Læsetid: 6 min.

Ulvetider

En af USA’s store koldkrigs-diplomater blev begravet i weekenden og diplomatiet tog behørig afsked. Mon ikke nogen savnede Den Kolde Krigs mangel på krige, men rigdom på strategier?
26. oktober 2004

Valgdagbog 2
Katedralen i Washington er stor, men den var næsten fyldt, da Paul Henry Nitze blev begravet.
En af mine venner var blevet inviteret, fordi hun havde gået på SAIS, den skole for internationale studier, som han havde grundlagt, og hvor hendes rektor havde været Paul Wolfowitz. Jeg ville gerne med for at se, hvordan regeringsbyen tog afsked med en af de virkelig store inden for amerikansk diplomati under Den Kolde Krig.
Den stenrige Nitze, der oprindelige var demokrat, fik sin storhedstid under Ronald Reagan, hvor han stærkere end nogen anden påstod, at Sovjet var i færd med at opbygge et kernevåben, som med et slag kunne lamme de amerikanske missiler. Hans modspil var Stjernekrigsprojektet, som Reagan tog til sig, og som Nitze og præsidenten brugte i de afgørende nedrustningsforhandlinger med en Mikhail Gorbatjov, der stod i spidsen for et Sovjet, der var en kolos på lerfødder, og som der i virkeligheden slet ikke var grund til at frygte i det omfang, som amerikanerne påstod. Det endte godt, da den gensidige frygt – efter Nitzes berømte »walk in the woods« ved Geneve med sin sovjetiske modpart – blev brugt til at forhandle en omfattende aftale om nedrustning igennem.
Nitze blev 97 år gammel, og det var tydeligvis veteranerne fra årtiers elite i regeringsbyen, som nu sad i kirken og stilfærdigt nikkede til hinanden, mens dagens nykonservative hedsporer, forsvarsminister Donald Rumsfeld og hans næstkommanderende Wolfowitz sad på allerførste række som repræsentanter for den krig mod terror, hvor de gamle prøvede diplomatiske midler så bevidst er valgt fra til fordel for det som ikke må kaldes et kristent korstog – som Bush kom for skade at gøre det umiddelbart efter 11. september – men som set fra den anden side – hvad enhver god diplomat skal være i stand til – til forveksling ligner det.
Jeg kunne ikke lade være med at lægge en betydning i, at teksten som var valgt fra Det Ny Testamente handlede om »at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«. Altså ikke den dødsens farlige cocktail, som Bush og hans folk serverer i dag. Og i sin prædiken vendte biskop Jane Holmes Dixon, en sympatisk humoristisk ældre dame, gang på gang tilbage til frygten for frygten.
»Gud er kærlighed«, sagde hun. »Der er ingen frygt i kærlighed, og de som frygter, har ikke til fulde forstået kærligheden, og de som hader deres brødre og søster elsker ikke Gud.« Hun var sikker på, at den afdøde diplomat ville fortsætte sine forhandlinger hinsides, gå ture i skoven og »aldrig hvile i fred«.
I Washington Post skrev David Ignatius, en gammel bekendt af Nitze: »Borte er den omhyggelige måde at diskutere USA’s strategi på sammen med den klasse, som var i stand til at føre en sådan debat. Manglen på strategisk tænkning er alarmerende klar på dødsens alvorlige områder som Irak, Iran og krigen mod terrorisme. Tidligere havde vi mere end rigeligt af snak om strategi, men heldigvis ingen krig. I dag har vi krig, men ingen strategier.«

Bjørn, slange eller ulv?
Mon ikke de udenlandske diplomater, som kørte bort fra Katedralen i deres blå biler med tonede ruder, har tænkt noget lignende. Om manglen på diplomati i den uendelige krig mod terrorismen, som med kendskabet til den virkelige strategiske tænker i regeringsbyen, Bushs valgstrateg Karl Rove, så åbenlyst og dygtigt spiller på frygten for frygten.
Som George Bush udtrykker det i disse dages taler: »De fjender, som dræbte tusinder af uskyldige, er stadig lige farlige og besluttet på at slå til igen, og udfaldet af dette valg er helt afgørende for krigen mod terrorismen. Og i den krig er der ingen plads til forvirring og ingen erstatning for sejr.«
Samtidig er Karl Rove begyndt at køre valgannoncer på tv, hvor ’fjenden’ skildres som en gruppe af ulve, der kommer hyldende imod seeren, mens en stemme opregner, hvor mange gange John Kerry har stemt for nedskæringer på forsvar og efterretningstjeneste. Ulven er valgt efter omhyggelige undersøgelser i fokusgrupper af, hvilket dyr kvinder betragter som det mest uhyggelige. Slanger og hyæner var også på tale, og den bjørn, som Ronald Reagan brugte som metafor for den sovjetiske fjende i sin valgkamp.
Ved sidste valg havde al Gore et forspring på 11 procent blandt amerikanske kvinder. Nu appellerer George Bush og vicepræsident Dick Cheney i tale efter tale til navnlig kvindernes frygt for at kunne miste deres kære under et nyt angreb, og eksperterne taler i deres analyser om de såkaldte »security moms«. Problemet for demokraterne og John Kerry er, at det er næsten umuligt at finde modtræk til denne spillen på frygten uden at ryge i en grøft, hvor han vil miste tilliden hos store dele af sit naturlige bagland, der ikke ønsker at stemme på en høg.
Det er som at skulle svare på spørgsmålet: Hvornår holdt du op med at slå din kone? Et modspil har været at fortælle kvinderne, at deres største problem ikke er frygten for terror, men den daglige kamp for at få råd til at deres barn kan få en ordentlig skolegang og at familiens økonomi ikke skal bryde sammen på grund af arbejdsløshed og sygdom: »I arbejder hårdt hver dag, men hver ny dag bringer nye bekymringer. For alt for mange kvinder er den amerikanske drøm millioner af miles borte, for I har knap nok tid til at sove, og når du ikke har det, er der heller ikke tid til at drømme«, sagde Kerry til kvinderne i Wisconsin.
På tv var trækket en valgreklame med en af enkerne fra 11. september. Kirsten Breitweiser fortæller, at hun og hendes afdøde mand stemte for George Bush ved sidste valg og fortsætter: »Jeg kæmpede for en undersøgelse af 11. september – hvad Bush var imod – og jeg lærte af afhøringerne, at sandheden er, at vi ikke er mere sikre i dag.« Og hun slutter effektfuldt: »Jeg ønsker at kunne se min datter i øjnene og vide, at hun kan leve i sikkerhed, og det er grunden til, at jeg stemmer på John Kerry.«

’Vi kan ikke skræmmes’
Efter en sådan lang begravelse var det godt at hvile hovedet på Comet i Adams Morgan-kvarteret. Sid, ejeren af den kombinerende delikatesse- og vinbutik, hvor man også kan få sig en kop kaffe og en sandwich, har for første gang i sit lange liv sat en politisk plakat op på facaden, nemlig for Kerry og Edwards. Da, jeg spørger ham om ikke kunderne protesterer, siger han med meget bestemt tonefald: »Så kan de bare gå ud af den samme dør, som de kom ind ad.«
En stamkunde råber til Sid: »Hvordan ville det påvirke dig, hvis der var et terrorangreb lige før valgdagen?« Et rygte, som FBI for en måned siden lancerede som en stor sandsynlighed, men som nu anses for uden substans.
Sid vender sig om fra computeren, hvor han er i gang med en kabale, og siger uden at skjule sin foragt for spørgsmålet overhovedet bliver stillet: »Ikke en disse. Og det vil heller ikke påvirke andre. Ikke en disse, punktum.«. Hans kone bifalder og siger: »Vi lader os ikke skræmme. Se bare, hvordan de reagerede i Madrid.«
Nej, på ejerne af Comet virker frygt-taktikken ikke.
Men jeg frygter, at de er for optimistiske på deres landsmænds vegne.

*Forfatteren og filminstruktøren Jørgen Flindt Petersen vil de to næste uger skrive dagbog fra USA her i avisen. Første afsnit blev bragt i går

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her