Læsetid: 4 min.

Brændstof: Beskrivelsesraseri

Årets nobelpristager i litteratur kommer ikke til festen
12. november 2004

Litteratur
Årets nobelpristager i litteratur, Elfriede Jelinek har givet Frankfurter Allgemeine Zeitung det første store interview, siden hun fik tildelt Nobelprisen i litteratur.
Det er sjældent, jeg har læst noget, hvor personen trådte så tydeligt frem, endda på baggrund af nogle temmelig intetsigende spørgsmål. Man møder kvinde, der egensindigt forfølger sit eget projekt, men med store omkostninger. Hun gør, hvad hun må gøre, som den hun er, men det er ikke nogen nem identitet at være Elfriede Jelinek. Følelsen af fremmedhed, aggression og eneboertilbøjeligheder går hånd i hånd med imponerende mod og skrøbelig angst for enhver offentlighed. Neurotisk og skrækslagen, men frygtløs i sin kritik af det østrigske samfund, for det er hun nødt til at være.
»Der, der driver mig, er mit raseri imod Østrig,« siger hun. Og hun skal også nok sørge for, at Østrig ikke kommer til at drage fordel af hendes nye nimbus som nobelpristager.
»Jeg har allerede sagt, at dette land ikke skal bruge mig som knaphulsblomst. Det vil jeg forhindre. Den går ikke med mig.«
Elfriede Jelinek er ude af stand til at skildre noget positivt, siger hun.
»Dertil er fortvivlelsen for stor. Man ved, at det, man siger, ender i det tomme rum. Selv offentlighedens modtagelse af mit arbejde går fejl. Jeg får jo nogle forfærdelige anmeldelser. Forfærdelige, tilintetgørende anmeldelser og desuden masser af priser. Jeg forstår det ikke. Hvorfor priserne, hvis det hele er noget bras.«?
Hvad der trods alt får hende til at skrive karakteriserer hun som Beschreibungswut, ’beskrivelsesraseri’.
»Sproget er som en hund, en hund der trækker én med sig i snoren, så man er nødt til at følge med.«
Og man skal ikke lytte længe til Elfriede Jelineks diktion for at høre, hvordan hun hænger østrigsk småborgerlighed og hykleri ud i sproget.
»Siden jøderne er blevet noget værd, må de også mange gange godt være en af vore. Men ret skal være ret. Og forblive det. Vi gør det rigtigste, mere gør vi ikke. Vi har altid udrettet store skader, når vi har gjort mere end det nødvendige. Når vi var for flittige. Derfor opsøger vi ikke i dag tilbagebetalingen. Vi betaler kun det nødvendige. Det meste: Unødvendigt. ... Vi vælger, hvem vi vil, og vi betaler hvem vi vil, hvorfor skulle det nu være en uret. Overhovedet bør jøderne venligst afgøre sagen indbyrdes. De holder sig jo alligevel for sig selv, altså kan de også klare det indbyrdes. Vi klarer det jo også altid selv. Indbyrdes...« – hedder det eksempelvis i »Alt i orden«, Notitser fra juli 2003.
Der er også noget, som ikke kan ændres i den måde, hun beskriver på, mener Elfriede Jelinek.
»Jeg skriver sarkastisk. Selv ville jeg sige, at jeg bevæger mig ud over ironien og ind i sarkasmen, som jo er væsentligt mere aggressiv.«
»Besidder Deres sprog ikke en stærk, næsten mandlig gestus?« spørger Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Jelinek bekræfter og forklarer:
»Deri ligger der naturligvis et oprør mod den kendsgerning, at man som kvinde ikke kan indskrive sig« [i den herskende mandlige orden, ks]. »Man løber hovedet mod en mur. Man forsvinder. Men man kan ikke indskrive sig.«
»Patriarkatet er ikke styrtet sammen,« konstaterer hun, og forklarer:
»Der er ikke tale om en ydmygelse fra mandens side, men om ydmygelsen i, at man ikke kan indskrive sig i hans værdimålestok, i hans bedømmelse. At man så at sige falder gennem af bedømmelsesrasteret, fordi målestokken ikke er ens egen.«

Når man gennem samtalen har levet sig ind i, hvordan Elfreide Jelinek opfatter verden og sin egen plads i den, forstår man helt godt, at hun ikke læser anmeldelser.
»Jeg lader mig skånsomt informere,« siger hun.
»Visse reaktioner kan jeg ikke læse,« forklarer hun.
»Jeg læser heller ikke de gode anmeldelser. Jeg læser slet ingenting. Men det er neurotisk som det meste ved mig, det medgiver jeg.«
Elfriede Jelinek kommer heller ikke til Nobelprisfesten.
»Jeg ville ikke komme over det. Jeg ville dø. Når dørene lukkede sig bag mig i dette rum med mange mennesker, ville jeg falde død om.«
»Der er adskillige psykiatere, endda i min egen familie, der har tilbudt at gå med mig. Men alene forestillingen om at træde ind i et rum, hvor jeg er lukket inde med så mange betydningsfulde mennesker, er mere end jeg kan bære. Grotesk nok er det for så vidt den person, som mindst af alle havde ønsket prisen, der har fået den. Naturligvis er jeg glad. Jeg er ikke utaknemmelig, jeg føler mig vanvittigt beæret, men det hele er for stort, for meget for en som mig.«
Raseri og angst som de skabende drivkræfter.
Måske er det derfor hendes største interesser er kriminalromaner og mode. I de første får man en slags løsning til sidst; mode kan man tage på som en forklædning, så man kan gemme sit eget, sårbare skind i noget, der tiltrækker sig opmærksomheden og drager den væk fra – Elfride Jelinek.
I øvrigt mener hun, at Thomas Pynchon, som hun selv har oversat til tysk, burde have haft prisen i stedet for hende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her