Læsetid: 14 min.

Berlusconi ville have elsket det

Hvis udsendelser var biler, ville adskillige af selv de mest velrenommerede være indblandet i trafikuheld, hvor årsagen skal findes i konstruktionsfejl, metaltræthed, dårligt design og gennemført dårligt ingeniør-arbejde
10. november 2004

XL
Jeg skylder nok, at forklare årsagen til denne artikel!? I gennem 20 år har jeg arbejdet i tv-branchen, og hvis starten var svær, så er det de seneste år bestemt ikke blevet nemmere. Ganske vist produceres der tv som aldrig før, men de økonomiske betingelser har ændret sig i en sådan grad, at flere og flere af mine kolleger, fuldstændig har valgt at forlade branchen. Alt skal produceres billigere og hurtigere med en kraftig forringelse af teknisk og indholdsmæssig kvalitet til følge. Problemet er et symptom på ’sygdomme’ i tv-branchen – en branche, der – om nogen – berører os alle! De tydeligste konsekvenser er overrepræsentationen af hhv. udenlandske koncept-programmer, sportsudsendelser og det uendelige antal af genudsendelser! Værre står det til med alle de udsendelser, som vi danskere bliver afholdt fra at stifte bekendtskab med...
Fem stationer for to stationers budget – det skal vi da ha’!!?
Med ønsket om flere og flere danskproducerede produktioner i sendefladen og udvidet sendetid (hvem er det i øvrigt, der angiveligt har ønsket den? Det er i hvert fald svært at forestille sig, at nogen har ønsket, at det skulle ske på bekostning af kvaliteten i udsendelserne!), uden flere penge til at producere for, steg presset i midten af halvfemserne på både tv-redaktørerne og de involverede produktionsselskaber. Det giver helt sig selv: TV 2 har med Zulu og Charlie udvidet sin ugentlige sendeflade med noget der ligner 60 procent, og DR har med DR 2 udvidet ca. 30-35 procent – ingen af stationernes produktionsbudgetter er vokset tilnærmelsesvis i samme grad! Alt bliver udliciteret, og licitationsvinderne er alt for ofte ikke produktionsselskaber, der kan fremvise en perlerække af teknisk gennemarbejdede og journalistisk velfunderede programmer – ofte er det snarere det modsatte, der gør sig gældende. Alt for ofte, er selskaberne tilsyneladende kun blevet valgt ud fra økonomiske hensyn. Hos mange af de enkelte produktionsselskaber er budgetterne blevet strammere og strammere, og efterhånden indskrænker udviklingsarbejdet sig hér til ren og skær støvsugning af markedet for velrenommerede OG gennemprøvede koncepter fra udlandet. Alliancer indgås på tværs af landegrænser, og skønt målsætningen om bevarelse af dansk kultur og egenart på tv er intakt, så er der reelt ikke økonomi til, at bakke målsætningen op.

