Læsetid: 4 min.

Blair under pres efter første uge i fjendeland

Storbritannien har en professionel hær. Så kan Blair og co. virkelig bebrejdes, når soldater falder i kamp i Irak? Ja, mener familierne, for krigen bygger på en løgn
13. november 2004

London
De er hjemme igen til jul! Så snart ordene havde nået fra premierminister Tony Blairs mund, gennem radioen til mine og resten af de ca. 60 mio. briters ører, havde jeg en klar fornemmelse af, at her var en af premierministerens få, men alvorlige pr-bommerter.
Ordene smuttede ud i forbindelse med en diskussion i Underhuset om, hvorvidt Storbritannien skulle sige ja til en amerikansk forespørgsel om at sende 850 britiske soldater fra det relativt rolige Basra-område til Camp Dogwood ved Bagdad, så de amerikanske soldater kunne frigives til at storme Falluja.
Det var klart fra starten, at det ville blive et ja, selv om forsvarsminister Geoff Hoon gang på gang understregede, at beslutningen ville blive truffet af den militære ledelse i Irak. Hoon kom dog også til at sige, at Storbritannien ville være »en dårlig allieret«, hvis man sagde nej, så det kom ikke som den store overraskelse, at han et par dage senere trådte frem i Underhuset og sagde, at den britiske regering – efter en militær vurdering foretaget af den militære ledelse – havde besluttet at følge militærets råd og sige ja.
Det var på dette tidspunkt, at Tony Blair – måske for at lette stemningen? – lovede, at soldaterne fra det skotske Black Watch-regiment ville være hjemme hos deres familier til jul. Seks soldater – ind til videre – kommer hjem før tid. Fire i kister. To alvorligt sårede.
At det første selvmordsangreb på de nyudstationerede britiske styrker skulle komme allerede på andendagen havde Blair og Hoon måske ikke regnet med, om end man skulle synes, at det havde været værd at tage med i overvejelserne. Hvad de ganske sikkert heller ikke havde regnet med, var omfanget af den hjemlige furore. Naturligvis ville familierne være oprørte. Det siger sig selv. Men at medlemmer af det skotske parlament, såvel som soldater fra Black Watch-regimentet for åben skærm ville kritisere Blair for ikke kun omrokeringen, men også for krigen generelt – samt kræve soldaterne trukket hjem – det var en ny vending i Blairs Irak-saga.
Hvor rimeligt det end er, at Blair og co. stilles til regnskab for deres beslutninger, så kan man kan dog spørge, om det er rimeligt at kritisere dem for, at soldater dør i Irak. I Storbritannien har man en professionel hær, og det vil sige, at medlemmerne af den har accepteret et job, hvor risikoen for at dø er højere end i alle andre job. Det betyder, at man følger ordrer og kæmper for de værdier, som folket, gennem politikerne, har besluttet, det er værd at kæmpe for.
’Værdier’. ’Folket gennem politikerne’... Det er her, det kniber for mange. Og det er her, soldaterfamilierne og de skotske politikere finder deres skyts.
I et brev til premierminister Blair skriver 10 familier til dræbte og udstationerede soldater: »Når soldater lader sig indrullere i hæren, aflægger de ed på troskab over for hendes Majestæts regering. Alt hvad disse mennesker beder om til gengæld er, at deres regering handler på en hæderlig, sandfærdig og ærlig måde og kun sender tropper i krig, hvor de sætter deres liv på spil, når det er absolut nødvendigt, når alle diplomatiske muligheder er slået fejl. At udsende tropper baseret på bedrageri om masseødelæggelsesvåben er totalt, moralsk uacceptabelt. Skylden må du bære. Dette var en konstrueret krig, en valgt krig ikke en nødvendig krig.«
Så langt familierne. Langt værre for Blair er, at politikere fra det skotske selvstyreparlament er kommet med præcis de samme anklager og krav om tilbagetrækning, hvilket er en helt ny udvikling i forholdet mellem London og Skotland. Dertil kommer, at Black Watch-soldaterne selv synes at vakle. Første ulydighedssag kom fra broren til 19-årige Paul Lowe, der var blandt de første to dræbte efter Black Watchs omrokering. 18-årige Craig Lowe er selv indrulleret i Black Watch-regimentet, om end han p.t. ikke er udstationeret. Til tabloidavisen The Mirror afslørede han, at hans bror havde været imod krigen:

Vi mener, at Bush er et røvhul, der har startet en krig uden grund, kun for penge og olie. Det var, hvad Paul tænkte. Jeg mener, at de skal se at få drengene ud nu. Hvis ikke vil vi miste mange flere,« sagde den unge mand.
Kun få dage senere offentliggjorde The Sunday Mail, at en lækket e-mail – der rejser tvivl ved, om den britiske regering havde gennemtænkt omrokeringen – var afsendt af ingen mindre end chefen for Black Watch-tropperne, oberstløjnant James Cowan. Ifølge den lækkede e-mail forventede han, at »enhver sindssyg terrorist i miles omkreds vil klæbe sig til os som bier til honning«. Han skrev også: »Jeg håber, at regeringen ved, hvad den har rodet sig selv ud i. Jeg er ikke helt sikker på, at den fuldt ud forstår risiciene.«
Det kan man vist give ham ret i, for forstod Tony Blair risiciene til fulde, så er det svært at forestille sig, at han havde lovet, at de ville være hjemme til jul. Som soldaterfamilierne sluttede deres brev: »Hr. Blair, du har været tro mod dine ord på et punkt. Du får nogle af soldaterne hjem til jul, tragisk sårede og lemlæstede, og andre i ligposer.«
Og det er efter en uge og fire døde. Hvordan mon Blair får fortalt os, at han planlægger at omdirigere yderligere 100 soldater fra syd til den såkaldte ’dødstrekant’, sådan som aviserne citerer militære kilder for at sige?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her