»Vi er ulykkelige og venter alle i uvished på dommen. Imens er livet gået i stå.«
Hanan Ghoneim serverer juice, tørrer en tåre af kinden og lister barfodet tilbage til køkkenet.
Hendes mand, Ibrahim, trækker uldtæppet over sig og falder så atter sammen på sofaen under det skævt hængende billede med de slørede frugter.
Det er sidst på eftermiddagen i Gellerup. Ramadan og uvished
tærer.
»Man er i færd med at smadre min familie. Vi har det svært nok i forvejen. Jeg har psykiske problemer og bor egentlig på en anden adresse for at få lidt fred inde i hovedet. Men min kone og mine børn har brug for mig nu. Derfor er jeg flyttet hjem,« fortæller Ibrahim, der ikke er begejstret for at berette om den situation, familien er havnet i, fordi sønnen, Ala, har begået kriminalitet.
Over for Informations udsendte udgav Ibrahim sig i første omgang for at være en fjernere slægtning end far til Ala. Han påstod, at Hanans mand opholdt sig i Libanon.
»For hvordan skal jeg have tillid til pressen i Danmark. Ingen sætter sig ordentligt ind i sagerne, inden de skriver om os, der kommer med andre kulturbaggrunde. Journalister tror, at vi alle er forbrydere eller terrorister, der kun vil jer ondt. Sådan er virkeligheden ikke. De fleste af os kæmper for at overleve også her. Vi kommer fra krige og flygtningelejre over hele Mellemøsten og håber blot på fred og ro til at leve med vore familier.«
En ulykkelig sag
For Ibrahim er det en stor gåde, hvordan man i Danmark kan tillade, at Brabrand Boligforening truer med at smide familien på gaden, blot fordi en knægt på 15 år ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
»Straffen ligner den israelerne udøver mod mine landsmænd i Palæstina. Her i dette land jævner man bare ikke boligerne bagefter.«
Ibrahim er ved at få varmen igen. Han taler sig varm.
Hanan lytter på afstand.
I pauserne hersker stilheden.
Børnene er i børnehave, skole og hos kammerater.
Hvor de skal være, hvis de dømmes ude, aner ingen.
Heller ikke Leif Randeris fra Indvandrerrådgivningen i Århus.
Også han kalder det hele en »ulykkelig sag«.
Kontorlederen har fulgt de seks udsmidningstruede familier på nær hold.
Hanan og Ibrahim taler han med flere gange om ugen.
»Familierne er alle traumatiserede. Børn og voksne hænger i laser og klamrer sig til tilværelsen med det yderste af neglene. Det bliver svært for dem at finde tilbage til en normal hverdag, uanset enden på det her,« spår han.
»Fremtiden tegner dyster,« erkender Ibrahim.
For en kort stund har den tidligere ejer af et pizzaria i Assentoft sat sig på kanten af sofaen for at bede om hjælp til at tyde et kryptisk skrevet A4-ark fra det danske folkeregister.
Den høje, skæggede palæstinenser, der som så mange andre i Gellerup stammer fra Baalbek i Bekaar-dalen, har fysikken med sig men sindet mod sig.
Han er ude af stand til at arbejde.
Det var han ikke, da han for 18 år siden slap ud af Libanon og landede i Danmark. Men borgerkrigen vil ikke slippe sit tag.
»Ventetiden smerter mig. Jeg orker faktisk ikke længere at tale om sagen med boligforeningen. Den berører os alle dybt, fordi den allerede har haft store konsekvenser. Min søn, Ala på 15 år, der er skyld i vores ulykke, er meget ked af det. Han føler skyld for al den smerte, han har forvoldt sine mindre søskende en søster og tre brødre, der alle er født i Danmark. De forstår ikke, hvad der sker omkring dem.«
For kort tid siden blev den 15-årige Ala overflyttet til en ungdomsinstitution i Hinnerup.
Her forsøger man at dulme måneders mareridt på en lukket afdeling på en sjællandsk ungdomsinstitution.
Han har netop været hjemme på besøg og overnatte for første gang siden anholdelsen i maj, fortæller Hanan og går i stå.
Ibrahim tager derfor over:
»Der er ingen tvivl om, at min søn har dummet sig. Han har været med til at stjæle slik på en tankstation ovre i Bispehaven, løbe med en taske og true sig til en mobiltelefon. Første gang jeg hørte om hans tyverier, gav jeg ham husarrest hver dag i en måned efter skoletid. Jeg forstod ham ikke. Vi har huset fuld af slik og sodavand, som jeg henter ved grænsen. Hvorfor stjal du slik? Jeg spurgte ham men fik ikke noget svar. Det handler om noget andet, selv om jeg har forsøgt at opdrage ham med andre normer og værdier. Han har været i dårligt selskab og let at påvirke, fordi han også har været usikker og haft brug for den accept, som man kun kan få af jævnaldrende. Vi har vel alle lavet dumheder som helt unge. Og ingen forældre kan overvåge sine børn i døgndrift. Jeg føler, at jeg har gjort, hvad jeg kunne som far.«
Dommen er udsat
I går skulle dommen så falde i Fogedretten i Århus. Det gjorde den ikke. Måske falder der dom inden ugen er omme, men den vil højst sandsynligt blive anket, og så kan uvisheden fortsætte.
