Læsetid: 4 min.

En æra på godt og ondt er slut

Mange ser Arafats død som en skelsættende begivenhed, men der er ikke enighed om hvor udviklingen nu bærer hen
12. november 2004

Vestbredden
TEL AVIV – Hele dagen i går var tusinder af palæstinensere på gaden i alle byer på Vestbredden og Gazastriben, men alle tilladelser til at rejse fra by til by var straks efter den officielle meddelelse om selvstyreformand Yasser Arafats død blevet inddraget af de israelske myndigheder. Den komplette lukning vil forblive i virkning mindst til fredagens begravelse i Ramallah er gennemført, og ligeså længe vil de israelske soldater være trukket bort fra de mest synlige poster for at »sikre en værdig begravelsesceremoni«, som det hedder i en udtalelse fra hærens talsmandskontor.
»Det er en meget anspændt tid, og vi gør hvad vi kan for at undgå konfrontationer,« siger Shaher Istai, der er borgmester i den palæstinensiske by Salfit nogle kilometer syd for Nablus.
»Vi har mistet vores far, vores lærer, vores store leder. Det er et enormt tab, men nu må vi skue fremad og sikre kontinuitet i ledelsen.«
Borgmester Istai, der er fast forankret i Arafats Fatah-fraktion af PLO, var i jævnlig kontakt med selvstyreformanden og håber på en glidende overgang.Men erkender at det kan blive svært.
»Vi er nødt til at satse på en kollektiv ledelse, for der er ingen, der kan fylde det hele ud som Arafat kunne,« siger han til Information.
»Indtil videre gør de det godt i PLO, men jeg frygter for hvad israelerne kan finde på for at spænde ben for en fornuftig udvikling.«
Økonomen Adel Samara, der er en fremtrædende repræsentant for palæstinensisk venstrefløjs græsrodsmiljø, er endnu mere skeptisk.
»Der vil på kort sigt ikke finde nogen stor ændring sted, og det er problematisk,« siger han til Information.
»Hele magtstrukturen i Ramallah er korrupt, og at Arafat skal have repræsenteret hele folket er en myte. Det er sandt at hele den politiske midte betragtede Arafat som deres leder, men der var et skarpt modsætningsforhold mellem hans styre og de islamiske grupper, ligesom det er tilfældet med venstrefløjen. Og fordi han ikke har truffet videre forberedelser til tiden efter, vil dette forhold kun blive værre. Hverken Ahmed Qureie eller Mahmoud Abbas vil være i stand til at samle folket. Vi står magtesløse overfor Sharon og Bush.«
Han finder dog et lyspunkt i at Farouk Qaddoumi, som hele tiden har været den formelle nummer to i PLO-hierarkiet, men er blevet boende i Tunis i protest mod Oslo-processen, tilsyneladende er ved at genvinde en central placering.
»Mange lytter til ham, og jeg tror han kommer til at få en vis indflydelse,« mener Samara.
»Det er interessant, at han har foreslået det første ledermøde lagt i Tunis. Det er en måde at sige på, at vi ikke skal gå videre fra hvor vi er i dag, men fra hvor vi var før Oslo, da hele ledelsen opholdt sig uden for Palæstina. Han opfordrer faktisk til, at vi retter nogle af de fejl, Arafat har begået siden 1993 (Oslo-aftalen), hvoraf langt den alvorligste er hans gradvise opgivelse af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Jeg frygter, at Qureie og Abbas vil være endnu mere villige til at gå på kompromis i dette spørgsmål.«

Fredspartner
Ariel Sharon stiller sit sædvanlige krav om stop for terror for at komme den nye palæstinensiske ledelse i møde, og lægger dermed op til en afstandtagen fra Arafat.
»De seneste begivenheder kan være et historisk vendepunkt for Mellemøsten. Israel er et land, der søger fred og vil fortsætte sine bestræbelser på at opnå en fredsaftale med palæstinenserne,« sagde han i går uden at nævne Arafats navn, hvortil Arbejderpartiets leder Shimon Peres kaldte Arafats brug af terror som hans største fejltagelse.
»Der er ingen tvivl om at Yasser Arafats død afslutter en æra, på godt og på ondt,« sagde Peres.
Længere ude på den israelske venstrefløj er dødsfaldet mest af det onde: »Arbejderpartiet har deltaget i den meningsløse dæmonisering af Arafat, så Peres bemærkninger overrasker mig ikke,« siger Uri Avnery, der som leder af fredsgruppen Gush Shalom har stået i nær forbindelse med Arafat siden de to mødtes for første gang i 1974.
»For den ægte venstrefløj er det en trist dag, for vi har mistet en stor leder og en naturlig fredspartner.«
Avnery ser mulighederne for en retfærdig fred gå ind i store vanskeligheder. I hans øjne er Arafats store fortjeneste, at han hårdnakket holdt på, at hele Gazastriben og hele Vestbredden som palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad er eneste løsning på konflikten.
»Amerikanerne ville ikke tale med Arafat, så derfor har Sharon kunnet slippe af sted med at tilbyde dem 58 procent af Vestbredden,« forklarer Avnery: »Men Bush vil gerne tale med både Abu Ala og Abu Mazen, og det gør dem i Sharons øjne farligere end Arafat, fordi de kan gå hen og få amerikansk støtte. Derfor tror jeg, han vil bruge alle kræfter på at sabotere alt hvad der kan ligne en ny fredsproces.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her