Læsetid: 7 min.

Baile funk: De fattiges forbudte musik

I dag har Andreas Johnsens dokumentarfilm om den brasilianske favela-stjerne Mr Catra premiere på CPH:DOX – her er en af historierne bag filmen
10. november 2004

Rejse
Drengen er cirka halvandet år gammel. Han sidder på sin fars arm. Faren har bermudashorts og klip-klappere på, og over den anden skulder har han en automatisk riffel. Han danser til proibidão-funk, som kommer ud af højttalerne med maximal decibel på den åbne sportsplads i Manguinho-favelaen i Rio de Janeiro. Hans søns hånd er formet som en pistol, som faren rykker op og ned i takt til musikken. Faderen er 17-18 år gammel. Han er soldado i den favela, hvor jeg er inviteret med til fest.
Jeg er i Rio for at lave en dokumentarfilm om musikkulturen i favelaerne: Brasiliens slumkvarterer og alene i Rio hjemsted for to-tre millioner mennesker. Favela betyder bikube og er betegnelsen for de bydele, som opstod, hvor der var plads til, at de fattige kunne bygge skure. De ældste favelaer er 100 år gamle, og der kommer hvert år flere til. Mr Catra er mit bindeled til verden uden for Copa Cabana, Ipanema og turisterne og middelklassens Rio. Det er gennem ham, at jeg har lært livet i favelaerne at kende. Ikke at jeg har forstået, hvordan det hele hænger sammen. Situationen bliver nærmest mere kompleks for hver dag der går. Én ting står dog klart: Der er krig. Både mellem politiet og de organiserede kriminelle grupper i favelaerne, og mellem de kriminelle grupper internt.

Fra CV til funk
Mr Catra tilhører den største organiserede kriminelle gruppe i Brasilien, CV: Comando Vermelho. CV opstod under militærdiktaturet (’64 til ’84) i Rios berygtede fængsel Candido Mendes, også kaldet Caldeirão do Diabo (Heksekedlen), da politiske fanger blev blandet med almindelige lovovertrædere og lærte de indsatte fra favelaen at organisere sig. Blandt andet narkokriminaliteten kom under CV’s kontrol. Mr Catra er dog ikke længere involveret i kriminalitet. I stedet forsørger han sin omfattende familie ved at lave baile funk: en musikgenre, som kun eksisterer i Rios favelaer. Den kaldes også carioca funk og opstod i de tidlige 80’ere, da amerikansk funk som George Clinton og James Brown kom til Brasilien, og folk i favelaerne begyndte at blande afro-brasilianske rytmer med miami bass, electro og rap. På en weekend er det ikke ualmindeligt, at han giver koncerter 20 forskellige steder i Rios favelaer og suburbia.
I aften har Mr Catra og jeg taget en af de gule folkevogne, der kører fra Praça da Usina op ad bjerget til favelaen, og hentet Aline, en af hans girlfriends. Mr Catra har både wives og girlfriends, og forskellen er, at han ikke laver børn med sine girlfriends – han har foreløbig lavet otte med sine wives og mener, at enhver mand skal have mindst 10. Så kører chaufføren os ind i favelaen, til vi ikke kan komme længere for nogle store betonklodser, der spærrer vejen for politiet. Favelaerne er off limit for politiet. Hvis de endelig kommer ind, er det altid som en stor styrke og som regel skydende. Der er meget få gadelygter, så det er mørkt, og folk farer rundt. Jeg hører musikken fra en kæmpe højttalervæg midt på en åben sportsplads. I baile funk er bassen dominerende og lydstyrken ekstrem. Det er chokerende at se børnene sætte sig ind i højttalerne, hvor deres små kroppe dunkes frem og tilbage af trykket fra bassen.
Vi baner os vej gennem menneskemylderet, og Mr Catra stiler direkte mod en gruppe på omkring 50 unge mænd, der står tæt sammen. Aline forklarer mig med tegnsprog, at MC’en står inde i midten. Det er ham, der lægger vokaler ind over baile funkens rytmespor, som dj’en afspiller fra mini-discs. I baile funk er det ikke dj’en, men MC’en, der er helten.
Folk er venlige og byder på drikkelse og joints. Lidt efter hører jeg Mr Catras dybe, karakteristiske stemme brage ud gennem højttalerne, og med det samme ser jeg hele gruppen af unge mænd omkring ham række armene op i luften med AK-47’er, UZI’er, revolvere og pistoler i takt til musikken. Når det er rigtigt fedt, skyder de ubekymret løs op i luften. Det er favela-soldaterne, som står samlet rundt om MC’en. De er altid bevæbnede i tilfælde af, at der skulle komme et angreb fra en anden kriminel gruppe eller fra politiet. Favela-soldaterne køber deres militære udrustning fra hæren, hvilket oftest stiller dem i en stærkere position end politiet.

