Land Art
På Vestamagers flade strand er et vikingeskib strandet, en skov blevet væltet og nøgne stammer svedet sorte. Himmelhøj er navnet, og stedet er til børn og voksne, dyr og fugle. Her græsser kronvildt, ræven gnasker harekillinger og soldater har leget krig, for vi er på de fordums forbudte områder mellem Kongelundsvej og Køge Bugt. Himlen er hele horisonten rundt, og glimt af vandet danner fundament for en fjern klods, som er Avedøreværket.
Kort og godt, her er stort, frit og blæsende omkring Naturcenter Vestamager. Det er Skov- og Naturstyrelsen med Jægersborg Statsskovdistrikt, som har givet den siciliansk-danske kunstner Alfio Bonanno frie hænder til at bygge til brug og glæde for alle aldre, fra sut til rullestol.
Land Art, Naturkunst eller Environmental Art er begreber af stor bredde ligesom dagens kunst i almindelighed. Kriteriet er et ikke kommercielt forhold til omgivelserne og et engagement, som involverer sansning eller omsorg. Værkerne rækker fra Robert Smithsons Spiral Jetty til Andy Goldsworthys istapper, fra Christos Valley Curtain til James Turrells lysrum i Arizona eller Superflex biogasanlæg i Afrika og Lise Autogenas Sound Mirrors Project på Efterårsudstillingen. Fra det største til det mindste, samfund, natur, lys, lyd, vind... Og forgængelighed er en prioritering.
Noahs Ark?
Alfio Bonanno er maler og billedhugger med rod i den italienske Arte Povere, som i 60erne dyrkede den frie fantasi og brugen af alskens billig skrammel, i slægt med Fluxus.
Bonanno arbejder fortrinsvis i og med natur, og det har han gjort rundt om i verden i en menneskealder såvel som i Louisianas have og Tranekær.
På Amager har Bonanno valgt at bruge træer, tømmer, vidjer og ikke mindst vandreblokke, hentet fra byggearbejderne i Ørestaden. Alt i alt fire arbejder, som udsender meget forskellige signaler og som kan betragtes og bruges vidt forskelligt.
Skibet: Det er ikke Ormen hin Lange. Der er ingen brede sejl og ingen Nordsjø. Det er snarer en kogge, ganske vist ikke klinkbygget, men bred, lav og lastet med bautasten. Eller er det Noahs Ark grundstødt på Ararat, hvis granitblokke danner en sneglegang, som kan bestiges. I skibets stævn er bygget en scene af brugbare trappetrin i flere afsæt og bovsprydet er af tvistede grene. I nord er der udsigt til glas og stål og metroens tog, som ligner et klip fra en tegneserie, og til de andre sider et hav af grønt.
Rige oplevelser
Skoven: Tænk på fotografierne fra 1918 af sønderskudte og afbrændte skove på Vestfronten. Det er et af de billeder, som pludselig viser sig på nethinden ved synet af Bonannos flere meter høje, forkullede egestammer. Træerne, som af andre grunde var dødsdømte, blev fældet, renset for top og grene og plantet i jorden. Der står de så i hele deres nøgne skønhed, fire til fem meter høje, sortsvedne og sølvglinsende, i en flerdobbelt kreds omkring et ildsted.
Her er sket noget. Der må være en fortælling, en forklaring ikke mindst når man opdager lyset, som siver gennem utallige små borehuller i stammerne. Er det skudhuller, biller eller hundredvis af spætter, som har pikket sig tværs igennem træet - eller er det bare en legeplads: Ud og ind mellem stammerne med snobrød på bålet og siddepladser på istidsblokke med skurestriber.
Motivet med forkullede træstammer er yndet af både Bonanno og andre naturbaserede kunstnere. Det er den mest spektakulære og naturlige måde til at gøre træet mere holdbart, men effekten er vidt forskellig. Og aldrig har jeg set den brugt med større effekt.
Borgen: Det varer lidt før man forstår, hvad det er, man ser. En krans af væltede grantræer er lagt så deres trevlede rødder, med den jord som har holdt dem fast, danner mandshøje vægge omkring en lun gårdsplads med ildsted og siddesten og en hemmelig mulighed for brændstof til bålet. Der er tryghed mellem lerklinede vægge.
Hulen: Og skjult i et buskads er en hule af rafter og en svævende rede af fletværk samt sten af småbørnstørrelse om en lille bålplads.
Faktisk er selve begrebet Land Art eller Art in Nature aldrig rigtig slået igennem herhjemme. Vores landskab er allerede blevet skabt og omskabt indtil flere gange, så det føles ikke så relevant, at en kunstner giver sit bidrag.
Derfor er det helt afgørende, at Skov- og Naturstyrelsen har vovet at give en kunstner som Bonanno frit spil. Og han har formatet. Han har skabt samspil mellem landet og historien ved at konfrontere stenenes urtid med træets skrøbelighed og lodret med vandret i stammer og horisont. Himmelhøj viser, hvor langt rigere og mere bevægende oplevelser, der er at hente, når en legeplads samtidig er et kunstværk. Og her er Bonanno suveræn.
*Mellem værkerne er stier anlagt til håndtrukne firhjulede køretøjer, mens cykler er bandlyst. Naturcenter Vestamager, Granatvej. Åbent.
