Læsetid: 4 min.

Jeg bor i en hotspot

Følg strømmen af kreative. Follow the money. Sporet ender i Valby og Nordvest
27. november 2004

København
Da dagbladet Dagen gik i betalingsstandsning på denne tid for to år siden, var gode råd dyre. Avisen havde allerede eksisteret i mere end 40 dage, og medarbejderne var så småt begyndt at vænne sig til den daglige buffet, rækkerne af italienske øl i køleskabet, havudsigten og loungens lysebrune lædermøblement lige inden for døren ud til Kanonbådsvej. Og efterhånden havde de også lært at bruge hæve/sænke-funktionen på deres amerikanske valnøddeskriveborde til 29.000 kroner stykket.
Det gav et stik i brystet at tænke tanken til ende – men kunne man eventuelt hjælpe med at redde arbejdspladsen ved at give afkald på nogle af disse goder, som i bund og grund ikke var kendetegnende for avisbranchen? Folk begyndte at snakke om mulighederne. Og så var det, at nogen foreslog, at man jo bare kunne »rykke ud i Nordvest og starte på en frisk«.
Nordvest! Hvis nogen i redaktionen kunne foreslå denne et af byens mest medtagne kvarterer som hjemsted for et genfødt (og af skade klogere) Dagen i en ekstremt skrabet discountudgave, måtte bydelen trods alt have et vist element af coolness over sig. Noget potentiale. Der ligger også nogle udmærkede, billige lagerhaller i Herlev eller Gladsaxe, men dem var der ingen, som bragte på banen. Det var bare Nordvest, og ideen slog an med det samme. Det var noget, man bare havde tænkt sig at gøre; avisen ville rejse sig som en fugl Fønix i nye, ydmyge lokaler, ligesom chefredaktøren tilbød at gå en tredjedel ned i løn. At Dagen blev erklæret konkurs 14 dage senere og den dag i dag har en gæld på cirka 60 millioner kroner, er så en anden historie, der ikke skal fortælles her.
For nylig kunne man læse i Jyllands-Posten, at kreative typer i hobetal rykker teltpælene op og søger mod netop Nordvest og Valby. Ifølge hovdstadens erhvervsejendomsmæglere og handelsstandsforeninger er der tale om en regulær folkevandring af københavnske entreprenører, trendsættere designere, reklamefolk, it-folk, galleriejere og fotografer, som bare vil væk fra den indre by og brokvarterernes dyre erhvervslejemål.
Vækstområder som Frihavnen og Islands Brygge hører fortiden til som in-steder. Folk søger det rå og uspolerede; Nordvest og Valby er de nye hotspots.
Det lyder forjættende. For to og et halvt år siden foretog undertegnede nemlig den øvelse, som de entreprenante trendsætterkøbenhavnere er i gang med nu: Huspriserne tvang mig til Valby. Men vel at mærke til det ydre Valby, lige dér hvor bydelen støder sammen med Hvidovre, Rødovre, Frederiksberg og Vanløse. Min lejlighed balancerer på grænsen. Hvis jeg sover med åbent vindue, kan jeg høre kommunernes tektoniske plader ligge og skrabe mod hinanden.
Før flytningen var Nordvest på tale, men indtrykket af den bydel var mig mere diffust.
Engang blev en neurotisk kollega tilbudt en lille lejlighed i noget socialt boligbyggeri på Rentemestervej, der ligger i en slags halvnøgent industriområde. Den tidligere ejer var pludselig – hu-hej vilde dyr – kradset af, og liget var vel knapt nok lagt i jorden, da min kammerat fik de to værelser med køkken og bad forevist af en ubarberet pedel med et stort nøglebundt. Til gæstens rædsel lå afdødes halvt røgne, sidste grønne Cecil stadig i askebægeret ved siden af remotekontrollen på kanten af teaktræsbordet – en armslængde fra sofaen. Måske var det netop den cocktail – for meget flimmer og for mange smøger – der slog ham ihjel. Mit bekendtskab, der ellers bevidst dyrkede det depraverede og ’autentiske’, mistede lysten til at flytte ind, men fortsatte med at ryge.

Man under Nordvestkvarteret, at nogen kommer og lufter lidt ud og sætter nogle nye farver af i gadebilledet.
Valby er ligesom Nordvest præget af en god portion ældre boligmasse, som har levet der i ro og mag siden mellemkrigsårene. Petroleumsbutikkerne og fouragehandlerne er forsvundet, men ellers er alt ved det gamle. Hvis man går over for rødt i krydset mellem Valby Langgade og Vigerslevvej, kører der gerne en gammel, skægget knag forbi på cykel og truer én med en knyttet næve; hvis du beder om hovedpinepiller på apoteket, spørger de, om man vil have et glas med 200, 300 eller 600.
Det er omkring torvet, de kalder Tingstedet, at man fornemmer en eller anden form for stille rykind af urbane iværksættere. Vi ældre valbyboere følger da med i udviklingen i Valbybladet. Med sine små, voldsomt istandsatte gule huse og lave bebyggelse virker Tingstedet ultralokalt. Når vi lokale en eller to gange om året afspærrer en snas af Langgade og sætter boder og tombolaer op, er det som at være i Løkken ved den nordjyske vestkyst – man kan næsten mærke Vesterhavets rasen lige bagved.
Nordvests og Valbys største problem i forhold til tilflytningen fra byen er noget psykologisk infrastrukturelt. Valby Bakke er f.eks. en hård nød at knække, og hvem gider forcere et stærkt kuperet terræn dag ud og dag ind? Da jeg boede i centrum, ringede det dagligt på døren. Folk elskede mine soiréer. Efter at jeg er flyttet til Valby, har jeg ikke haft et eneste besøg fra København. Det er åbenbart for meget besvær. Og nu nærmer julen sig. Gud, hvor bliver det dog en forbandet trist juleaften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her