Læsetid: 3 min.

Aktionærer i blodrus

I krisetider kan kun massefyringer gøre en aktionær glad. Men hvad der glæder aktionærerne, skræmmer kunderne. Og så er aktionæren lige vidt
20. november 2004

Berlin
Egentlig burde man netop nu vise sin solidaritet med Karstadt. Den tyske varehuskæde lider af permanent underskud og står foran at lukke et større antal varehuse og indlede massefyringer.
Al anstændighed byder én at vise de ansatte, at man står bag dem, at man i disse hårde tider køber ind hos netop dem, så fyringerne ikke rammer dem – og så man i sidste ende sikrer sit lokale varehus.
Solidariteten gik så vidt, at satirikerne i Berlins ’Frühschoppen im Schlot’ gav sig til at spekulere over, om man overhovedet kunne tillade sig at stjæle i Karstadt...
Nej. Man gør det ikke. Man holder sig langt væk, for man har ikke lyst til at se på de ansatte, som man forestiller sig må være nervøse og forgrædte af angst for fremtiden.
Man har ikke lyst til at møde dem, taberne. Man handler hellere et andet sted – og det var jo ikke meningen, da Karstadt for et par måneder siden offentliggjorde sin redningsplan.
Blandt virksomhedsledere er det god latin at tage tyren ved hornene og lægge kursen om. X.000 ansatte ud, butikslukninger, bum, og klar til en frisk start.
Til en fest mødte jeg engang en leder fra en større dansk, kriseramt virksomhed, der netop havde været gennem turen.
Jeg benyttede lejligheden til at vise min medfølelse over de massefyringer, han som medlem af direktionen havde været nødt til at gennemføre.
Han så mildt uforstående ud og belærte mig om, at sådanne økonomiske katastrofeopbremsninger i grunden er gode for en virksomhed, fordi de fortæller medarbejderne, at det fælles livsgrundlag er i fare, at der skal kæmpes.
Der frigøres uanede kræfter i den situation, docerede han.
I en halv flaske rødvins tid lod jeg mig overbevise – intet stimulerer som ny indsigt – men helt godt gik det åbenbart ikke efter virksomhedens katastrofeopbremsning. Jævnligt hører jeg nyheder om, at virksomheden påny er kommet i vanskeligheder og igen skal saneres.
Om massefyringer virkelig giver højere produktivitet hos de resterende medarbejdere, tillader jeg mig også at betvivle:
Gennem år og dag har jeg været ansat i firmaer, der gerådede ud i eksistentielle kriser og annoncerede fyringer. I de situationer følte jeg hverken eksplosiv vækst i min virketrang eller et brus af kreativitet. Tværtimod. Jeg blev træt og modfalden, bange, sommetider helt apatisk. Hvor høj er ledigheden i mit fag? Finder jeg noget nyt? Hvad med huslejen næste måned? Det var spørgsmål, der optog mig langt mere end jobbet.
Kun én personkreds har virkelig glæde af katstrofeopbremsningen – aktionærerne. Når de i krisetider ikke kan lutre sig ved et godt årsresultat, kræver de som minimum at se blod, radikale forholdsregler til forbedring af situationen, massefyringer. Kan lederne præsentere en håndfast plan for sanering, lader aktionærerne sig trøste. Tilliden er genoprettet.
Sådan var det med Karstadt. Efter præsentationen af redningsplanen steg aktien igen – og børsjournalisterne, der har haft trange år, siden new economy kollapsede, kunne sprede optimisme.
Set fra børsen syntes fremtiden at lysne for varehuskoncernen – hvis ikke det var for alle de andre journalister, dem med socialreportage som jobbeskrivelse. I stimer myldrede de ind i forretningerne for at tale med de stakkels Karstadt-ansatte, der anonymt men velvilligt klagede deres nød.
Artikler og tv-indslag som disse bryder vi kunder os ikke om, for de ødelægger vores lyst til ubekymret shopping, og i ugerne efter krisenyhederne faldt omsætningen hos Karstadt.

Eksemplet Karstadt viser, at gode nyheder fra børsen ikke nødvendigvis er gavnlige. Aktionærerne udgør kun halvdelen af virkeligheden, mindst lige så vigtige for forretningen er kunderne.
Da Deutsche Bank for nogle år siden besluttede at overføre alle småkonti til en nyoprettet bank for de lavere socialklasser, kaldet Bank 24, var aktionærerne også helt oppe at ringe. De dårligt klædte, mindrebemidlede tidrøvere skulle ud af de fine afdelinger og ud i sidegaderne, hvor de ikke blev set. Ideen var rigtig god, den havde sådan set kun en eneste fejl: De færreste kunder fandt sig i at blive stemplet som lavstatus af deres bank – og fandt sig en anden. Smilene svandt på børsen, og Deutsche Bank opgav sine planer om en taberbank.
Og problembilen Opel? Helt ærligt: Hvem kører bil af medlidenhed!?
Det kan være svært for aktionærerne at forstå, men vi kunder er følsomme. Vi er ikke alene omvandrende tegnebøger, vi har også følelser, stolthed, krav på respekt. Vi bryder os ikke om forgrædte ekspedienter, banker med taberimage og lukningstruede bilmærker.
Hvad der glæder på børsen, kan være gift for forretningen – og så er aktionærerne vel egentlig lige vidt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her