Generalen
Jeg har set helt unge teenagere stå og affyre pistoler med en joint i munden. De skal forsvare deres general eller presidente. Mr Catra præsenterer mig for ham, når vi kommer til en ny fest – her er det en cirka 35-årig mand, der som den eneste drikker sin øl af et champagneglas. Det er som regel generalen og hans organisation, der betaler for baile funk-festerne: For mad, drikkevarer og musikken (MC’s, dj’s og anlæg) og for bestikkelsen, så politiet holder sig væk. Der er daglige angreb mellem Rios favelaer, og favelaen, generalen og organisationen er de her drenges liv. Respekten omkring de ledende traficantes, narkohandlere, er enorm – helt unge drenge adlydes og beundres af alle, så snart de har etableret sig som ledere.
’Organisationen’ bag de fester, hvor Mr Catra optræder, er CV – Comando Vermelho – den ene af Rios tre dominerende kriminelle organisationer (de to andre hedder TC, Terçeiro Comando, og ADA, Amigos Dos Amigos). Organisationens tilstedeværelse til festerne er et spor af CV’s tradition for at være et socialt og politisk holdepunkt i favelaen. CV betaler stadig ofte for folks uddannelse og hospitalsophold og sørger for opretholdelsen af justitsen i de store områder, hvor politiet ikke har noget at skulle have sagt. Men der er en ændring i gang. I dag bliver generalerne yngre og yngre på grund af den høje dødsrate i sammenstødene med politi og andre kriminelle grupper, og der er en tendens til, at de yngre ledere er mere profit-orienterede og mindre socialt engagerede end deres forgængere.
På sportspladsen løber de små drenge rundt i en cirkel og laver en boogie-woogie-dans, der efterligner de store drenges viften med deres våben. De større piger og drenge står i hver deres grupper. I favelaen hænger man ikke offentligt ud med det modsatte køn. Man giver heller ikke kindkys, når man bliver introduceret for en af det andet køn, som man ellers gør i ét væk i resten af Brasilien. Det gælder om at undgå utilsigtede problemer. Der er ikke råd til at komme op at skændes om damer, fordi der er så mange våben. Der er dødsstraf for voldtægt, håndhævet af den gruppe, der regerer den pågældende favela.

Proibidão og baile funk
Den musik, som får drengene til at svinge med pistolerne, kaldes proibidão. I modsætning til anden baile funk handler proibidão udelukkende om kriminel aktivitet: Om drugs og om krigen mod politiet og mod de andre kriminelle grupper. I sangen fortælles historierne om de store slag, der vil komme. Man nævner navnene på lederne, fortæller om våbnene og fortæller om, hvem der skal slås ihjel.
Men baile funk handler ikke kun om kriminalitet. Der er også sange om dagligdagen og om at overleve i favelaen, om sikker sex, om religion og om kærlighed. Baile funk er favelaens popmusik, og sangene eksponeres sjældent i det officielle Brasiliens medier. Ugen efter interviewer jeg politimanden Orlando Zaccone, som er policia civil i Rios 19. politidistrikt. Han fortæller om den voldsomme fordømmelse, baile funk-festerne får fra pressen og det officielle Brasilien. De dæmoniseres og forbindes med al slags kriminalitet – han opregner prostitution af mindreårige, vold, narkotika, you name it.

De fattiges larm
Stigmatiseringen skyldes lige så meget, at baile funk er farlig, fordi den er en stemme fra favelaerne. I Brasilien lever de rige ret op og ned ad den værste fattigdom uden at se eller høre den. Men baile funk laver larm. Mr Catra forklarer det meget kontant for mig: »Det brasilianske samfund er en luder, og baile funk er en stor sort pik, der knepper hende.« Så falder han om af grin.
Det Brasilien, jeg besøger i aften, er en verden for sig. Folk lever hele deres liv i favelaen, uden for det officielle samfunds økonomi. De følger med, men de har ingenting at skulle have sagt. De er afventende over for den nye, populære præsident Lula, men ingen politiker har før gjort noget for dem. En indbygger i favelaen hører lige så lidt hjemme på ’asfalten’ i det officielle Brasilien som en middelklasse-brasilianer på jordvejene i favelaen. Til gengæld er de udstødtes verden også blevet en selvforsynende organisme: Favelaen er fuld af lukkede kredsløb, og baile funken er et af dem, med distribution ad uofficielle kanaler, blandt andet i et omfattende marked af hjemmebrændte cd’er og et hav af pirat-radiostationer.
Lige nu er Mr Catra koncentreret. Folk er ellevilde, da han går på. Han synger om dem og deres liv uden stop i tre kvarter, mens de danser – mænd, kvinder, teenagere og børn. Før han giver mikrofonen videre til aftenens næste MC, velsigner han dem allesammen.

*Artiklen er skrevet i samarbejde med Lotte Folke Kaarsholm
*Andreas Johnsens dokumentarfilm Mr Catra – O Fiel har dansk premiere på CPH:DOX i aften kl. 20.00 i Cinemateket

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her