Læsetid: 5 min.

Armes Deutschland!

Mennesker? Det er omkostninger på to ben, sådan lyder en vittighed i dagens Tyskland. 15 år efter Murens fald står det skidt til med genforeningen. Kløften mellem øst og vest er der stadig. Hele landet gennemgår for tiden en identitetskrise af de helt store. Information har talt med en række Tysklandseksperter om deres syn på sagen
6. november 2004

I grunden er det ubegribeligt, at denne dag ikke er blevet Tysklands nationaldag. Afslutningen af Første Verdenskrig, Hitlers kupforsøg mod Weimarrepublikken, Pogromnatten og Murens fald – alt sammen sket den 9. november, i henholdsvis 1918, 1923, 1938 og 1989. Hvis det er rigtigt, som det nogle gange er blevet hævdet, at Berlin var det 20. århundredes hovedstad, ligesom Paris var det i det 19., så må den 9. november være epokens symbolske dato schlechthin. Som Karl Christian Lammers, lektor i samtidshistorie ved Københavns Universitet, udtrykker det: »Murens åbning den 9. november markerede begyndelsen til enden for efterkrigstiden og den kolde krig, der havde bestemt den. Tysklands deling symboliserede Europas deling. Tysklands enhed den 3. oktober 1990 banede vejen for Europas enhed. Den 9. november symboliserer efterkrigstidens afslutning.«
15 år efter denne historiske dag er stemningen i Tyskland dårlig. Økonomien har det skidt. Reformen af de sociale systemer er kommet alt for sent i gang. Og efterhånden er de politisk ansvarlige blevet så desperate, at der netop i disse dage bliver diskuteret, fremover at skulle fejre nationaldagen, den 3. oktober, på den første søndag i oktober. En ekstra arbejdsdag vil nemlig tilføre de offentlige budgetter en halv millard euro ekstra om året, og i det hele taget skabe økonomisk vækst. Armes Deutschland!
’Wohlfühlland ist abgebrannt’, kaldte den liberale ugeavis Die Zeit i sidste uge en artikel, som forsøgte at gøre status femten år efter Murens fald. Sigende nok udpegede dens forfatter, Thomas E. Schmidt, angst som det mest åbenlyse kendetegn for dagens tyske samfund. »Bange er i hvert fald ikke blot arbejderen, ikke blot den arbejdsløse og kontanthjælpsmodtageren, men imidlertid også middelklassen, det gamle og det nye borgerskab, den specialiserede lige så meget som den talentfulde, for slet ikke at tale om de studerendes forud-ilende resignation. Når mennesker er bange, er det meningsløst at spekulere over, om deres angst er berettiget eller ej. Den er en social kendsgerning.«
Og, tilføjede Schmidt, der er indtil videre intet lys at spore for enden af tunnelen. »Der er jo slet ikke noget synligt mål i denne ombygningsproces. At alt igen vil blive ligeså hyggeligt og socialt trygt som før, er der ingen, som tror; heller ikke fuld beskæftigelse og vækstrater mellem fem og seks procent er der nogen, der lover. 15 år havde der været tid til, at komme til en fælles forståelse om sameksistensen i Tyskland, og det gælder også med henblik på forandringernes formål.«

Men hvordan kunne det gå så galt? Christoph Bartmann, leder af det tyske Goethe-Institut i Danmark, peger på de forventninger, ja illusioner, som allerede i 1989 blev skabt især af den daværende forbundskansler Helmut Kohl. »Genforeningen blev gennemført i troen på den rhinske kapitalismes evige styrke. Havde man den-gang vidst (og man kunne have vidst det), at Tyskland snart vil skrumpe ind og blive svækket økonomisk, ville man have moderniseret DDR mindre hurtigt og omkostningsfuldt.« Samtidig understreger Bartmann dog, at det heller ikke i dag står klart, om der i 1989/1990 overhovedet havde eksisteret alternativer til den måde, Kohl-regeringen håndterede genforeningsprocessen på.
Også Per Øhrgaard, der for tiden er gæsteprofessor ved Handelshøjskolen i København, fremhæver, at ingen jo havde ventet det, som skete i 1989 – i øvrigt lige så lidt som nogen havde forudset den islamiske revolution i Iran 10 år tidligere. Alligevel er det tydeligt, at man burde havde gjort mange ting anderledes. »Man overtog et samfund, som om det drejede sig om at sanere en virksomhed. Et samfund er dog meget andet og meget mere, hvad nyliberalismen aldrig har forstået. Men selv under virksomhedssynsvinklen er der sket mange ulykker. Tag for eksempel produktionen: der blev ikke etableret virksomheder, for det meste kunne leveres fra overkapacitet i vest, og det, som var noget værd, blev overtaget af vestfolk. Der var meget initiativ og opfindsomhed blandt østtyskere – det var der netop nødt til at være i et mangelsamfund. Men det blev ikke udnyttet, for det passede ikke ind i det vestlige mønster. Og så er der de enorme pengeoverførsler. Glem ikke, at de fleste af pengene er kommet tilbage til vesten igen, blot ikke i statskassen, men som betaling af forbrugsgoder. I virkeligheden har meget af støtten til Østtyskland været indirekte subvention af vesttysk industri.
Den har fungeret på samme måde, som u-landshjælp ofte gør det.«
Karl Christian Lammers deler Øhrgaards analyse: »Tyskland fremstår stadig 15 år efter Murens fald som én stat, men to samfund og måske to kulturer. Østtyskerne blev i 1990 lovet frihed og velstand (Blühende Landschaften), de fik frihed for SED og formynderi, men det forventede Aufbau Ost er blevet forvandlet til Abbau Ost. Det tidligere DDR har oplevet en de- eller afindustrialisering, der er uden sidestykke i historien. Og det mest triste faktum ved tiden efter 1989 er vel, at der næsten er lige så mange mennesker der har forladt Østtyskland efter Murens fald som der flygtede frem til 1989 – nemlig over to millioner! For at komme ud over opdelingen i to samfund – og to klasser, som nogle østtyskere ville sige – må det gøres attraktivt at producere, arbejde og eksistere i det tidligere DDR.«

Siegfried Matlock, chefredaktør for avisen Der Nordschleswiger og repræsentant for det tyske mindretal i Danmark, gør opmærksom på et andet aspekt. Den sociale spaltning, som for tiden kan iagttages i Tyskland, forløber ikke udelukkende som en frontlinje mellem øst og vest. Naturligvis findes der særlige økonomisk-menneskelige problemer i Østtyskland, men det er ikke alene vesttyskernes skyld: »Der findes stadig en anden politisk kultur i det tidligere DDR, hvor store dele af befolkningen stadigvæk ikke inderligt har accepteret den demokratiske proces
og omstillingen fra det kollektive til det liberal-individuelle, hvor den sociale markedsøkonomi også på grund af globaliseringens problemer ikke længere har den samme (nationale) bindingskraft som tidligere.« Og Christoph Bartmann tilføjer: »Tyskland vil sikkert endnu i årtier være delt mellem øst og vest. Ganske vist ser det i dag i Leipzig mere moderne ud end i Wuppertal. Og den 20-årige østtysker i dag har aldrig kendt til den såkaldte ’Ossi’-mentalitet. Forholdet mellem øst og vest forandrer sig uophørligt, men modsætningen vil – ligesom mellem de katolske og de protestantiske områder – blive ved med at eksistere længe.« Som Thomas E. Schmidt formulerede det i Die Zeit: »15 år efter Murens fald ser tyskerne sig konfronteret med den reelt eksisterende pluralisme. Det er smertefuldt og forandrer selvbilledet vedvarende. Tyskerne vil til sidst indrømme overfor sig selv, at de ikke er et folk, men et samfund.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her