Teater
Sådan har man drømt om at se denne William Shakespeares mest spillede komedie: Stiliseret, men med hele det erotisk koglende og komiske udtræk. Woody Allen og Peter Langdal har været tæt på, skønt langt fra, hver i deres hjørne, men vil man opleve millenium-syntesen af 20 års blandede indspark er det nu i Nørregade.
Wredes hovedstol nu og altid hedder musikalitet, humor på mange planer og et benhårdt persongreb. Kryds dét om Søren Malling som orkestrator af Morten Eisner, Marie Askehave en ny kvindelig komiker på banen Bjarne Antonisen og Anders Budde Christensen og sørgespillet om Pyramus og Thisbe bliver den
panske forvrængning af erotikkens natlige vildveje, det er tænkt som, men sjældent lykkes med.
Her får både den troskyldige enfoldighed og de fordækte sjofelismer et ord indført.
Dagens gerninger troldpejles i nattens, hvor Kristian Holm Joensens satanisk-svedne Pan som spottende parallel-eksistens med et ydre anstrøg af E.T. har et autoritetsproblem med sin arbejdsgiver, alfekongen Oberon.
Sexet konditorkage
Det kan man egentligt ikke fortænke ham i, når man ser og hører Jesper Lohmanns Oberon, der både er hæmmet af en hvid post-Saturday Night Fever habit og de fæleste popkvad på hele musiksiden, men autonomien går ud over de unge uskyldigheder, der er flygtet ud i athener-skoven. Hvordan kan han dog nænne det over for Cecilia Zwick Nash som trutmundet konditorkage i skovtrusser hvad ellers? Stine Schröder Jensens ranke Helena, Caspar Philipsons temperamentsfulde Demetrius og Mads Risoms Lysander?
Svaret giver han selv, mennesker er tåber, det vil sige knaldgod underholdning, så snart man piller lidt ved følelsernes fortøjning.
Ja, magtens tredeling er indført i Nørregade.
Marianne Nilssons syner og stilstramme kostumer spiller samme hovedrolle som instruktørens vision og den nykomponerede musik, der ligger over, under og ved siden af Brunses sprællende oversættelse.
Én stor komikbombe
I dagtimerne bedste engelske Bunbury-stil, stiliseret, of course, til adelen og klantern i fri leg til håndværkerne; om natten kun blege viftninger i måneblåt lys.
Musikken både låner sig frem og adskiller sig ikke fra så meget andet lindt velfungerende, men øjeblikkeligt forglemt, dramaglidemiddel.
Men den fungerer stemningsbefordrende uden at fuse frem og lige Randi Laubek huskes lidt længere for sit Titania-motiv.
Charlotte Fich lægger ynde til nattens Titania og opmærksom distance til dagens Hippolita over for Jesper Lohmann, der står sikkert på hertugbenene over for de virkelige komedianter i komedien, denne opsætnings adstadigt detonerende komikbombe.
Trods reduktion æder drømmen stadigt forheksede mange kvarter af en aften, men Kvædes kvaler med truppen, Trynes tics og anelser, Rumpes omkringfarende centrumsøgning, Prås beroligelse af de fine kvindfolk og Plysters perpleksiteter kommer som et artistisk klimaks, der vifter alle småindvendinger om på den anden side.
Dette er en slags Globe Theatre-nutidighed tillykke med den !
*En skærsommernatsdrøm af W. Shakespeare. Overs. : Niels Brunse. Instr.: Vibeke Wrede. Scen.&kost.: Marianne Nilsson. Kapel: Fini Høstrup. Musik af Randi Laubek, Tobias Trier, Søren Sko, Lasse Schmidt, Vildnis, Ian Brodersen og Fini Høstrup. Folketeatret til den 12. feb.
