Læsetid: 2 min.

USA skjulte fanger for Røde Kors

Lækkede papirer afslører nye Abu Ghraib-skandaler
18. oktober 2004

LONDON – Hemmelige dokumenter, der inkluderer efterforskningsrapporter, vidneudsagn, skriftlige retningslinjer og ordrer, giver et hidtil udset indblik i torturskandalen i Abu Ghraib-fængslet uden for Bagdad. Dokumenterne afslører bl.a. fangeoprør, drab, forhørsmetoder samt – i deltaljer – torturen af fangerne i fængslets hovedbygning; også kaldet ’the hard site’. Dertil indrømmer leder af forhørsafdelingen, hvor torturen fandt sted, oberstløjtnant Steven Jordan, i sit vidneudsagn, at fængslet tilbageholdt 11 såkaldte spøgelsesfanger – fanger der ikke blev registreret, og som blev tilbageholdt på forespørgsel fra forskellige efterretningsorganisationer inklusive CIA, Iraqi Survey Group og Delta Force – samt at han personligt og i strid med Geneve-konventionerne skjulte fanger for Røde Kors-folk, når de kom på besøg for at tjekke, at samme konventioner blev overholdt.
De lækkede dokumenter dannede baggrund for generalmajor Anthony Tagubas efterforskning af torturskandalen, der blev afsluttet med en rapport den 9. marts 2004, og som stadigvæk hemmeligholdes. Nu er Center for Undersøgende Journalistik i Washington kommet i besiddelse af dokumenterne og har offentliggjort dem på www.publicintegrity.org.

Ingen regler
Dokumenterne viser, at torturen begået af militærpolitiet fandt sted under ledelse af medlemmer fra den militære efterretningstjeneste og uden nogen særlige retningslinjer fra de overordnede officerer i, hvad man måtte og ikke måtte. Undersøgelsen af torturskandalerne beskriver i detaljer, hvordan flere end 10 soldater og civilt ansatte i fængslet misbruger og torturerer flere end 20 indsatte. Misbruget omfattede tæsk, tvungen nøgenhed, seksuelle overgreb, herunder voldtægt, søvnfrarøvelse samt yderligere en række metoder til at ydmyge fangerne.
Hovedparten af torturen blev begået af medlemmer af den 272. militærpolitis kompagni, som ankom til fængslet i september 2003, men dokumenterne afslører også, at medlemmer af den militære efterretningstjeneste var til stede, mens torturen fandt sted, samt at de ledte og deltog i forbrydelserne.
Først i oktober 2003 – efter at flere interne undersøgelser havde beklaget de manglende retningslinjer – udsendte den øverstansvarlige for koalitionsstyrkerne i Irak på det tidspunkt, general Sanchez, regler for forhør. Disse inkluderede isolation af fangerne samt bevidste forsøg på at skræmme dem. Sanchez instruerede forhørspersonalet til »fuldstændigt at kontrollere forhørsmiljøet« gennem kontrol af fangernes mad, tøj og celler, samt at »arbejde tæt sammen med detentionsafdelingerne«.
Dokumenterne afslører imidlertid, at medlemmer af efterretningsorganisationerne samt de militære afdelinger gik langt videre og sågar skjulte fanger – inklusive en fange, som døde i fængslet – fra menneskerettighedsorganisationer i strid med Geneve-konventionerne.
Oberstløjtnant Steven Jordan indrømmer i sit vidneudsagn, at han overbeviste besøgende Røde Kors-folk om, at det var lettere at garantere deres sikkerhed, hvis de afhørte fangerne i et centralt rum frem for i cellerne. Senere kom det frem, at adskillige fanger blev holdt skjult fra Røde Kors i cellerne.
I adskillige af de lækkede dokumenter fremgår det, at fængslet helt fra start var underbemandet og underbemidlet. En evaluering foretaget af generalmajor Donald Ryder i november 2003 konkluderede, at sundheds-, menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Abu Ghraib overholdte »minimumsstandarden«, men at de fleste afdelinger var underbemandet. Ryder bemærkede desuden, at »fængslespersonalet mangler ressourcer til at kunne yde de basale livsfornødenheder«.
Netop utilfredshed med forholdene i fængslerne – ikke kun Abu Ghraib – har ifølge dokumenterne ført til to fangeoprør – et i juni samt et i november – hvor fem indsatte blev dræbt, da fængselspersonalet slog oprørne ned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu