Læsetid: 5 min.

Den dag de begravede håbet

Den morbide humor trivedes i går i Washington DC
5. november 2004

Valgdagbog 11
Det var som at gå rundt til én lang begravelse dagen efter i Washington, hvor ikke mindre end 90 procent af stemmerne gik til demokraterne. Vennernes ansigter var lagt i folder som ved et dødsfald i familien. Så tæt på, og så alligevel skønne spildte kræfter.
Der blev fortalt historier om bekendte, som havde grædt deres bange tårer over, hvad fremtiden vil bringe. Og hos Sid på »Comet«, som jeg besøgte en sidste gang inden hjemrejsen, udførte stamkunderne et veritabel post mortem over nederlaget. Selv de vildeste konspirationsteorier om manipulation med stemmemaskinerne i Florida, som Sid normalt ubarmhjertigt ville havde skudt ned, fik en chance på denne frygtelige dag, som var så forskellig fra dagen før. Hvor der ellers havde været øredøvende diskussioner, blev der nu talt stille, som om noget var afgået ved døden. Jeg ved godt, hvad det var: håbet.
Håbet om heling. I selve USA og med omverdenen. Divided we stand.
Det var en dag, hvor gode tabere var en mangelvare. Et er at tabe, når man har fortjent det. Men det var jo de andre, som var forbryderne. Og som fortjente at blive lammetævet. Ingen tvivl om det. Som havde brugt løgnen som våben. Som havde sendt unge mennesker i krig uden at rutte med sandheden. Sådan lød det overalt.
Og så pludselig trådte John Kerry frem som den gode taber. Og holdt den tale, der ville have sikret ham præsidentposten, hvis det blot have været et par dage før. Hvor man pludselig følte mennesket bag kandidaten. Et menneske, som voksede m ed nederlaget, og som man pludselig for første gang virkelig fik lyst til at stemme på. Mens George Bush i sin sejrstale aldrig overbeviste om, at han havde lært af, hvor tæt han rent faktisk var på nederlaget.
Jeg skråede hen over Faragut Park. Solen havde skruet op for fuldt blus, som om den ikke havde forstået, hvad der var sket. At den burde gemme sig bag en tordensky.
De hjemløse på bænkene derimod havde forstået det og diskuterede på livet løs. En af dem var ved at rigge et reb til i et træ. Den sorte mand lavede en løkke for neden, så galgen var klar. Et øjeblik troede jeg, at han ville begå selvmord. Så råbte han mig an. Jeg var i mit pæneste puds. »Er du Bush-tilhænger? Så hænger vi dig.«
Jo, den morbide humor stortrivedes over alt, efterhånden som det gik op for folk, hvad der var sket. Men hos nogle var der også en følelse af skam. Hvordan ville amerikanerne blive betragtet i udlandet?

Smerten mere intens
Sådan spurgte Chuck Lewis på Center for Public Integrity – den mand, som hele tiden bider magthaverne i haserne med sine undersøgelser af pengestrømmene. Chuck gav selv svaret:
»Jeg kan godt forstå, hvis I ser os som en samling båtnakker. Og det går faktisk først nu helt op for mig, som ikke er partipolitisk engageret og plejer at kritisere begge sider, at dette jo var en folkeafstemning. Det handlede om, hvorvidt folk ønskede facts eller løgne og falske myter. Sandheden var, som under alle krige, det helt store offer.«
Chuck frygter, at det skal blive værre i de næste fire år med hensyn til de manipulationer af den offentlige mening, som har præget de første fire år under George Bush:
»Når jeg tænker på, hvor lidt de gjorde for at skabe dialog efter sidste valg, hvor Bush ikke en gang opnåede et flertal af stemmerne. Nu taler de sejrende jo som om, de har fået 90 procent og opnået et kæmpe folkeligt mandat. Det gør mig bange. Men jeg trøster mig med, at der så bliver endnu mere brug for dette Center.«
Den sidste jeg kontaktede var Roxanne Kaylor, moderen i min film, En familie i krig. Den 7. april 2003 mistede familien sønnen Jeff uden for Bagdad. For Roxanne førte det til en politisk opvågnen. Hun bebrejdede præsident Bush, at han havde ført landet i krig på falske præmisser, og hun bebrejdede sig selv at sønnen havde følt det nødvendigt at tage en militær uddannelse på grund af de høje udgifter til universitetet. En ældre søster belastede allerede familiens budget.
Der lå en e-mail fra Roxanne, som blot lød: »Det, som er sket, gør kun smerten mere intens«.

Eleverne forstår ikke
Jeg ved, hvad hun følte. Den pæne skolelærerinde, som havde fulgt sin militære husbond rundt i verden, havde først gjort sit eget lille oprør efter sønnens død ved at bakke kraftigt op om John Kerry for dermed at fælde den præsident, som hun mente var ansvarlig for sønnens død.
Nu var også dette projekt mislykkedes. Og hun følte sig helt tom og uheldssvanger. Heldigvis havde en af Jeffs soldaterkammerater ringet netop i dag, da hun havde mest brug for det.
»Det gav mig modet tilbage, Troen på at jeg må kæmpe videre. Jeg sagde da også til de ældste drenge i min klasse: I skal passe på. For snart er der måske værnepligt, og I kan blive sendt i krig. Så hellere forlade dette land«.
Jeg spurgte om hun havde lov til at sige sådant noget. Hun grinte og svarede.
»Jeg synes selv jeg har pligt til at oplyse min elever om den verden, vi lever i. Snart er vi måske i krig med også Syrien og Iran. Men eleverne ser med vantro på mig. Og nogle svarer, at de skam gerne vil tjene deres land. De er så unge og uskyldige som de tinsoldater, vi plejede at lege med. Og de forstår ikke, hvilken alvor der ligger bag krig, ligesom vores ledere heller ikke gør det. Den største skuffelse for mig var, at de unge ikke i tilstrækkelig grad kom for at stemme Bush ud.«
Måske tog vi alle fejl. Os der i dag begravede håbet om et mere forstandigt USA, et USA, som lytter til andre uden at have en truende stok i baghånden. Måske er George W. Bush den Anden en helt anden end den første.
Selvfølgelig kan det være rart at blive bekræftet i sine fordomme. Men for os alle og for nye generationer vil det være rarest, hvis vi tager fejl og i stedet kan grave håbet op igen.

*Dette er den sidste valgdagbog i Jørgen Flindt Pedersens serie fra Washington DC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu