Om godt 100 dage går 12 millioner irakiske vælgere til stemmeurnerne, placeret på 20-30.000 valgsteder overalt i landet. Her stemmer de på kandidaterne til 275 pladser i en ny overgangs-nationalforsamling samt på kandidaterne til nye provinsregeringer i Iraks 18 provinser.
Den ny nationalforsamling vælger herefter af sin midte en ny præsident og to vicepræsidenter kaldet præsident-rådet som udpeger en premiermini-ster og de øvrige ministre til en ny regering. Inden 15. august 2005 udarbejder nationalforsamlingen et forslag til ny forfatning for Irak, og den sendes til folkeafstemning den 15. oktober. Med en vedtaget forfatning afholdes der den 15. december 2005 atter valg, denne gang til en permanent irakisk regering.
Dette er øjeblikkets hedeste drøm for Iraks midlertidige premierminister Iyad Allawi, for USAs præsident George Bush, for FNs Kofi Annan og givetvis for en masse almindelige irakere. En drøm om et realiseret demokrati, der sikrer det hårdt plagede Irak fred, stabilitet og fremgang.
Spørgsmålet er, om det netop blot er en drøm? I dag er mange iagttagere villige til at vædde på, at det ikke vil gå sådan, men i stedet ende i en udsættelse af valget, i et kun delvist gennemført valg eller i det rene kaos af vold og sabotage. Og der er tilsyneladende tusinder i Irak, der er villige til at ofre eget liv på at sikre, at det går netop sådan.
Hindringerne for et rettidigt og regelret gennemført valg er formidable.
30 byer skal befries
Volden og oprøret er den alvorligste hindring. Bølgen af selvmordsattentater, bilbomber, raketbeskydninger og bagholdsangreb er i vækst i de fleste dele af Irak som et udtryk for forskellige oprørsgruppers ambition om at forhindre valget eller at fordrive de amerikanske styrker fra landet før et valgs afholdelse.
I håb om at kunne skabe ro til valgets forberedelse har de amerikanske styrker i Irak nu, i samråd med premierminister Allawi, indledt beslutsomme nogle siger desperate militære offensiver mod urocentrene. I forrige week-end løb 3.000 amerikanske og 2.000 irakiske soldater stormløb på byen Samarra nord for Bagdad, onsdag gik 3.000 amerikanske og irakiske soldater i aktion mod byen Hilla og andre formodede oprørscentraler i den centrale Babil-provins, og næsten dagligt gennemføres luftangreb mod den sunnimuslimske by Falluja og mod den shiamuslimske Sadr-bydel i Bagdad. USA og den irakiske regering har udpeget hele 30 byer, som man vil bringe under kontrol inden valget.
Man synes at følge et ræsonnement, som den tidligere seniorrådgiver for den midlertidige, nu opløste koalitionsmyndighed, Larry Diamond præsenterer således:
»Spørgsmålet er: Vil man have en masse ofre nu via en militær konfrontation, eller vil man have en masse ofre, der bløder ud over landskabet de kommende måneder og år som konsekvens af endeløst oprør og terror vælg selv giften.«
Spørgsmålet er, om man med den ny militære konfrontationsstrategi har besluttet sig for den forkerte gift. Ikke alene koster indsatsen mange amerikanske ofre på kort tid og dermed øget skepsis på hjemmefronten i september blev 80 amerikanske soldater dræbt, og alene i forrige uge såredes 200, oplyser Pentagon. Nok så kritisk: Aktionerne koster mange civile irakiske ofre, og det skærper i sig selv modstanden mod amerikanerne. I fredags angreb amerikanske kampfly ifølge eget udsagn et tilholdssted for terrorister i Falluja, men bl.a. hospitalslæger i byen sagde, at de indbragte ofre bl.a. var bryllupsgæster. Forrige weekends angreb i den sunnimuslimske trekant kostede 23 børn og 18 kvinder livet, og den sunnimuslimske
gejstlige organisation Association of Muslim Scholars sagde efterfølgende, at den vil opfordre til nationalt jihad mod de amerikanske tropper, hvis de fortsætter med at dræbe civile.
På Bagdads Universitet siger professor i internationale studier Abjed Abah Abdullah, at jo hårdere amerikanerne og regeringen slår ned på oprørerne, desto flere bliver de.
»Han må ikke skyde,« siger professor Abdullah med henvisning til regeringschefen Allawi.
»Han må forhandle med de andre, uanset hvem de er bortset fra al-Zarkawi-gruppen, for den kommer udefra.«
Også Iraks midlertidige, sunnimuslimske præsident Ghazi Yawar er bekymret over den militante kurs, som Allawi og USA har anlagt. Han distancerede sig forleden fra luftangrebene, der rammer civile, og sagde tirsdag, at han håber, man kan undgå et amerikansk angreb mod Falluja. Det forudsætter bl.a., at oprørerne og deres ledere faktisk er villige til at forhandle, hvad en del af dem næppe er.
Om Gud vil
Den amerikanske sikkerhedsanalytiker og tidligere Pentagon-medarbejder Anthony Cordesman, Center for Strategic and International Studies (CSIS), siger, at de amerikanske tropper aldrig vil kunne sikre ro.
»USA kan formentlig vinde ethvert slag, men det er som i Vietnam irrelevant. At vinde slag er ligegyldigt, hvis ikke det sker i en politisk kontekst, hvor sejren er varig og slutresultatet, at regeringen vinder kontrol, legitimitet og folkelig opbakning.«
Og det kan ifølge Cordesman kun ske, hvis befolkningen oplever, at det er irakiske regeringsstyrker, der vinder sejren og evner at fastholde den.
»Vi er nødt til at forstå, at irakerne aldrig har støttet koalitionsstyrkernes tilstedeværelse, selv ikke hvis de støttede krigen. De ser os som besættere, ofte som en trussel og mest af alt som ineffektive og inkompetente,« siger han og henviser til, at andelen af irakere, som i meningsmålinger erklærer amerikanerne mistillid, er steget fra 78 procent sidste efterår til 86 procent i den seneste måling.
Hovedopgaven i bestræbelsen på at neutralisere oprøret før valget er derfor at overdrage ansvaret for sikkerheden til irakiske styrker. Allawi, der under sit nylige ophold i USA tegnede et rosenrødt billede af en fuldt udrustet og uddannet styrke på 100.000 mand, sagde tirsdag hjemme i Bagdad, at »situationen nu er meget vanskelig med hensyn til at etablere styrker og gøre dem klar til at møde udfordringerne (...) politistyrken er ikke veludrustet og ikke respekteret nok til at manifestere autoritet.«
CSIS har netop lavet en statusanalyse af Iraks nye politi- og militærstyrker. CSIS-direktør Jon Alterman siger:
»Næsten halvandet år efter Saddam Husseins fald er politiet fortsat dårligt uddannet, dybt korrumperet og rædselsfuldt ineffektivt, og det er meget svært at finde indikationer på, at det går fremad.«
Anthony Cordesman siger, at ud af en væbnet hærstyrke, der på papiret tæller 63.000 mand, er kun 4.200 uddannede kernetropper, og halvdelen af dem er låst fast omkring Najaf.
Sergent Toby Nunn, der uddanner nye irakiske soldater, siger til Christian Science Monitor:
»I det amerikanske militær indgyder vi ansvar, men det er et begreb, der er spildt på dem, for det er Gud, der tager beslutningen det eneste de behøver er at være til stede. Når jeg siger, at de skal være rede klokken otte om morgenen, ser delingens sergent på mig og siger inshallah (omGud vil).«
En formidabel uddannelsesindsats og en politisk evne fra Allawi-regeringen til at skabe motivation og loyalitet er altså hastigt påkrævet. Det er ikke lovende, når de amerikanske militærchefer i det netop erobrede Samarra nu meddeler, at det er nødvendigt at fastholde op til 1.200 amerikanske soldater i byen på ubestemt tid for at sikre ro og orden.
Boykot?
Der er andet, der haster. F.eks. at afklare, hvem der overhovedet stiller op til valget.
På papiret er der 380 registrerede partier, hvilket ligner et sundt tegn på pluralisme og demokratisk deltagelse. Men hovedparten af partierne er ganske nye, ukendte og mere eller mindre uden formuleret politik. I tråd hermed fortæller en meningsmåling, at 80 procent af de potentielle irakiske vælgere endnu ikke identificerer sig med et bestemt parti. Befolkningens politiske forberedthed til at stemme er altså tilsyneladende spinkel.
Dominerende er seks partier kendetegnet ved at være ledet eller præget af tidligere eksilirakere, der levede trygt i udlandet under Saddams regime, men siden alle fik sæde i det første, USA-udpegede regeringsråd. Af samme grund ses flere af dem som amerikanernes forlængede arm, hvad der svækker tilliden til dem og til valget. Det hjælper næppe, at det i weekenden kom frem via lækkede amerikanske regeringsdokumenter, at USA vil yde de store, moderate partier bistand til at gennemføre en effektiv valgkamp.
»Skal man virkelig tro på, at amerikanerne vil tillade, at valget vindes af besættelsesmodstandere,« spørger Wameedh Omar, politolog ved Bagdads Universitet, ifølge AP.
»Amerikanerne kan ikke tabe. Et valg vil producere en regering, der er loyal mod dem. Og hvis der ikke gennemføres valg, vil deres besættelse af Irak fortsætte,« mener en anden skeptiker, Muthana al-Dhari, ledende medlem af den indflydelsesrige sunnimuslimske Association of Muslim Scholars.
To af de seks dominerende partier er kurdiske partier, der endnu overvejer, om de vil deltage i eller boykotte valget. Afgørende synes at være, om regeringen i Bagdad forinden formår at løse problemet med de mere end hundredetusinde kurdere, der er vendt hjem til byerne Kirkuk og Mosul efter at være fordrevet under Saddam Hussein, men stadig bor i teltlejre og tomme bygninger, fordi striden om retten til deres gamle boliger ikke er løst. I sidste uge var der flere kurdiske demonstrationer, hvor kravene ikke indskrænkede sig til boligspørgsmålet, men handlede om retten til et uafhængigt Kurdistan.
Endnu en joker i spillet om valget er den shiamuslimske storayatollah al-Sistani. Det var den magtfulde Sistani, der over for amerikanerne insisterede på et hurtigt valg, men nu erklærer hans talsmænd over for New York Times, at Sistani har forbehold.
»Hvis han ser, at man bevæger sig mod unfair og ufri valg, så vil han ikke støtte det. Han vil erklære valgene illegitime,« siger en talsmand.
Også Sistani synes bekymret for, at nogle få, USA-venlige partier kommer til at dominere. Ligesom han er bekymret for, at shiamuslimerne i kraft af valgets udformning ikke opnår den markante majoritet, som befolkningsandelen kunne tilsige.
Siger Sistani nej, falder alt formentlig på gulvet. Derfor gør han det næppe. Mere uforudsigelig er den radikale og militante shiamuslimske præst Moqtada al-Sadr, der har betydelig støtte blandt unge og socialt dårligt stillede shiamuslimer, ikke mindst i Bagdads Sadr City med over to mio. indbyggere. Til dato har al-Sadr hverken villet give afkald på væbnet kamp mod besættelsesstyrkerne eller give tilsagn om at støtte valget.
»Som Sadrs bevægelse vil vi ikke deltage i et valg afholdt i besættelsens skygge. Sadr-bevægelsen vil ikke udpege nogen kandidater,« sagde en talsmand til Reuters for en uge siden. Det udelukker ikke, at al-Sadr i næste uge siger det modsatte, men vælger han at boykotte valget, vil det givetvis være benzin på oprørets bål og indebære et mærkbart fald i valgdeltagelsen.
Kommer valget, bliver valgdeltagelsen afgørende. Hvis det på grund af oprøret ikke bliver muligt at gennemføre valg i den sunnimuslimske trekant, eller hvis sunnierne næsten 25 procent af Iraks befolkning beslutter at boykotte valget, og hvis shiamuslimske al-Sadr-støtter også boykotter, vil den resulterende nationalforsamling og regering ikke have legitimitet og i praksis ikke være i stand til at fungere.
»Hvordan kan vi have et parlament uden 25 procent af befolkningen til at tale om forfatningen,« spørger Ghassan Atiyyah fra den irakiske NGO Iraqi Federation for Development and Democracy.
Registreringen af både de 12 millioner vælgere og de politiske kandidater skulle være startet den 27. oktober, men lørdag forlød det fra Bagdad, at man opgiver den landsdækkende vælgerregistrering og i stedet anmoder folk om at medbringe deres rationeringskort som identifikation ved valget i januar.
Når man så vidt, er spørgsmålet, om valghandlingen kan gennemføres. Der tales om 20-30.000 valgsteder, som fordrer 120-130.000 valgmedarbejdere, og som alle skal beskyttes før, under og efter valghandlingen. Trods varierende motiver og dagsordener vil alle grene af oprøret gøre alt for at ramme valghandlingen med bomber, raketangreb m.m. Kan valghandlingen ikke beskyttes effektivt og en rimelig valgdeltagelse opnås, er det meget let efterfølgende at erklære resultatet ugyldigt. Det vil være oprørernes mål.
Spørgsmålet er, om de irakiske politi- og militærstyrker kan klare den formidable bevogtningsopgave. Svaret er efter alt at dømme nej, og det rejser næste spørgsmål: Hvordan vil irakerne reagere på en valghandling i skyggen af amerikanske besættelsestropper? Hvor mange vil blive væk i protest? Og hvor mange vil blive væk, fordi de ikke tør nærme sig de amerikanske soldater, som skulle beskytte dem, men i virkeligheden gør dem til angrebsmål? En dugfrisk meningsmåling fra Iraq Center for Research and Strategic Studies fortæller, at andelen af irakere som »med stor sandsynlighed« vil gå til stemmeboksene, er faldet fra 88,8 procent i juni til 66,8 procent i dag. Bemærkelsesværdigt er, at hele 37,3 procent siger, at de næppe vil stemme, fordi de ikke har fået nok at vide, og at 35,7 procent siger, at de slet ikke er interesserede. Den manglende sikkerhed er altså langt fra det eneste problem.
Alternativet til valget er kaos. Selv en udsættelse på få måneder kan få processen mod ordnede forhold til at løbe af sporet. Derfor satser USA og de midlertidige regering alt på at holde planen, mod alle odds.
Hvordan ender det? Væddemålene blandt iagttagere er i gang. Jon Alterman, direktør for CSIS, siger:
»Det er meget, meget sandsynligt, at der gennemføres noget, vi vil kalde et valg, som vil blive dybt mangelfuldt og udløse en masse tvivlsspørgsmål og klager, som vi og især irakerne vil skulle bøvle med i en rum tid.«
