Læsetid: 4 min.

Udstilling af krigen

Våbenindustriens kontrakter er steget med 60 procent siden 1998. Næsten halvdelen af Penta-gons indkøb gennemføres uden en udbudsrunde
29. oktober 2004

Valgdagbog 5
Allerede i metroen var det fyldt med soldater. Fra hele landet var de strømmet til for at tage i det kolossale Washington Convention Center og kigge på al det nyeste militære isenkram, som en moderne hær skal råde over.
Så krigen bliver så klinisk som mulig.
Min ven Mike, som har været med til at arrangere udstillingen, fik mig forbi security, og pludselig stod jeg på en balkon og kiggede ud over et område på størrelse med en halv snes fodboldbaner. Med ubemandede missiler hængende under loftet og gulvet fyldt med kampvogne og det nyeste i luftartilleri.
For en mand, der kun har aftjent sin værnepligt en måned i civilforsvaret, var det yderst imponerende, og udstillerne havde gjort det yderste for at hjælpe på fantasien. Mike og jeg gik ind i en stor papmachékulisse og pludselig befandt vi os ved hjælp af filmskærme midt i Irak-krigen. Et sted blev vi mødt af geværild fra oprørere, et andet sted af klagende irakiske kvinder og til sidst væltede røgen ud i hovedet på os. Alt sammen for at fortælle os, at netop dette firma havde det rette grej til at vinde krigen mod terrorismen.
Her var selvfølgelig flest mænd – nogle med mange stjerner på skulderen og æresbevisninger på brystet. De kvindelige soldater havde håret sat op i stramme knuder i nakken og så enormt tækkelige ud, mens det var lige omvendt med de kvindelige sælgere. Her var dømt lårkort, og jeg kunne godt forstå, at disse nylonstrømpeben kunne forføre indkøberne til at snuppe en ekstra Humve eller et multiple kill vehicle med hjem til basen i Mojava ørknen.
Mike står og snakker med fyrene bag skranken. Han er selv på kontrakt efter 22 år i hæren, hvor han blandt andet passede på de amerikanske kernevåben i Tyskland. En af de andre joker med, at Mike kan få en fed kontrakt til Irak. Han afslår høfligt smilende. Den anden ved ikke, at Mike for godt et år siden mistede sin søn, Jeff, i Irak.

Interessekonflikt
Da vi går mod udgangen er folk ved at samle sig til aftenens receptioner, og Mike forklarer, at ’wining and dining’ er en stor del af øvelsen. Det er her de virkelige kontakter bliver til. En ny undersøgelse har netop vist, at næsten halvdelen af Pentagons indkøb fra forsvarsindustrien gennemføres uden en normal udbudsrunde, og at specielt de helt store – som det Halliburton, Dick Cheney stod i spidsen for, indtil han blev vicepræsident – er gode til at score kontrakter i krigen mod terrorisme, uden at skulle bekymre sig om konkurrence.
Da jeg bemærker, at det må være en god tid for den industri, Mike arbejder for – med to krige på én gang og en krig mod terrorismen, som kan forlænges i det uendelige, svarer han lakonisk:
»Dette er en branche, hvor der i modsætning til alle andre steder aldrig er krise.«
Mens jeg tænker på præsident Eisenhower, der i sin afskedstale i 1960 sagde de advarende ord:
»Vi må være på vagt over for den måde det militærindustrielle kompleks, bevidst eller ubevidst, erhverver sig indflydelse på. Muligheden for en katastrofal ophobning af uretmæssig magt eksisterer og vil fortsætte med det.«
Forudseende ord fra en general, der blev politiker og som erkendte, at en nutidig blanding af store kapitalinteresser og patriotisme kunne »bringe vores friheder og demokratiske proces« i fare.
Tag den, Dick Cheney! Som nu gennem mere end et halvt års valgkamp har rejst land og rige rundt og påstået, at hver eneste amerikansk by er i fare for et angreb med ukonventionelle våben, hvis man ikke stemmer på George Bush, men vælger John Kerry.
»Havde man haft en Kerry i stedet for en Reagan, ville Sovjetunionen stadig have eksisteret«, siger Cheney til mængdens store jubel, mens han fremhæver Winston Churchill som sit store ideal. Politikeren, som så længe forgæves advarede sine landsmænd mod Hitler.

Kisteparade
Demokraterne kalder hans kampagne for ’fear and smear’ og siger, at Kerry som det næste vel bliver bebrejdet nederlaget ved Los Alamo.
Politikerne skaber det åndelige klima for industrien, og industrien betaler store beløb til valgkampen. Siden 1998 er de samlede kontrakter steget med 60 procent. Ved valget regner man med, at omkring 80 procent af soldaterne vil ende med at stemme på Bush, fordi de ved, at han og Cheney under ingen omstændigheder vil falde for fristelsen til at skære i det ben, som de selv gnaver af.
Forleden var der anbragt 1.103 kister beklædt med Stars and Stripes ikke så langt fra udstillingsbygningerne, nemlig på terrænet ved Kongressen. Navnene på de faldne i Irak blev læst op. De, der havde taget initiativet, forsikrede, at det var til ære for de døde og ikke en politisk demonstration mod krigen. For det er ikke velset.
Jeg tænkte på, at vi ikke engang ved, hvor mange irakiske kister, der skulle snedkereres og lines op, hvis man også skulle anerkende, at ’fjenden’ er en slags mennesker, og bør tælles med, når man gør det store regnestykke op.
Og ikke blot nøjes med at konstatere hvor mange penge, der er i krig og krigsophidselse.

*Forfatteren og filminstruktøren Jørgen Flindt Pedersen skriver dagbog fra USA her i avisen op til det amerikanske præsidentvalg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu