Læsetid: 8 min.

Buttiglione sætter sin lid til Bush-revolutionen

Italiens vragede kommissærkandidat har ikke tid til at bære nag – han har travlt med at mobilisere en ny bevægelse, der skal bekæmpe diskrimination af kristne europæere og arbejde for en religiøs genfødelse af Europa
15. november 2004

ROM – I betragtning af, at han er manden, der for første gang i historien gav Europa-Parlamentet mulighed for at spille med sine muskler – som det gjorde ved at give ham sparket – ser Rocco Buttiglione ud til at være ved rimeligt godt mod. Han ligner mest af alt en uartig skoledreng, som føler sig sikker på, at hans narrestreger ikke får konsekvenser, fordi han under alle omstændigheder altid vil være nummer et i klassen.
Støtteerklæringerne er strømmet ind efter ydmygelsen i Europa-Parlamentet, hvor han blev vraget som Europas kommende justitskommissær. Og Buttiglione samler fulde huse i Rom og Milano, hvor han forsøger at vinde opbakning til sin idé om en ny politisk bevægelse, der skal forsvare »friheden for Europas kristne«.
Vi mødes i lobbyen i et af Milanos luksushoteller. Han spankulerer ind i rummet med sine assistenter i hælene. En af dem bestiller en kras Toscana-cerut til ham i hotellets bar. Vi indleder samtalen over en kop te, mens røgen fra Buttigliones cerut stiger til vejrs i hotellets bar. Hvis den voldsomme kritik, som han har været udsat for, stadig nager ham, har George Bushs triumf i USA til gengæld givet ham et lyst perspektiv på fremtiden. Han ser sig selv som et offer for en »heksejagt«, der blev sablet ned af Europas »morbide totalitarister«. Men Bushs sejr viser, i hvilken retning Europa og Italien muligvis er på vej hen – »hvis vi er heldige«.
Bushs triumf og de europæiske parlamentarikeres ydmygende behandling af Buttiglione, der tvang ham til at trække sig som Italiens kandidat til EU-kommissionen, er ikke to tilfældige begivenheder, viser det sig. Bushs triumf viser, hvordan USA fortsætter sin afstukne kurs med et solidt kristent flertal i ryggen – et kristent flertal, som siden Reagan-årene har genopdaget sine fælles rødder og formået at styrke sin dagsorden. At Buttiglione blev bortdømt viser, hvor dybt Europa er sunket i sit forsvar for syndefulde minoriteters rettigheder (de homoseksuelles f.eks.), hvilket truer med at marginalisere det hårdtarbejdende kristne flertal og trække kontinentet ned i dekadence og barnløshed.
Rocco Buttiglione er professor i filosofi og Europaminister i Silvio Berlusconis regering, og han trækker store linjer tilbage i tiden. For at forstå Bushs sejr, siger han, »må man gå tilbage til det politiske, religiøse og økonomiske landskab, som det så ud i 1970’erne. Dengang stod vi i en sekulær strømning, som førte ideer med sig om, at vi ikke længere behøver fortidens gamle dyder, fordi vi er på vej imod et nyt samfund.«

Forældet tankegods
»Engang var det en indgroet norm, at velstand er en personlig fortjeneste, man selv må erhverve sig ved hårdt arbejde. Og i centrum af vores uddannelsesmæssige og økonomiske systemer stod ideen om den uafhængige mand: Manden som tager vare på sig selv, som arbejder hårdt for at kunne forsørge sin hustru og deres fælles afkom. Just dette er grunden til, at mænd og kvinder gifter sig med hinanden… at det er meget svært for en kvinde at opfostre et barn alene.«
»Men da jeg var en ung mand, fik vi at vide, at den måde at se tingene på var forældet tankegods, og at morgendagens samfund ville være et samfund, hvor alle kunne eksistere for sig selv. Man behøvede ikke længere at have en stærk karakter og være pligtopfyldende. Jeg husker et slogan fra den tid: ’Hvis det føles godt, så er det godt’. Vi måtte så sande, at skønt mange mennesker havde det godt, kunne de sagtens være nedrige. Denne nye kultur blev en fantastisk succes, men efter et stykke tid (i USA) begyndte folk at reagere. De fandt ud af, at den ikke fungerede.«
»Mange af dem var de såkaldte ’Demokrater for Reagan’. Der skete et markant skift i USA i årene med Reagan ved magten. Amerikanerne bevægede sig i retning af Reagan, fordi de opdagede, at demokraterne var blevet et parti uden sjæl. Det var et parti, som forsvarede minoriteternes rettigheder uden at udvikle nogen ideer for flertallet af befolkningen. Hvis man ønsker at forstå, hvorfor USA trives så smukt i dag, er det nødvendigt at forstå den kulturelle revolution.«
»Det amerikanske religiøse landskab undergik store forandringer de år. Nogle af mainstreamkirkerne accepterede ideen om, at kristendommen og de kristne værdier ikke passede ind i nutidens verden, og at vi skulle gentænke vores religiøse arv, så vi kunne gøre den forenelig med de nye tanker om mennesket: Et menneske som accepterer ideen om, at hvis det føler sig godt tilpas, så er det godt.«
»Der rejste sig et oprør inden for den kristne kirke mod disse ideer. Der var ganske vist også en sekulær strømning inden for den amerikanske katolicisme, men den mødte en stærk reaktion, og i sidste ende tippede balancen mere over til fordel for en ny og aktivistisk katolicisme, der var tro over for paven og mere loyal over for den kristne arv.«

Ven af pave Johannes Paul II
Buttiglione fik forkastet sit kandidatur til EU-kommissionen, efter at han til den parlamentskomité, der udspurgte ham, havde udtalt, at han »muligvis, muligvis ikke, var af den holdning, at homoseksualitet er en synd« – et nuanceret svar til det parlamentsmedlem, der selv var den første til at bringe udtrykket ’synd’ på bane. I de senere sammendrag blev det reduceret til et kategorisk udsagn: Buttigliones holdning er, at homoseksualitet er en synd. På tilsvarende vis blev også hans svar på spørgsmål om mænd, kvinder og ægteskab vredet ud af sin rigtige sammenhæng, mener han.
Men selv om Buttigliones optræden i Strasbourg så langt fra var så fanatisk og åndsformørket, som den er blevet fremstillet, kunne hans position som en aktivistisk, konservativ katolik knapt være mere udpræget. Han er en nær ven af pave Johannes Paul II, har skrevet bøger om pavens tænkning og krediteres sågar for at være ghostwriteren bag flere pavelige hyrdebreve.
Som formand for Italiens Union af Kristelige Demokrater og dermed en fremtrædende arvtager til Democrazia Christiana – det regeringsbærende parti gennem meste af Italiens efterkrigstid, hvis glorie forvitrede så fatalt i de tidlige 90’eres – synes han stærkt opsat på at genskabe gamle dages storhedstid med hjælp fra sin nye bevægelse, som skønt den ikke er et parti, vil kunne lobbye effektivt for at lægge kristne principper til grund for at udforme en ny kristdemokratisk politik.
Og lige så lidt som den katolske kirke er begrænset af nationale grænser, er Buttiglione det. Hans flydende universitetsengelsk har midtvest-amerikansk klang, og han færdes så hjemmevant hos Michael Novak på American Entreprise Institute i Washington – en fremtrædende neokonservativ tænketank – som han gør blandt de reaktionære kardinaler i Vatikanstaten.

Europa har nået bunden
Efter Buttigliones opfattelse kan Europa lære en vigtig lektion af tilbageslaget for USA’s demokratiske parti.
»I Europa er vi vant til at opfatte det sådan, at moderniteten er amerikansk, og moderniteten er knyttet til sekulariseringen… Det ser ud til, at virkeligheden ikke længere passer til det billede. Religiøsiteten kan måske aftage i en periode, men før eller siden vinder den frem igen. Sådan har det altid været i Vestens historie. Vi har ramt bunden, og er nu på vej op igen… Modernitetens kerneland er nu det land, hvor de religiøse følelser er mest intense.«
– Er Europa på vej i samme retning?
»Det ved jeg ikke. Jeg vil da mene, at vi er nødt til at gå samme vej, hvis vi vil være konkurrencedygtige. Men det er muligt, at vi ikke gør det. Europa vil muligvis vælge forfaldet og blive et sted, hvor der fødes stadig færre børn, og hvor stadig færre finder mod i deres hjerte til at indgå ægteskab og deltage i det smukke eventyr, det er at opbygge en familie. I så fald varsler det forfalds- og nedgangstider for Europa. Hvor vil jeg håbe, at det ikke bliver tilfældet!«
En grund til, at Buttiglione håber dette, er, at »vi lever i en verden, hvor der er et stærkt behov for Europa – ikke for at kæmpe imod USA, men for at moderere USA.«
Amerikas krigeriskhed og religiøsitet kunne se ud til at være to sider af samme mønt, men for Europa ønsker Buttiglione sig kun den ene side. Som Paven og de fleste italienske katolikker var han imod Irak-krigen. Nu, da amerikanerne står der (med Italien ved sin side), mener han dog, at de bør blive. »Vi har destabiliseret et ondartet system,« siger han. »Et forkert system, et ondt system – men dog et system. Trækker vi os ud nu, vil resultatet blive anarki og en ny diktator, som måske vil vise sig endnu værre end den foregående… Det havde været bedre, om vi aldrig havde taget dette skridt, men det gjorde vi nu engang, og så må vi også fuldføre vores opgave i Irak.«
Bebrejder Buttiglione sig selv for forløbet i Bruxelles? »Nej, det gør jeg ikke. Det var ikke mig, der introducerede syndsbegrebet i debatten. ’Synd’ er et ord, der ikke hører hjemme i en politisk debat. Problemet er ikke synd, men diskrimination, og jeg er glødende modstander af diskrimination. Det kan godt være, at min kirke belærer mig om, at homoseksualitet er moralsk forkasteligt, men homoseksualitet falder inden for privatsfæren, som staten ikke skal stikke sin næse i.«
Implikationen af, at han blev vraget som kommissær, siger Butiglione er, »at enhver, der rent privat mener, at homoseksualitet er forkasteligt, nu regnes for en andenklasses borger i Europa. Det indbefatter ikke bare katolikker, men de fleste kristne og ganske mange andre mennesker. Man siger, at jeg er uegnet af den simple grund, at jeg muligvis mener, at homoseksualitet er moralsk forkasteligt. Det ligner en ny slags inkvisition, hvor man diskriminerer imod anderledes tænkende på grund af deres religiøse eller filosofiske overbevisning.«
»Venstrefløjen tæller mange doktrinære ideologer, som ikke vil diskutere, men blot ønsker deres position taget for givet uden videre. De vil ikke føre samtale. De foretrækker at maginalisere alle, der ikke tænker som de. Den indstilling er vor tids nye morbide totalitarisme.«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her