Læsetid: 3 min.

Det blev altså til forfatter

Ebbe Kløvedal Reich – en søgende sjæl fra før Google blev opfundet. Han kunne være blevet premiereløjtnant eller præst
27. november 2004

Portræt
Ebbe Kløvedal Reich har engang som yngre tænkt, at hvis han ikke kunne blive andet, så kunne han da i hvert fald blive forfatter. Hvilket vel ikke ligefrem kan tolkes som en ydmyghed over for faget, men var næppe ment så negativt, som det lyder. Der var jo ikke tale om man, men om han, en væsentlig forskel. Det blev han så. Men han kunne være blevet så meget andet, hvis han havde villet.
Han kunne være blevet folketingspolitiker og var godt på vej til det. Den første gang, jeg hørte hans navn nævnt, var dagen derpå efter et folketingsvalg i 60’erne. En socialdemokratisk redaktionssekretær stak sit røde hovede ind i sætteriet på en jysk avis og råbte, som om det var en sensation på kanten til en ulykke: »Ebbe Reich er blevet valgt for de radikale i Horsens-kredsen!« Det var han så... indtil han ved fintællingen ikke var det alligevel.
Det med Horsens-kredsen kom sig af, at han på det tidspunkt var højskolelærer på Askov, et populært sted at være ung, dengang der var højskoler til. Tage Skou-Hansen var en anden af lærerne. Ikke nogen dårlig bestykning.
Hvad var der sket, hvis han virkelig var blevet valgt ind? Så havde han nok været i lommen på Hilmar Baunsgaard, hvis image var, at han som statsminister var en form for snusfornuftig brugsuddeler, og det var aldrig gået. Altså gør vi ikke Ebbe Reich til folketingspolitiker og ej heller til kommis i en brugsforening. Men hvad så?
Næste gang, dvs. første gang, vi (jeg) støder på ham, nu i egen person nogle år senere, er i et kælderlokale i København, hvorfra der udgives et undergrundsblad, Hætsjjj. Luften er tyk af stærk tobak, stemningen mere end afslappet, bladet udkommer, når det udkommer. Nu kendt i miljøet som slet og ret Ebbe. Så blev han altså heller ikke højskoleforfatter. Men hvad så?
Før det havde han været i militæret, men mens generationskammeraten Asger Aamund, der også var sergent, tænkte på at blive skuespiller, men droppede det for erhvervslivet, afstod Ebbe Reich fra en ellers lovende mulig karriere, der kunne have gjort ham til premiereløjtnant og senere general. Han havde ellers fysikken og overblikket til det.
Overblikket brugte han som frontfigur i ungdomsoprøret, hvor han var samlende faktor – han formulerede sig godt – når der skulle lægges strategi. Fantasien fejlede heller ikke noget, og sammen med Ejvind Larsen gik han Til kamp mod Dødbideriet, som deres fælles teaterstykke hed.
Så var han ude at vende i afdelingen for alternative og åndelige energier, astrologi og den slags, en søgende sjæl, før søgemaskinen Google var opfundet. Dengang måtte man selv søge.

Nu er han altså hverken blevet MF, forstander eller trestjernet general, men hvad så?
En ivrig deltager i al samfundsdebat, modstander af EF, men også forfatter af bøger om Vietnam og Kina samt lyriker(!). Her kommer »redningsplanken ind,« forfattergerningen, og en ordentlig en af slagsen. Med folkebogen Frederik om Grundtvig skriver han sig lige ind på toppen af bestsellerlisterne og vokser på en måde oven ud af ungdomsoprøret. Faghistorikerne gør vrøvl, for de synes, at han misbruger den historiske Grundtvig til egne formål, men det er læserne ligeglade med, og danskerne tager ham til sig med knusende kærlighed. Han efterspørges som foredragsholder og færdes lige hjemmevant i kirkerne og grundtvigianske kredse som i venstrefløjens op gennem 70’ernes efterhånden mere og mere skumplende og skrumpende organisationer. Han kunne også være blevet en udmærket præst, om end ikke under Tove Fergo, men så i en frimenighed.
Den ene bog tager den anden. Det meste af Bibelen og det meste af Danmarkshistorien har været gennem hans tankefilter og tastatur i en insisteren på, at hans anderledes måde at tolke på kan være lige så god som den autoriserede, for ikke at sige bedre. I dag er han en af de få fra 70’ernes venstrefløj, der har ’overlevet’ med sin integritet i behold, og som fortsat tages alvorligt, (skønt tiden ikke just har været med de politiske tanker) – måske fordi han altid selv tager andre alvorligt, også debatmodstanderne. Til Det radikale Venstre har han altid holdt en svingdør åben, the door of perception, og han kunne formentlig blive valgt ind i Folketinget den dag i morgen... hvis han altså ville. I stedet er han med Gelsted-prisen blevet inviteret ind i den litterære salon, hvad han vel egentlig aldrig har anglet efter. Men næppe heller har noget imod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her