Læsetid: 3 min.

Alt hvad man ikke bør vide i én bog

Dobbelt så mange mænd falder ud af sygehussengen som kvinder, det er forbudt at eje en flodhest, hvis man bor i Los Angeles, og en loppe kan springe næsten fire meter. En ny udgave af Lokumsbogen er udkommet med en mængde pudsig paratviden
8. november 2004

Trivia
Hvor støver de dog den viden op, er det svært ikke at spørge sig selv om, når man bladrer i Lokumsbogen 2005, netop landet på boghandlernes hylder. For det er et ganske mærkværdigt sammensurium af fakta, fiduser, vitser og mere eller mindre anvendelig viden, som for sjette år i træk er samlet og bundet ind under den meget prosaiske titel.
Klogere bliver man på sin vis. Hvor mange vidste for eksempel, at én ud af 6.000 danskere kommer alvorligt til skade på et toiletbræt? De fleste mænd i øvrigt. At dobbelt så mange mænd falder ud af sygehussengen som kvinder. At 100.000 danskere hvert år bliver syge af at ligge på hospitalet. At en loppe kan springe næsten fire meter. At Sundhedsstyrelsen på en dansk restaurant har fundet mere end 80 forskellige urintyper i et kar med fingersalt. Samt at 3,5 millioner amerikanere påstår, at de har været bortført af fremmede væsner, og at de fleste syntes, at det var en positiv oplevelse.
Det gør dem rent faktisk til kriminelle, for i USA er det forbudt at have kontakt med væsner fra fremmede planeter og deres transportmidler, kan man læse andetsteds. Mærkværdige love har de også i Long Beach i Californien, hvor det er forbudt at bande på en minigolf-bane, i Los Angeles må man ikke eje en flodhest, i Arizona er det forbudt at lade et æsel sove i et badekar, i Alabama må man hverken have is i baglommen, snyde næsen udendørs (men gerne indendørs?) eller have kunstigt skæg på, der får folk til at grine i en kirke, og i Delaware er det forbudt at pantsætte sit træben.

Kongelig meny
Pudsighederne er blandet op med fakta om stort og særligt om småt. Årets store royale begivenhed i det danske kongehus dominerer dette års toiletlekture. Ikke blot kan man læse, hvad gæsterne fik at spise hin maj-aften på Fredensborg (dådyr, bornholmerkyllinger og kage af hvid chokolademousse.) Også hvad der blev spillet af musik i Vor Frue Kirke tidligere på dagen er oplistet, lige som biskoppens tale til brudeparret og gommens cv kan studeres.
Republikanere og andre, der ikke orker mere kongerøgelse, kan i stedet lære, hvordan man kalker sit hus (husk blandt andet, at det er bedst først at ’vådte’ huset med vand og derefter grunde med kalkvand et døgns tid, før du kalker), få genopfrisket navnene på maskotterne ved de seneste ti VM-slutrunder i fodbold og læse om klumpfisken, som kan blive op til fire meter lang, veje omkring 1.800 kilo og er særlig begejstret for vandmænd.
Statistiske oplysninger fylder en del i Lokumsbogen, blandt andet i form af et portræt af de yngste danske skolebørn anno 2004. De hedder Emma, Cecilie, Frederik og Mads, bor for størstedelens vedkommende både sammen med deres mor og far, og deres livretter er frikadeller, millionbøf og smørrebrød.

294.560 statister
Et særligt afsnit er tildelt filmens verden. Ikke overraskende er der flest biografer i Kina (65.500), men det er ikke kineserne, der er de flittigste biografgængere. Det er amerikanerne (5,58 gange pr. indbygger pr. år), tæt forfulgt af islændingene, som dog slet ikke kan være med, når det gælder om at indspille film. Den statistik fører inderne med 855 film foran USAs 762 (begge tal fra år 2000), og det er også i Indien, der bliver solgt flest biografbilletter, helt nøjagtig i underkanten af tre milliarder.
Verdens længste film, som har været vist i en biograf, er The Cure for Insomnia, der varer 87 timer, Gandhi er filmen med flest statister (294.560), og Orson Welles’ yndlingsfilm var Chaplins City Lights.
Med andre ord – der er strølæsning nok til adskillige toiletbesøg i årets Lokumsbog. Hvor lang tid et menneske i gennemsnit bruger på toilettet på et år, står der imidlertid ikke nogen steder, så om den holder helt til næste udgave kommer om et år må stå hen i det uvisse. Får man tygget sig igennem de godt 300 sider, kan man dog roligt begynde forfra, for sandsynligvis har man glemt, hvad man læste på side et, når man når til side 312. Mennesker glemmer nemlig inden for 24 timer op til 80 procent af alt det, de har lært inden for det seneste døgn.

*Sten Wijkman Kjærsgaard og Ole Knudsen: Lokumsbogen 2005. 312, sider, 149 kroner, netop udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu