Læsetid: 5 min.

Afvæbning sikrer ikke fred

Over 95.000 mennesker er afvæbnet i Liberia, men mange våben er blot smuglet ud til urolige nabolande. Stabil fred vil forudsætte en omfattende regional løsning
8. november 2004

TUBMANBURG/MONROVIA – »Der bliver aldrig fred i Liberia, hvis der ikke også kommer fred i Sierra Leone, Guinea og Elfenbenskysten,« siger Muhammad Zia Khan, sikkerhedsofficer for den pakistanske FN-styrke i Voinjama.
Byen Voinjama i det nordvestlige Liberia er et af de steder, som blev hårdest ramt under den 14 år lange borgerkrig. Det var herfra, LURD-rebellerne begyndte deres oprør mod den daværende præsident Charles Taylor i 1999. Støttet af nabolandet Guinea kæmpede de sig langsomt frem sydover.
»Forholdene virker rolige nu, men situationen er stadig uforudsigelig. Uden økonomisk stabilitet kan vi ikke få stablet en varig fred på benene,« siger Muhammad Zia Khan.

En sæk ris for en AK47
Fra byens højeste punkt er udsigten lammende smuk. Men Liberia, Sierra Leone og Guinea ligger så tæt på og er så tæt filtret ind i hinanden, at freden i ét land afhænger af tilstanden i hele regionen. Soldater og våben har i flere år flydt over grænserne, og samtidig med, at FN arbejder for at gøre Liberia våbenfrit, foregår der tilsyneladende en storstilet våbensmugling, først og fremmest til Guinea og Elfenbenskysten. I Voinjama rapporteres der om rekruttering af børnesoldater og lastbiler med snesevis af unge mænd, som rejser til Guinea for at ’arbejde’. Nabolandet står midt i en politisk krise, og nogle iagttagere mener at magtbegærlige generaler forbereder sig på kamp.
»Mine kilder siger, at man i Guinea kan få to AK47’ere for en motorcykel. For en AK47’er kan man få en sæk ris og en cykel,« siger Muhammad Zia Khan, som stiller spørgsmålstegn ved, hvor meget det nytter med afvæbningsprocessen. Våben forsvinder lige så hurtigt som en orkan, det samme gør børnesoldater og ammunition. Måske bliver en fjerdedel af Liberias våben indleveret, men de tunge skyts er allerede forsvundet,« siger Khan.
Ligesom så mange andre – iagttagere, hjælpearbejdere og FN-ansatte – ser han ikke Liberia som et isoleret land, men snarere som en krumtap, som hele det urolige Vestafrikas fredelige udvikling beror på. I begyndelsen af september blev det første afvæbningscenter åbnet i Voinjama – et af de sidste områder i landet, der er trådt ind i processen. Ved udgangen af oktober blev hele afvæbningen officielt erklæret for overstået. Ifølge de første beregninger skulle 38.000 personer afvæbnes fuldstændigt, men det tal har man måttet ændre op til flere gange, da det ikke har været muligt at opstille komplette lister over de stridende parter.

20.000 våben
Det faktum, at hver eneste person, der lader sig afvæbne, selv børn, modtager 300 dollar har gjort sit til at forhøje antallet af stridende parter.
Krigsinvalider, samt børn og kvinder, som indgik i hæren, men som ikke bar våben, har også kunnet registrere sig i afvæbningsprogrammet. Dog kun under forudsætning af, at en kommandant siger god for, at de virkelig tilhører en stridende gruppe.
Ved slutningen af programmet havde 95.000 mennesker gennemgået en demobiliseringsproces – men der er kun blevet indleveret godt 20.000 våben. De, som ikke er kommet med våben, har i de fleste tilfælde indleveret ammunition i stedet.
Demobiliseringscentret i Kepin i det centrale Liberia er et af de steder, hvor de tidligere kombattanter bliver skolet i at tilpasse sig samfundet igen. De bliver oplyst om menneskerettigheder, civile pligter og rettigheder, samt om rådgivning og terapi. Efter fem dage modtager hver eneste kursusdeltager 150 dollar og en ration mad. Efter tre måneder følger den anden udbetaling på 150 dollar.
»Jeg anskaffede mig et våben i 1990 uden at have nogen politisk overbevisning, men som hævn for at de dræbte min bror. Men jeg har ikke oplevet noget godt i de her år. Jeg fik ikke en gang afsluttet gymnasiet, og det vil jeg gerne nu,« siger Histine Harlie.

Frygt for hævn
Både han og kammeraten Eddie Gbatsu sloges i Taylors hær. Men ingen af dem vil lade sig hverve i den nye liberianske hær.
»Vi er frie nu, vi kan gøre, hvad vi vil, men det militære liv er ikke tiltrækkende,« siger Eddie Gbatu.
Den tidligere officer Histine Harlie taler i stedet om vigtigheden af forsoning, tilgivelse og et krigstribunal, som skal dømme dem, som har gjort sig skyldige i forbrydelser.
»Der er stor angst for, at folk vil hævne sig. Der er ingen, som med sikkerhed vil kunne sige, hvor og mod hvem vi sloges. Men Liberia tilhører os alle, vi er alle født her, og vi skal alle dø her. Vi skal have fred nu, og det her er den bedste fred, jeg har været vidne til indtil videre.«
Det er meningen, at afvæbningen skal følges op af et program for gentilpasning og rehabilitering. Men der mangler penge, og indtil videre har kun en lille del af de tidligere kombattanter taget del i det som i daglig tale kaldes for RR (Rehabilitering & Reintegration), og som bl.a. indbefatter grunduddannelse og håndværksfag.
»Tusindvis af afvæbnede står uden forsørgelsesmuligheder, og de banker på vores dør. RR er begyndt, men ikke i den takt, som vi kunne ønske det. Hvis ikke RR bliver en succes, vil det være en trussel mod alt, hvad vi hidtil har udrettet. Vi må nu gå tilbage til giverne og bede dem om flere penge,« siger Moses Jarbo, som er leder for den nationale kommission for DDRR, Disarmament, Demobilization, Rehabilitation & Reintegration.
Daniel Opande, øverstbefalende for FN’s styrker i landet, siger, at de afvæbnede soldaters og flygtninges tilbagevenden og tilpasning udgør en af de største udfordringer.

Efterlyser vilje
»Skal det lykkes for os, kræver det det samme dybe engagement fra FN og de uafhængige organisationer og regeringen, som jeg var vidne til i Sierra Leone,« siger Opande, som stod i spidsen for FN’s militære operation i Sierra Leone fra november 2000.
»Men indtil videre savner jeg den målbevidsthed, som fandtes i nabolandet. Vi må arbejde hårdt for at føre de forskellige fraktioner sammen. Faktum er, at ingen tilsyneladende har forstået, hvad de skrev under på i fredsaftalen, eller hvilke konsekvenser det ville få.«
Selv han medgiver uden omsvøb, at der forsvinder våben fra Liberia hen over grænserne. Men det vigtige er nu at få styr på overfloden af lette våben – det er nemmere at kontrollere de tunge våben, mener Opande.
»Eksempelvis mener vi, at Sierra Leone er tømt for våben. Men husk på, at så længe der findes våben i nabolandene, kan situationen hurtigt ændre sig. En af de største trusler mod freden i Liberia er, at en ny konflikt i nabolandene vil bevæge sig over grænsen,« siger Opande.

*Görrel Espelund er svensk journalist med speciale i afrikanske forhold

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu