Læsetid: 3 min.

I audiens hos Arafat

John le Carré mødte Arafat i 1982, da han var ved at researche til en roman – her beskriver han mødet
16. november 2004

Tilbageblik
Palæstinenserne havde fortalt mig, at jeg aldrig ville blive i stand til at forstå dem, før jeg havde mødt Arafat, som de omtalte som ’den gamle mand’. Følgelig gik turen fra jeep til jeep gennem det mørke, hede Beirut, til vi omsider nåede frem til en L-formet dagligstue. Soldater sad på rad og række – i Den Gamle Mands tilstedeværelse måtte de udholde ikke at ryge. Der – i den lille del af L'et – sad han så, iført sin hvide keffiyeh, khakifarvet skjorte, en uniform med knivskarpe pressefolder og en pistol med forsølvet skæfte i et hylster af brun plastic.
Han var i færd med at underskrive breve, der lå på et underlag af imiteret læder. Han mindede mig dette øjeblik om Charlie Chaplin, da han gjorde det samme i Den Store Diktator. Hans krop havde den slattenhed over sig, som kommer af fysisk inaktivitet og hans hud den samme bleghed som en tugthusfanges.
Jeg var blevet advaret om, at han aldrig sov i den samme seng to gange, at han var besat af hygiejne, selv organiserede sine sikkerhedsarrangementer og var afholdende på alle andre punkter end i sin kærlighed til Palæstina. Da han opdagede mig – stilheden i lokalet var nu dødlignende – rejste han sig op og gav mig uden et ord den store traditionelle omfavnelse. Det var ikke til at tro, at han var bagmanden bag alle disse grusomheder, jeg havde hørt om, men mange er de mordere, som har ry for at være elskelige personer i deres fritid.
Skægstubbene på hans kinder var silkeagtigt bløde, ikke stikkende og lugtede af Johnsons Babypudder. Jeg havde hørt, at bødler tilbage i middelalderen havde for vane at omfavne dem, som de stod over for at skulle henrette, men ingen havde sagt noget om, at de kunne lugte af babypudder.

Hånden på hjertet
Vi afbrød omfavnelsen, men han lod sine hænder forblive på mine skuldre og udstrålede fortsat en overstrømmende venlighed. Der var en ængstelig nysgerrighed i de plirrende brune øjne – et næsten erotisk behov for at vinde mig over på sin side.
»Mr. David, hvorfor er De kommet her?,« spurgte han og brugte uventet mit fornavn (John le Carré er pseudonym for David Cornwell, red.).
»Hr. formand, jeg er kommet for at lægge min hånd på Palæstinas hjerte.«
Han greb min hånd og pressede den til sit bryst. »Mr. David! Det er her! Det er her!«
Arafat havde også Palæstinas ansigt. Det bønfaldt dig om at blive, lytte og forstå. Han kunne lyse op i et smil, grimassere som en klovn for så igen at anlægge de alvorlige, statsmandsagtige folder. Men aldrig kunne han lade roen falde på det, og ledte jeg efter spor fra den blodige historie, der lå bag dette ansigt, måtte jeg kigge forgæves.
Han kunne lade sine øjne danse så lystige og elskværdige, at man måtte være gjort af sten for ikke at komme ham i møde på samme vis. Hans bløde talestrøm løb hen i jævnlige begejstringsudbrud – indlagte betoninger, der skulle skandere standardfremførelsen med inspirationens himmelflugt for at behage publikum. Han kunne docere sit budskab som en skolemester eller fiksere sin tilhører som en tryllebunden discipel, når han lyttede til, de visdomsord man havde at fremføre. Men det ansigt, som kom til syne mellem disse minespil syntes at tilhøre en lille soldat, som havde mistet sin hest. Man følte en ubetvingelig trang til at gå ud og hjælpe ham med at finde den.
Den sidste gang, jeg så ham, havde han fundet den selv. Det var en smuk hvid araber, og jeg så ham ride den rundt på ridebanen ved Det Hvide Hotel uden for Tunis – hans nye eksil efter at Sharon havde jaget ham ud af Libanon.
Den dreng, som førte mig til ham, holdt en pistol mod mit hoved og ville skyde mig for at hævne massakrerne i Sabra og Chatila.
Kort efter snigmyrdede en israelsk mordpatrulje halvdelen af Arafats kommandostab. Det må have givet yngre kræfter en chance for at avancere. Måske var denne dreng iblandt dem. Der vil altid komme nye drenge til som han.

© David Cornwell og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her