Udviklingsarbejdet ude i selskaberne har altid foregået uden væsentlig støtte fra TV2 og Danmarks Radio, men sammenholdt med den dalende indtjening på de eksisterende produktioner, grænser det i dag nærmest til filantropi, når et selskab sætter sig for at udvikle nyskabende, eventuelt grænseoverskridende og originale danske underholdnings-koncepter. Ikke dermed sagt, at det ikke kan lade sig gøre, men der er ikke plads til mange fejltagelser...Ide- og produktudvikling koster nu engang penge!
Tv-produktion er ikke nogen billig størrelse, og hvis Danmarks Radio eller TV 2 – undtagelsesvis – strækker sig så langt som til at ville overveje sagen nærmere, når der foreligger en færdigproduceret dummy-udsendelse, så skal der gang i regnemaskinerne. En ’lille’ test af en idé (en såkaldt dummy eller pilot, om man vil), kan hurtig beløbe sig til mellem 50 og 150.000 kroner. Skal der tilmed produceres særlige rekvisitter, scenografi eller hyres skuespillere for at skabe en realistisk produktion, kan budgettet hurtigt bevæge sig op mod den halve million!
Udgifter af denne størrelsesorden, er så godt som umulige at forrente, når man tager det nuværende indtjeningsniveau i betragtning – selvom kontrakten eventuelt kommer i hus!
Påholdenheden fra stationernes side, har – i modstrid med, hvad der oprindelig var tiltænkt med oprettelsen af TV 2 – efterhånden udviklet sig til, at være en decideret hæmsko i udviklingsarbejdet hos de danske produktionsselskaber. I stedet for vedvarende at satse på kvalitet i programmerne, har TV 2 valgt, at vælge produktioner og samarbejdspartnere, der kunne tilbyde det meste for de færreste penge – frygten for kvantitetens diktatur viste sig dermed at holde stik. Kvalitet er jo som bekendt en mærkelig umålbar størrelse, men hvis udsendelser var biler, ville adskillige af selv de mest velrenommerede udsendelser være indblandet i trafikuheld, hvor årsagen skal findes i konstruktionsfejl, metaltræthed, dårligt design og gennemført dårligt ingeniør-arbejde! Det ville næsten være mærkeligt andet. Men desværre – fristes man til at sige – er det kun programmæssige ’lig’ dette udmunder i. Med heksejagten på smagsdommerne, som især højrefløjspolitikerne og DF har gjort sig til talsmænd for, tør ingen jo i dag stille sig til dommere over for hverken indholdet eller udførelsen – dermed har vi sagt farvel til den lødige debat om vores medier. Hvor smuttere, svipsere, hovsa’er og andet, der kunne opstå i løbet af en dags arbejde, og som tilmed slap ud til de intetanende seere, indtil midten af halvfemserne kunne udløse kvaje-bajere og ugers hån og latter fra kollegerne, er der i dag intet, der kan fremkalde en større reaktion end et løftet øjenbryn. Efterhånden arbejder branchen efter devisen: Sendt er glemt!
Oprindeligt skulle entreprisemodellen som TV 2 er opbygget efter, virke stimulerende på den uafhængige del af tv-branchen, bestående af en underskov af talentmasse samlet i en række større eller mindre produktionsselskaber. Som det siden har udviklet sig, med den konstante leflen for seertallene, det manglende engagement fra stationens side for udviklingsarbejdet hos producenterne og de umanerligt smalle budgetter, som der nu kræves, at branchen skal producere for, skal man kigge langt i programoversigterne, for at finde det kvalitetsfjernsyn, som alle efterlyser. Og som TV 2 skulle være en aktiv spiller på banen, i kampen for tilvejebringelsen af. Siden nedlæggelsen af TV 2-fonden i 1996, er der i langt højere grad kommet fokus på provenue, frem for bevarelsen af dansk egenart. TV 2 udfører programvirksomhed i modstrid med lovgivningen – ikke mindst på regionerne og på Zulu, og nu har man sågar selv dannet sit eget formatudviklingsselskab, hvilket jo heller ikke var intentionen med TV 2. Angiveligt skal TV 2 – ifølge lovgivningen – kun give sig af med nyheds-, aktualitets- og sportsprogrammer. Men det er ikke det, det nye selskab umiddelbart sigter mod – her sigtes der ifølge TV 2’s egen hjemmeside mod »formater i fortrinsvis underholdningsgenren«! Et tydeligere lovbrud, skal man vist lede længe efter!?

I grunden, er der jo ikke noget overraskende i det, TV 2-ledelsen foretager sig. Som ansvarlig for aktiehavernes interesser – som naturligt nok er, at tjene penge på deres investering – skal ledelsen i bund og grund ikke tilgodese andre end deres interesser. Minimer omkostningerne og maximer indtjeningen! Hvilket i praksis betyder, at pauserne mellem reklameblokkene skal tiltrække så mange mulige seere til de lavest mulige omkostninger. Som en hvilken som helst anden virksomhed! Reklamerne er det produkt (det kunne lige så vel have været en bil) som TV 2 sælger, og programmerne i mellem reklamerne er bare garniture, fittings, tilbehør, ingredienser, der skal sikre, at produktet bliver så attraktivt for køberne som muligt – men ikke for enhver pris! Hvis ingredienserne i pauserne mellem blokkene er for dyre, så falder indtjeningen automatisk. Så hvorfor ikke lave en udsendelse, der koster 200.000 kr. at producere og som trækker 400.000 seere til reklameblokken, i stedet for et storslået show til 1,5 mio. kr., der allerhøjst kan hive 1,5 mio. seere til skærmen – den første udsendelse giver to seere til reklameblokken pr. pro-duktionskrone, mens den anden kun i bedste fald kan mønstre én seer pr. produktions-krone. Det er simpel købmandsregning! Man tjener mest ved at producere varen billigt – skønt helt den samme vare, bliver der aldrig tale om! Som virksomhed betragtet, må man sige, at de gør deres arbejde aldeles glimrende på TV 2...
Stationen har oven i købet fået følgeskab af Danmarks Radio, som i adskillige tilfælde direkte kopierer den kommercielle kollega i Odense efter alle kunstens regler. I Gyngemosen har man ligeledes valgt at lade de enkelte afdelinger arbejde med selvstændige budgetter – ja, næsten med samme krav som på TV 2 om at yde et årligt overskud, til trods for, at der her ikke foreligger et indbygget krav om, at der årligt skal produceres et overskud.
Nu har vi så fået et programudbud, hvor det er så som så med nyskabelserne, og de store oplevelser.
Udsendelserne flyder over med gammelkendte ansigter, der valser rundt i gammelkendte udenlandsk konceptbaserede produktioner, hvor den danske kulturarv og egenart har meget trange kår. Selvom skufferne hos de danske produktionsselskaber bugner af ideer, der kunne både berige den danske befolkning og forny det samlede mediebillede, vægrer TV 2 og Danmarks Radio sig for at kaste sig ud i det ukendte. Alt, hvad der kommer ud af denne holdning, er en grød af udsendelser, som kun de respektive budgetafdelinger har glæde af.

Tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen opfordrede indtrængende, i sin tale ved TV 2’s 10 års jubilæum, TV 2 til at tage flere chancer, til at »sprænge rammerne,« men intet er det blevet til. Jo bevares, man har ansat to meget kompetente herrer i Palle Strøm og Keld Reinicke. Her er der til overmål tale om mod og mandsvilje, hvad nytænkning og satsninger angår, men når man placerer dem på TV 2 Zulu – en miniput i medie-sammenhæng og med et budget, der er fornærmende lille – så er satsningen fra TV 2-ledelsens side til at overse. Værre er det blevet med tilkomsten af TV 2 Charlie, hvor man støde på priser på under 30.000 - for levering af en halv times tv til stationen. Det svarer til en minutpris på under 1.000 kr., og skal man sætte det i perspektiv, så ligger minutprisen på DR’s Ørnen langt over de 50.000, og en ren samlebåndsproduktion som Lykkehjulet lå i omegnen af de 2.000 kr. minuttet (vel at mærke i 1997-priser!!!).
For den almindelige seer har man lukket stort set alle produktioner, der havde bare et anstrøg af såkaldt bred seer-interesse. Sendefladen er proppet med genudsendelser en masse, amerikanske serier, sport i lange baner, vejrprofeter og en nærmest endeløs strøm af nyhedsudsendelser. Fredag og lørdag aften har i dag på dansk tv, udviklet sig til det rene Eurosport, med dame- og herrehåndbold, ishockey, fodbold og boksning i lange baner. Bevares, vi kommer da hele danmarkskortet rundt og Far Danmark har kronede dage foran flimmeren, men så er det vist også sagt…Familien Danmark skal med djævlens vold og magt tvinges væk fra den sociale tv-oplevelse.
Med selvretfærdighedens rødglødende remote-pegefinger solidt plantet i oversigterne over de mest sete udsendelser, har man gentagne gange anvendt det, vi internt i branchen kalder ’Den Store Løgn’ som argument for en hvilken som helst udsendelses eventuelle berettigelse eller aflivning.
Ved ’Den Store Løgn’ forstås det begreb, hvor seertal sidestilles og bliver synonymt med kvalitet! Efter de standarder skulle Hitler være en superkansler, Bush være en eminent statsleder, Saddam afsindig populær, cigaretter sunde, tilsætningsstoffer af det gode, og p-piller en livsnødvendighed. ’Den Store Løgn’ har ikke mindst siden TV 2’s tilkomst været det spøgelse, som alle uafhængige producenter har haft adskillige søvnløse nætter over. Når man så samtidig fra redaktørernes – OG politikernes – side efterhånden helt har valgt, at overse den passus fra Medieudvalgets side, hvor licensfinansieret tv skulle være med til »at sikre befolkningen adgang til dansk kunst og kultur,« så er der kun en vej tilbage for producenterne: Opkøb af gennemprøvede og seertals-sikre koncepter fra udlandet!

Med tilkomsten af Gallups tv-meter-undersøgelser i 1992, kan man nemlig eksakt konstatere, hvem der sidder og ser fjernsyn og på hvilke tidspunkter af døgnet, ugen, eller måneden, det foregår. De informationer, kan tv-stationerne anvende til, at vurdere om udsendelserne opfylder deres respektive succeskriterier (så og så mange seere med den og den baggrund). Derefter kan man tage stilling til, om udsendelsen skal flyttes rundt i programfladen, fjernes, eller bare laves på en helt anden måde. Men her stopper det ikke! Man kan nemlig også målrette sine udsendelser efter, hvem der nu sidder foran flimmeren på det pågældende tidspunkt. Derved kan man henvende sig til motorsavsleverandører, undertøjsfabrikanter, legetøjsproducenter, osv., og fortælle, at de ved den og den udsendelse, kan placere deres reklamer, så de kiler sig lige ind under huden på deres målgruppe. Tv-produktion bliver således ikke et spørgsmål om, hvad man har lyst til at lave, og hvad man ikke har lyst til at fortælle. Med denne form for tænkning, er det endt med ren spekulation i hvad Peter Hansen i Thy mon kunne tænke sig, at få serveret på skærmen til aftenkaffen. Og guderne forbyde, at han skulle zappe over på en anden kanal, så vi må ikke på nogen måde risikere at støde eller på nogen måde provokere ham til at træffe et andet kanalvalg – vi må ikke tage nogle chancer! Hvis man nogensinde har undret sig over, at tv-stationerne flytter ens yndlingsshow rundt i programfladen, så skyldes det ene og alene tv-meteret. Ofte kan man oven i købet opleve, at udsendelser helt bliver lukket ned, hvis det ikke helt rammer en specifik målgruppe, uagtet at seertallene ligger pænt over, hvad man som lægmand ville synes måtte være en entydig succes.
Så selv om tv-meteret kan give os udsendelser om gør-det-selv-bilreparation, så kan det lige så let fjerne dem igen! Med denne form for segment-tænkning i tv-produktionen, er så godt som al engagement og gejst så småt ved at sive ud af branchen – særlig, når alt så samtidig skal produceres så billigt som muligt!
Surprise: Kvalitet koster penge!
For, hvor er det, at tv-stationerne kan spare? Maskinerne koster det de koster, værterne er med face value-kriteriet (det, der afgør lønforskellen på Hans Pilgaard og en oplæser på TV 2 Øst, uden at forklejne dennes indsats, vel at mærke!) ikke blevet billigere med årene, så tilbage resterer lønudgifterne til de menige teknikere og journalister. Og så begynder sorteringen!

Alle journalist-tunge programmer fjernes, og derved får man reality-shows, hvor det kun er en registrering af ’virkeligheden’, det handler om. Dernæst fjernes alle programmer, hvor en masse teknikere er involveret (hovedsagelig underholdningsshows)…skal vi beholde teknikerne, må det være til en reduceret løn i hvert fald...Til sidst fjernes alle udsendelser, hvor de medvirkende skal have honorar for at medvirke – skuespillere, tekstforfattere og musikere især – og derved får vi alle afskygninger af mere eller mindre lødige talentshows, og væk er dansk satire-, show- og serieproduktion. Alle disse indskrænkninger og besparelser har bevirket et voldsomt dyk i kvaliteten af produktionerne. Som menig produktionsmedarbejder er tæerne efterhånden blevet så krumme, at det snart er en pine at gå til og fra arbejde! Så når man sidder der foran flimmeren og savner programmer som Og så på en torsdag, Eleva2ren, Fak2ren, Her er dit liv, Lykkehjulet, Las Vegas, Husk lige tandbørsten og mange andre kulturberigende og efter manges mening relativt underholdende programmer – programmer der – guderne forbyde det – gjorde brug af en udvidet flok af journalister, teknisk gennemarbejdede indslag, skuespillere, tekstforfattere, musikere og kulisser – ja, når man spørger, hvor alle disse programmer blev af, så findes svaret her på siden.
Journalister går adskillige år på skole, for at uddanne sig til at kunne stille det vise spørgsmål: »Hvordan føler du det lige nu?«, og teknikere går gennem lige så mange år på skolebænken for derefter at blive præsenteret for arbejdsbetingelser, der ikke ville være en medieskole værdig. Redaktioner rundt omkring i produktionsselskaberne er overrendt af delvist lønnede ’frivillige’, ’praktikanter’ og andet godtfolk i en evig kamp for at få budgetterne til at hænge sammen. Valgte myndighederne, at foretage den samme razzia mod produktionsselskaberne, som jævnligt foretages mod københavnske pizzariaer og bagerier, for at undersøge medarbejdernes ansættelsesvilkår, kan man være forvisset om, at kun en håndfuld selskaber ville slippe helskindet gennem nåleøjet!
Med udsigten til en snarlig privatisering af TV 2 ser perspektiverne ikke for lovende ud. Indtil videre er TV 2 til dels blevet holdt i skak af lovgiverne, men en efterhånden meget lemfældig håndtering af TV 2-loven har medført, at vi i princippet ikke kan vide os sikre på, hvilket TV 2, vi har om 4-5 år. Og så længe Danmarks Radio vælger, at lægge sin profil så tæt på Odense – samtidig med en udflytning til Ørestaden – ser det heller ikke for lovende ud på denne front. Sporene fra salget af radio-frekvenserne skræmmer...

Ønsker vi i realiteten, at bevare den danske kulturarv og egenart? Består den danske egenart ikke netop i, at vi udtrykker os forskelligartet og individuelt, at alle meninger er velkomne, at alle kan udtrykke, hvad helvede de så måtte mene. Afspejler vores medier blot den verden, vi befinder os i – en verden, hvor alt er blevet blokpolitik, hvor man enten kan være for eller imod, med os eller imod os! Længe leve demokratiet, hvor alt er flertalsstyret, men var det virkelig ønsket, at vi på demokratiets alter opgav vores fornemmeste kvalitet som danskere? Hvad er der blevet af parlamentarismen og pluralismen – det sted, hvor selv den mindste mening eller det yderligste synspunkt har en betydning? Hvis vi stadig ønsker at bevare dette, så er det påfaldende så ukritiske, vi er over for de produkter, vi tilbydes. Ingen giver synderlig lyd fra sig, når en endeløs strøm af boligprogrammer flintrer over skærmen. Ingen reagerer, når dækningen af diverse bryllupper og begravelser nærmer sig det utilstedelige på begge licensfinansierede kanaler. Valgaftener, landskampe, nyheder, dramaserier, osv., har været gjort til genstand for indbyrdes konkurrence DR og TV 2 imellem, og stort set ingen af vores politikere har berørt det hensigtsmæssige i denne forretningsførsel. Med de arbejdsbetingelser kan vi være forvisset om, at TV 2 Inc. vil være en lækkerbidsken for mediemoguler som Murdoch og Berlusconi! Får de ikke fingrene i stationen i denne omgang, så venter de bare til politikerne – og vi seere – er lullet helt i søvn...
Lad være med at foregøgle os, at TV 2 Inc. vil kunne forblive en aktiv spiller i kulturkampen – ingen beskæftiger sig med andet end økonomien, når det kommer til stykket! Og det er, hvad enten vi taler om et statsligt 10-, 20-, 40- eller 100 procent ejerskab af stationen. Sælg TV 2 eller lad være! Med begge løsninger følger der et ansvar og en forpligtigelse, som politikerne må være sig bevidste og ansvarligt forfølge. En hybrid er ingen tjent med – hverken os, der arbejder i branchen, eller Jer, som skal se udsendelserne!

*Kenneth Sand er tv-producer og -fotograf samt stud. mag. i Film- og Medievidenskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her