Leif Randeris fra Indvandrerrådgivningen i Århus siger: »Hvis afgørelsen henne i Kannikegade ender med at gå Brabrand Boligforening imod, vil de (boligforeningen, red.) ganske sikkert fortsætte den destruktive linje. Det er boligforeningen, der har sat tingene på spidsen efter mødet i august, hvor de besluttede at statuere et eksempel. Foreningen er i færd med at skævvride den danske lovgivning. Jeg plæderer ikke for, at lejelove skal være statiske. Men skal de ændres, så er det en politisk beslutning. Brabrand Boligforening er ude i en ren vendetta. Det de har gang i har intet med socialt boligarbejde at gøre.«
Leif Randeris var på plads i retten onsdag formiddag.
Nu venter han som mange andre på, om udsmidningssagen skal ekspederes videre til Boligretten.
Det samme gør Mahir Taha.
Palæstinenseren er kontrollør ved Århus Sporveje, formand for skolebestyrelsen på én næsten ren indvandrerskole placeret midt i betonen i Gellerup og næstformand i Multikulturel Forening.
Mahir er underligt nok, vil nogen sikkert mene, parat til at støtte boligforeningen i, at der er andre familier, som burde smides ud.
»Men det triste i denne sag er, at der blandt de truede findes et par familier, der ikke burde smides ud. Det er gode folk, der har gjort et stort stykke arbejde for de unge indvandrere her i kvarteret også lømlerne.«
Rent faktisk er det sådan, at Ibrahim er en af dem, der har brugt
dage og nætter på at opdrage ungdommen i det berygtede område, gør den Mahir Taha opmærksom på.
Og at Ibrahims egen søn er røget i med nogle uheldige elementer berettiger jo ikke, at man straffer hele familien, fastslår Mahir og pointerer:
»Det er det rene vanvid, som domstolen forhåbentligt stopper. Sker det ikke, har Danmark først for alvor noget at skamme sig over.«
Brabrand Boligforenings direktør, Torben Overgaard, ser tingene med en helt anden optik og ønsker ikke at kommentere den kendsgerning, at det er Ibrahim, der sidder i boligforeningens femte afdeling, Toveshøj, som er med på oprydningslisten.
Og selv ønsker afdelingsrepræsentanten da heller ikke særbehandling, bare fordi han kender bossen.
»Familien har som de andre brudt reglerne. Det må de bære konsekvenserne af. Det kan jo ikke passe, at folk her i området ikke kan færdes frit og føler sig utrygge. Det her er en principiel sag med vidtrækkende konsekvenser for mange mennesker. Derfor vil vi føre den til vejs ende,« siger direktøren, der heller ikke vil forholde sig til, om sagen rammer »skævt«.
Altså om det nu også er de rigtige familier, der er blevet bedt om at pakke flyttekasserne.
»Hvis nogen fra Multikulturel Forening eller andre mener, at der er flere familier, der burde smides ud, så står det dem frit for at henvende sig. Vi skal nok se på sagerne,« tilbyder boligforeningsdirektøren generøst.
Han siger selv, at han har det fint med, at den »vanskelige« og »følelsesmæssige« sag nu snart afgøres.
Nul tolerance
Leif Randeris fra Indvandrerrådgivningen i Århus siger:
»Multikulturel Forening er ude på gyngende grund. For hvem kan og skal afgøre, hvem der er gode nok til at blive boende? Dette er blot et eksempel på, at alle foreninger herude i Gellerup er i klemme. Det hele begyndte, da regeringen og Århus Kommune lancerede nul tolerance politikken. Ingen kan længere blive enige om noget som helst i dette stærkt belastede område, hvor det eneste der dybest set gavner noget er, at folk kommer ud på arbejdsmarkedet.«
Randeris mener, at forsøget på at straffe kollektivt er det ultimative tegn på den afmagt, alle implicerede i spillet om de fremmede føler.
»Når talen falder på unge, der bringer utryghed og ballade til området, taler man i virkeligheden om, at tingene, der er sat i værk for at mindske problemerne, ikke er lykkedes. Når Brabrand Boligforening tror, at de skal lege politi og socialvæsen på en gang, så er kæden hoppet helt af. Desværre vil det fortsætte så længe mit eget parti, SF, og Socialdemokraterne render rundt og dukker nakken. Fordi højredrejningen har så megen medvind, er der ikke nogen, der tør sige de politiserende bureaukrater imod.«
Og indtil det så sker, venter Hanan, Ibrahim og deres fem børn på at blive vakt til live igen.
Måske flytter de alle til Sønderborg og starter forfra på et helt nyt liv igen.
Allerhelst vil de bo blandt venner og familie i Gellerup.
»Men jeg er bange for, om jeg kan holde mine andre drenge væk fra problemerne her. Måske skal vi bare se at komme væk. Det bliver svært, men sikkert det bedste. Ala skal skilles fra sine dårlige kammerater. Vores andre børn trænger også til fred og ro. Uvisheden præger dem den dræber os alle. Vi forstår ikke det danske samfund,« siger Ibrahim stilfærdigt og trækker tæppet længere op mod ansigtet.
