Læsetid: 3 min.

Bliv væk

Dette er en advarsel: Se ikke disse tre, amerikanske film
5. november 2004

Nye film
Der kommer altså ufatteligt mange dårlige film fra USA for tiden. Tre af slagsen alene i denne uge, en mørk tid, hvor man ellers godt kunne bruge en god biografoplevelse at styrke sig på. Derfor er denne artikel også ment som en advarsel: Gå ikke ind og se disse tre film.
For jeres skyld har jeg spildt fem timer af mit stakkels liv på at se dem. Det mindste, I kan gøre til gengæld, er vel at blive væk.
Lad mig begynde med den film, jeg så først. Anchorman er en fjolle-komedie i stil med Dodgeball, som jeg anmeldte fornylig og var ret begejstret for. Men hvor Dodgeball efter en uopfindsom begyndelse fandt formen, så lykkes det aldrig Anchorman at blive noget som helst andet end kikset.
Filmen handler om den selvoptagede og svagtbegavede studievært Ron Burgundy, der sammen med sin posse af tumpede medværter styrer San Diego, indtil den kønne Veronica Corningstone bliver ansat på deres tv-station og viser sig at være lige så god i værtsrollen som Ron. Således begynder en krig på beskidte tricks og publikums ørkenvandring gennem det ene umorsomme optrin efter det andet.
Måske skyldes det de to hovedrolleindehavere, Will Ferrell og Christina Applegate, måske et ikke videre vittigt manuskript af selvsamme Ferrell, i hvert fald er timin-gen helt ved siden af, og Anchorman kalder kun meget sjældent på det grin, som er altafgørende for en komedie.

Corny
Komisk er den klichéfyldte gyserfilm Anacondas: Jagten på Blodorkideen til gengæld, men ufrivilligt, formoder jeg. Til at begynde med er man lidt i tvivl, mens den ene fæle kliché efter den anden bliver kørt i stilling. Det kan kun være med vilje, tænker man og sidder håber på, at instruktøren vil holde tungen i kinden i resten af filmen. Men Dwight H. Little, der tidligere har begavet os med Halloween 4 og Befri Willy 2, synes at have besluttet sig for at prøve at skræmme livet af publikum, og frem af posen hiver han et par ikke særligt overbevisende, computeranimerede anacondaer på størrelse med en lastbil.
Anacondas følger en ekspedition af unge, kække videnskabsmænd og -kvinder, der drager dybt ind i Borneos jungle i et forsøg på at finde en blomst, blodorkideen, der er planteverdenes svar på ungdommens kilde og angiveligt kan kurere alle sygdomme. Desværre har anacondaerne, der fortsætter med at vokse, til de dør, også spist af planten, som gør dem udødelige.
Corny replikker kæmper med en forudsigelig handling og utroværdigt, hysterisk overspil fra de ukendte skuespillere om at vælte filmen, og det er mere eller mindre det eneste, der lykkes for hr. Little.

Svagt
Larry Cohen skrev for mange år siden tre thrillermanuskripter, der alle havde telefonen som en central rekvisit. Det første blev med stort held filmatiseret af Joel Schumacher under titlen Phone Booth. Tricket var at lave en intens lille spændingsfilm, der stort set kun foregår i en telefonboks, men som er så medrivende, at publikum lukker øjnene for den manglende logik og hullerne i handlingen.
Nu forsøger David R. Ellis sig med det andet af Larry Cohens manuskripter, og desværre er resultatet, Final Call, på ingen måder på højde med Schumachers film. Kim Basinger, der kan være god, leverer en svag præstation som fysik- og biologilærerinden Jessica, som bliver kidnappet af korrupte strømere (spillet af blandt andet Jason Statham) uden at vide hvorfor.
Hun bliver spærret inde på loftet af et afsidesliggende hus uden mulighed for flugt. Men heldigvis er hun fiks på fingrene, og det lykkes hende ved hjælpe af en smadret telefon at ringe op til en tilfældig mand, surferduden Ryan (Chris Evans), som lader sig overbevise om, at Jessica taler sandt, og at han må prøve hjælpe hende.
Film som Final Call kræver, at man sluger alle de tilfældigheder og usandsynlige sammentræf, det er nødvendigt at benytte sig af for at få plottet til at fungere. Instruktøren kæmper da også bravt for at få alle enkeltdelene til at spille effektivt sammen, men det lykkes ikke for ham, måske fordi hverken han selv eller skuespillerne synes at tro på, at det kan lade sig gøre.

*Anchorman. Instruktion: Adam McKay. Manuskript: Adam McKay og Will Farrell.

*Anacondas: Jagten på Blodorkideen. Instruktion: Dwight H. Little. Manuskript: Seks herrer, der tydeligvis ikke vidste, hvad de havde gang i.

*Final Call. Instruktion: David R. Ellis. Manuskript: Chris Morgan på baggrund af Larry Cohens originalmanuskript.

*Filmene kan ses i alt for mange biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her