrede jeg ham for,« fortalte Flynn fornylig The New York Times.
Flynn støttede også Kerry, da han to år senere deltog i de demokratiske primærvalg for en ledig senatspost fra Massachussets. Hverken Kennedy eller andre førende lokalpolitikere bakkede op om den unge ambitiøse politikers kandidatur. Men Kerry vandt let primærvalget og senere senatsvalget mod en republikansk kandidat.
Det enestående ved denne tilsyneladende ukontroversielle historie er, at Kerry ikke var afholdt i Massachusetts’ indspiste irsk-italienske politiske kredse.
»Han har aldrig ringet mig op og spurgt, om vi skulle gå på værtshus og få en bajer,« husker Raymond Flynn, som senere blev USA’ ambassadør ved Vatikanet.
John Kerry fløj i højere luftlag. Man kunne støde ind i ham i Bostons fine restauranter, hvilket er sket for Deres korrespondent flere gange. Han løb hurtigt, meget hurtigt. Altid var han bagefter, altid skulle han nå noget.

I Bostons politiske verden og i Senatet har han altid været lidt af en ener. Vennerne, han læner sig op ad, går tilbage til studentertiden og Vietnam-krigen. Hvis han således vinder Det Hvide Hus, vil det være som en politiker, som ikke er bundet på hænder og fødder af de tjenester et netværk af gamle venner har ydet ham gennem årene.
Kerry vil have en friere hånd end andre præsidenter i historien til at fordele de mange tusinde poster i regeringsapparatet. Ingen i Washington vil blive overrasket, hvis han udnævner en eller flere prominente republikanere til vigtige ministerposter.
Udenrigsministeriet kan gå til demokrater som senator Joseph Biden fra Delaware eller Clintons FN-ambassadør Richard Holbrooke. Men republikanere som senator Richard Lugar fra Indiana eller Chuck Hagel fra Nebraska kan også blive Colin Powells efterfølger.
En af disse fire kan også blive forsvarsminister eller sikkerhedsrådgiver. I Det Hvide Hus vil Kerry utvivlsomt omgive sig med inderkredsen fra sit kampagnehold. Det er ikke en uinteressant skare. Næsten alle stammer fra Bostons politiske verden, og de fleste af dem er nært knyttet senator Edward Kennedy.
Som i begyndelsen af 1960’erne vil Washington igen være domineret af irsk-amerikanerne fra Boston og the best and brightest fra amerikanske universiteter. Fra et europæisk synspunkt giver det anledning til velbegrundet optimisme. Selv om Kerry er en fuldblodsamerikaner, vil han som præsident alligevel være en partner, som europæere vil have let at kommunikere med.
Det betyder ikke, at USA ubetinget vil vende tilbage til Kennedy-tiden eller Clinton-tiden under en Kerry-regering. For det første er det højst sandsynligt, at en præsident Kerry i sine første to års regeringstid vil stå overfor et republikansk flertal i Kongressens to kamre, der næppe vil være samarbejdsvillig.
Den eneste måde, hvorpå Kerry kan få væsentlige dele af sit program igennem bliver ved at bebrejde republikanerne for manglende samarbejdsvilje under midtvejsvalgene i 2006 i håbet om at vinde et demokratisk flertal i Senatet, og måske endda i Repræsentanternes Hus, hvilket ville være mindre sandsynligt.
Inden sådan en vending skal man ikke forvente de store ændringer i amerikansk indenrigspolitik.

Noget andet gør sig gældende for udenrigspolitikken, hvor en præsident råder over flere magtinstrumenter. Selv om man ikke skal forvente en amerikansk tilslutning til Kyoto-protokollen eller hurtigt amerikansk medlemskab af Den Internationale Krigsforbryderdomstol, vil en Kerry-regering gribe sikkerheds- og udenrigspolitik anderledes an end Bush.
USA’s forhold til Europa vil blive opprioriteret under en Kerry-regering. Kampen mod terrorismen vil spille på flere strenge end den militære. I Mellemøsten vil USA formentlig acceptere et større europæisk engagement som partnere og dyrke relationer med Israel, som er baseret på magtpolitik fremfor det personlige venskab mellem Bush og Sharon. Samme melodi vil lyde overfor Vladimir Putins Rusland.
Den største udfordring for Kerry bliver Irak. I hele sin karriere har George W. Bush efterladt et rod, når han rykkede videre til et nyt job. Det startede med mislykkede investeringer i Texas’ olieindustri, som hans fars rige venner måtte rede ham ud af og fortsatte i hans guvernørtiden i Texas, hvor store skattelettelser bragte delstatens finanser nær bankerot i 2001.
At få Irak op at stå igen og trække amerikanske styrker ud af landet bliver en Sisyfos-opgave, som ingen anden end Bush fortjener at løse. Det bliver ikke let at være i Kerrys sko, hvis han overtager præsidentembedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu