Læsetid: 7 min.

En vandring med skuespillerne

Verden har ikke ændret sig til det bedre; alle forsøg fra 60’erne og fremad er slået fejl, siger forfatteren og instruktøren Lars Norén
19. oktober 2004

Verden har ikke ændret sig til det bedre; alle forsøg fra 60’erne og fremad er slået fejl,
siger forfatteren og instruktøren Lars Norén

Interview
Der er altid en grænsekrig, en etnisk udrensning, en ideologisk-bevæbnet magtovertagelse i gang et ellet andet sted på verdenskortet. Krig er titlen på Lars Noréns seneste stykke, som indgår i et projekt om asyl og asylpolitik på Riks Drama, der er en selvstændig afdeling under Riksteatern, hvor Lars Norén har en delt chefpost.
Noréns stemme er en af de mest distinkte i skandinavisk teater. Og én af de oftest hørte – siden 1979 har han publiceret 51 skuespil. Krig gæstespiller en enkelt gang i morgen via Helsingør Teater i fransk instruktion og med svenske skuespillere.
Teksten er en nøgent nedbarberet rapport fra de understes land efter smadringen. Kvinder og børn forsøger at få en slags liv til at fungere; mændene er væk – flygtede, forsvundne eller mejet ned i en krig mellem kulturer, måske religioner.
– Tekstligt er ’Krig’ den yderste minimalisme. Er det en selvpålagt skriveøvelse eller resultat af personernes nulpunktstilstand?
»Det sidste, tror jeg. Det hænger sammen. De tekster jeg har skrevet det sidste tiår, bliver kortere og kortere og mere og mere minimalistiske. Mine digte blev mindre og mindre og til sidst forsvandt de. Så begyndte jeg at skrive dramatik,« forklarer Lars Norén.
»Det har at gøre med en udvikling. Det er skønnere at kunne plukke bort end at lægge til. Men det hænger selvfølgelig også sammen med stykkets mennesker – de taler ikke så meget. De tilhører overhovedet ikke den vesterlandske middelklasse, som har en masse sprog og en utrolig masse ord og billeder.«
– Siger De efter egen opfattelse noget nyt ud over det klassiske: At det er civilbefolkningen, der betaler krigens omkostninger mentalt, fysisk og moralsk?
»Ja, det gør jeg nok. For jeg siger, at mange krige har befriet kvinderne, slået patriarkatet i stykker og skabt nye muligheder. Jeg har skrevet stykket i Paris og i min referencegruppe var en kvindelig professor fra Primo Levi-instituttet. Hun arbejdede med krigstraumatiserede børn og sagde, at alt hvad der stod i stykket stemte. Krigens børn har to valg: Enten at blive som fjenden eller at hævne sig. Hun sagde at ligegyldigt, hvor børnene kom fra – Tjetjenien, Congo, Luanda eller Mellemøsten – var de mest opfyldt af hævnen. Det er sandt, at det handler om civilbefolkningens skader, men det handler osse om, at vi hele tiden skaber grobund for nye krige og nye hævnere. ... Hvilken avis var det nu, du ringede fra?«
– Information.
»Ja, det tænkte jeg nok.«

Konstans I
– Hvordan har verden i din optik ændret sig fra de første skuespil og til nu?
»Mit første stykke (Fyrsteslikkeren) handlede om krig, sååå... Jeg tror, at temaer kommer og går; jeg tror at alle forfattere har et eller flere temaer, som varieres, og at der ikke er så meget, der forandres.«
– Kan det bredes ud til, at også alle familiestykkerne beskriver en ’krig’?
»Jaah, man kan i hvert fald sige, at i hvert eneste forekommer der en fraværende far.«
»Man kan se på, hvilket sprog man anvender, når man beskriver verden. Og jeg har ikke valgt noget specielt sprog. Jeg skriver. Jeg formår at skrive. Jeg kan skrive. Jeg siger ikke, det er sandheden om noget; jeg forsøger bare at forstå – gennem skrivningen. Og på det sidste er jeg endda kommet frem til, at det ikke duer at forstå. Du skal ikke forstå. Det er den store opdagelse. Hvordan kan man forstå Auschwitz?«
– Det er jo én form for tænkning, der har domineret.
»Ja, men man må lytte til dem, der har været der. Lytte, lytte, lytte og forsøge at berette, hvad de har sagt, hvad de har set.«
– Det er altså en slags dramatisk journalistik?
»Ja, det tror jeg. Jeg forsøger at slippe verden ind på teatret, jeg forsøger at slippe verdens sprog ind på teatret. Jeg har arbejdet i utroligt mange forskellige miljøer, og jeg har forsøgt at slippe teatrets værktøj ud til mennesker. Jeg har mærket, at alle, som synes dårligt om teater, når de får chancen for at arbejde på en scene – først og fremmest unge, som man aldrig kan få til at gå ind og se et teaterstykke – hvis de kommer til at arbejde på et teater, så bliver de næsten berusede.«
– Hvis vi går tilbage til verdens tilstand – hvad er det værste ved den måde, billedet har ændret sig på fra dine første stykker til nu?
»Det som er blevet værre, er det der sker i Tjetjenien, i Sydossetien og f.eks. i skolen i Beslan.«
»I Skandinavien skriver vi alt for lidt om Tjetjenien. Det, der er værre, er at verden ikke har ændret sig til det bedre; at alle forsøg fra 60’erne og fremad er slået fejl. Men Muren er faldet... Og parallelt med de nedbrydende kræfter ser jeg hele tiden modstandslommer imod dem. Det er som om en konstant sum af undertrykkelse forflytter sig hele tiden.«
»Man havde jo et stort fælles håb i 60’erne, men det hvilede også tildels på naivitet. En modvilje mod at se, hver der skete i Kina, i Cambodja. Så var det egentligt så enestående godt, den modstand der skete i 60’erne, når man frasorterede så meget angst? Nej. Var det bare udtryk for naivitet? Nej, ikke bare, men det var vældig blindt. Og rødderne til ’68 fandtes jo hos nogle gamle mænd; det var jo Lukas, der udspredte sine tolkninger.«

En cliffhanger
»En af handlingstrådene i Krig beskriver familiefaderens hjemkomst til den forkomne familie. Heltevelkomsten udebliver, modtagelsen er mere end lunken, da det går op for kone og døtre, at patriarken tror sig reetableret, som om intet var forandret. Stykket slutter med en regulær cliffhanger; hvor uvelkommen er dette maskuline levn fra en anden tid?«
– Da jeg læste stykket første gang, overvejede jeg, om min printer var gået i stykker, og der mon manglede et par sider. Har der eksisteret en anden, mindre åben slutning?
»Nej, det har altid været den her.«
– Hvor mange gennemskrivninger plejer du at lave?
»Det kommer helt an på stykket. Visse stykker arbejder jeg på i 10-12 år, men det her stykke kom næsten af sig selv. Jeg tror, jeg har haft fire eller fem stykker, som næsten har skrevet sig selv, og det her er ét af dem, men jeg arbejdede meget med det, mens jeg instruerede det (ved urpremieren i Lausanne 2003). Dér fik jeg jo lejlighed til at gå ind og rette sproget til.«
– Hvilke andre stykker skrev næsten sig selv ?
»Mod til at dræbe, Natten er kall og Tyst musik.«
– Det sidste er ikke spillet i Danmark
»Nej, det kommer på Betty Nansen Teatret til marts.«
Noréns værkliste er forbløffende omfangsrig og der er adskillige år, hvor han har skrevet tre eller fire stykker, altså et hver tredje-fjerde måned. Et enkelt år, 1994, øgedes værklisten med fem – Rumæner, Blod, En slags Hades, Klinikken og Trio til tidens ende. Er han workaholic?
»(ler) Ja, det må jeg sige, jeg er. Jeg arbejder hele tiden.«
– Har du så flere synopser kørende i hovedet ad gangen ?
»Ja, jeg har ofte fire eller fem tekster, som kommer og går i en periode, og det kan være over meget lang tid, over ti år som sagt. Jeg har intet hastværk med at blive færdig med et stykke.«
– Det ligger og modner.
»Ja, ligesom i en have, næsten. De senere år er jeg mere tiltrukket af at udtænke et stykke end egentligt at skrive det. Det er sjovere at tænke på end at skrive det, for det er der det bliver virkeligt.«
»En gang imellem sker der ting i mit liv, der bliver til eksplosioner af fem eller seks forskellige tanker eller temaer eller verdener samtidigt. Det meste af det dør faktisk, men noget lever videre og kommer tilbage, og så kan der være en periode, hvor jeg arbejder meget med at gøre dem klar. Og så kan der være andre perioder, hvor jeg slet ikke kan få en bestemt ting klar. Jeg kan have to akter klar af et stykke, men tredje akt kan det vare flere år med. For når det er færdigt, så mister jeg det, så er det ikke mit længere. Jeg vil ikke have, at det skal blive færdigt. Sådan er det.«

Adjø Strindberg
– Er der en fare ved at instruere egne stykker – bortset fra at alle efterfølgende instruktører vil skæve til, hvordan forfatteren selv gjorde det?
»For mig er der ingen forskel på at sætte ét af mine egne stykker op eller en andens. Den positive forskel er, at hvis jeg synes en replik er dårlig, kan jeg fjerne den eller skrive den om; det kan man ikke med andre dramatikeres. Men ellers ser jeg meget koldt på forfatteren, når jeg instruerer.«
»Omstændighederne omkring et stykke – rummet og skuespillerne – betyder meget mere for, hvordan et stykke kommer til at se ud, end man tror. Jeg ser det som en vandring med skuespillerne. Det vokser frem. Jeg har aldrig nogen klar ide ved læseprøven om, hvordan det skal se ud.«
– Er der forskel på at instruere egne værker hjemme og i udlandet?
»Nej, menneskene er præcis de samme. Men man blir meget mere træt på grund af sproget.«
– Skriver du på noget i øjeblikket?
»Ja. Jeg har ellers ikke skrevet i et helt år, men er lige begyndt at notere noget ned.«
– Kan nogle af dine skuespil siges at lægge sig opad Strindbergs ’det er synd for menneskene’?
»Nej, jeg afskyr Strindberg. Jeg er så træt af Strindberg. Al den pubertet.«

*Krig , instr. af Gildas Milin, spiller på Borupgårdteatret, Snekkersten, onsdag d. 20. okt. Bill.: tlf. 49 20 08 11 el. billet@helsingor-teater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her