Læsetid: 6 min.

Utrættelig i sine opbrud

Det vigtigste i arven fra Per Højholt er frontalsammenstødene mellem tanken og den befriende latter
18. oktober 2004

Nekrolog
Per Højholt, der døde i fredags, yndede at fortælle historien om, hvorledes en prominent kommunistisk partifunktionær hev ham, biblioteksstudenten, ind på forældrenes dobbeltseng, ikke for at befamle, men for under henvisning til Marx at belære ham om, at han hellere skulle skrive ligesom Pablo Neruda og Lorca end lave sværttilgængelig symbolmættet billedlyrik af den type, hvormed han just havde fået debut i et tidsskrift. »Lad syndflodens vande mig bære herfra / Jeg har fået et digt i HERETICA!« skrev han til en gymnasieven.
Bortset fra sådan et glimt ind i lærerhjemmet i Esbjerg forblev Per Højholt temmelig lukket, hvad an-gik hans private person: »Et digt skal have den del af ens personlighed, som det forlanger for at blive et godt digt.« Af »hovedstolen« skal man ikke tage. Men til gengæld bør man hver gang søge at lave noget, der er så godt som man overhovedet kan lave det.

Ud hvor ingen griber
Det lykkedes ham praktisk taget altid, også dengang i slutningen af 40’erne og første halvdel af 50’erne, da han sled for at gøre sig fri af sit forbillede Paul la Cour. Digtene i Hesten og solen fra 1949 og Skrift paa vind og vand fra 1956 ligner kun delvis, hvad han siden kom til at skabe, rytmisk rimende som de tit er, og højt som de stræber i deres patos, men de blev nødvendige og ægte, ved at han i sin søgen lagde sig just så tæt op ad sin forkætrede helt, at han til sidst kunne skrive med hans fingre som handsker og nå ud på den anden side til en poesi, der i stedet for at spidse til i et centralt symbol eller via en flot metafor postulere en art lighed og sammenhæng i verden, tværtimod lod billedbrugen blive en kritik af det, den forbandt sig med, en skeptisk »kommentar til sig selv«.
Gennembruddet sker i digtsamlingen Poetens hoved (1963), hvor Højholt begynder tæt op ad den traditionelle landskabslyrik, men så lader digt efter digt gå itu eller i hvert fald spænde afstande ud, som det ikke kan overbinde – kaste kasteren »ud, hvor ingen griber, aldrig«, for at citere et senere digt, hans »Lament« for Jimi Hendrix. Til forskel fra samtidens »kraftmodernister«, dvs. f.eks. Klaus Rifbjerg, der havde Johannes V. Jensen som urokkeligt ideal, greb Højholt ud til fjernere, på dansk endnu ret fremmede, lyriske traditioner: svensk fyrtiotal (Erik Lindegren) såvel som hundehamrende svær, hermetisk fransk symbolisme (Eluard og Valéry og bag dem mastodonten Mallarmé).

Jeg’et for meget
En anekdote vil vide, at Højholt over sin første poetik (fra 1967) oprindelig havde sat titlen »Mallarmés metode«, men at han endte med at bestemme sig om: »Mallarmé, ham kender jeg til bunds, men Cézanne, om ham ved jeg faktisk ikke en skid.« Det var vel nok koketteri, men tillod ham en produktiv distance til det, som nu var hovedanliggendet, nemlig at aftegne en kunst, der udgår fra naturen uden nogen sinde at prøve at »blive ét« med denne, og som stedse kredser om det værende eller »det ubestemte« uden at fange det ind i en metafysik, for nu slet ikke at tale om en religion. Paradoksalt nok skulle denne reflekterede holdning senere gøre det muligt for Per Højholt at nærme sig det hellige, sådan som det sker i digtsamlingerne fra 1989-93, og tydeligst her, med »Personen i overskud«:

Lad gå med at birken nejer nyudsprungen
og græsset bider i den bløde luft, indforstået –
at rosmarinlyngen ryster sine spæde klokker
den æder jeg råt, også jeg har sjæl at ernære,
men at der hen over denne gentagne iver
lavt her hen over en så umotiveret foretagsomhed
kommer svaner strygende, hvide, og tre,
med langsomme vingeslag og strakte halse,
det er for meget, det er MIG for meget:
under de omstændigheder er jeg bedst som mangel!

Forud for denne modstræbende, men for så vidt konsekvente, tilbagevenden til udgangspunktet havde Højholt været igennem kontinuerlige opbrud. Først som sagt det kritiske opgør med la Cour og ’sensymbolismen’, dernæst midt i 60’erne opdagelsen af showet og muligheden, det tilbød, for at appellere direkte til læserens og publikums både fysiske og intellektuelle nærvær – en åbning, der manifesterede sig i talrige oplæsnings-’events’ med eller uden kæmpeballon og skingre forvrængningseffekter kaldt frem med mikrofonen kørende som blyant op og ned over højttaleren. Samtidig, omkring 1970, legede digteren i romanen 6512 med ideen om at opløse selve den episke form gennem en fortælling, hvis afsnit ordnede sig alfabetisk i stedet for lineært kronologisk, samt i højst originale bog-objekter med ophævelsen af værkkategorien som sådan: håndgribeligt ironisk med Punkter (1971), plasticbogen, hvis digte holdes sammen af to stålringe, og som kan siges at markere den ultimative socialrealisme, idet man gennem hvert digt kan kigge ud i Virkeligheden; anskueligt kaotisk med Volumen (1974), en styrtsø af billeder og ord, hvis pointe uvægerlig var dens principielle ulæselighed. Et point of no return!

Populær PERformer
Sideløbende med sine bemærkesesværdige manøvrer på kanten af romanen, digtet, bogen involverede Højholt sig i tværæstetisk samarbejde med komponisten Gunner Møller Pedersen, radiofolk som Viggo Clausen, teatergrupper og fotografer, fjernsynsfolk og tekniske fantaster, den side af hans virke, som i sommer så fornemt blev dokumenteret på Museum for Samtidskunst, med udstillingen Mellem ørerne. PERformer Højholt. Mediekunst 1967 og frem. Meget af, hvad der samledes her, peger direkte frem mod den nyeste performance- og mediekunst og demonstrerer i lighed med digte, prosa og essays i bogform Højholts formidable evne til at give fra sig til andre og inspirere.
Forfatteren, der fik sin første blodprop i 1986 og senere måtte døje med følgerne af en hjerteinfarkt, fulgte efter sigende med glæde og interesse forberedelserne til udstillingen, hvis fineste indslag muligvis var den stilfærdige installation, hvor gæsten i et rum for sig selv fulgte ham i en lang, opløftet samtale med P1’s Jørgen Johansen. Dér mærkede man hans (alt for sent vundne) klare bevidsthed om eget værd og hans enestående talent for præcis mundtlig frasering.
Vejen dertil gik via en kvinde, det midtjyske orakel Gitte, skabt omkring 1980 som fast inventar til æterbåren bestillingslyrik, og snart perfektioneret med sine velkendte markører: ikk’oss’, rulleseler og rally, Toyota og hel’ lost. På sin egen overraskende måde fik Gitte lov at gennemspille go’e gamle Højholt-tematikker såsom talens fundering i og ulyksalige afstand til kroppen eller menneskets fremmedhed i en konfrontation med naturen. Nogle mente, at Højholt med Gitte jokkede på Kvinden og Folket, men ret beset var hun jo bare en maske, en stemme, en rolle i talen, som tillod forfatteren at filosofere i praksis, med begge arme grundigt begravet i dagligsprogets nuancerigdom.
Et rids af Per Højholts rastløse æstetiske opbrud bør nok også nævne den opstandelse, han fik forvoldt i det korte format, da han i sine såkaldte blindgyder (tre bind 1982-88) gik kreativt i dialog med Poe, Kafka, Blixen og Borges, og hans sene bakseri med den megamonstrøse roman Auricula, der udsendtes 2001, ufuldendt og dog en imposant milepæl i den moderne fortællen.

Avantgarde og tradition
»Kunst laves på kunst,« sagde Højholt, som gennem årene med voksende klarhed vedkendte sig sine forbilleder blandt moderne og klassiske digtere – foruden de allerede anførte bl.a. Ewald og Baggesen, Hölderlin og St.St.Blicher. Takket være trofastheden mod sine vidt forskellige afsæt blev han et lysende paradoks: et nysgerrigt eksperimenterende gemyt fortroligt med mangfoldige sider af det 20. århundredes radikaleste avantgarder, men også en pædagogisk sindet formidler af sejlivet europæisk kultur- og litteraturtradition. Det er måske først og fremmest denne åbne dobbelthed, der gør, at hans værk vil leve længe, som genstand for studier, som pensum, som stadig pirrende provokationer og som springbræt for kommende generationers nye kast ud i det uvisse – derud hvor ingen griber én.
Den bedste måde, hvorpå vi kan forvalte arven fra Per Højholt, er ved aktivistisk at befolke det felt, hvor intellektualitet kan mødes med og lade sig udfordre af kunstnerisk praksis. Hvor tanken lader sig overrumple og kvalificere af altoverskyllende latter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu