Læsetid: 3 min.

Dan Lynge-skandalen: Garnet strammer sig om Hans Engell

Ekstra Bladets chefredaktør belastes af sin egen tidligere departementschef
27. november 2004

Kommentar
Rækker Ekstra Bladets journalistiske vovemod så langt som til at fælde bladets egen chefredaktør? Det spørgsmål må man stille sig i redaktionskorridorerne på Rådhuspladsen.
To af Ekstra Bladets journalister har i to år søgt at afdække myndighedernes løbskløbne samarbejde med den kriminelle Dan Lynge. Det har været svært, for de ansvarlige har dækket sig bag løgn og hukommelsestab. Men så meget kom der ud af journalistikken, at VK-regeringen i 2003 følte sig nødsaget til at nedsætte en undersøgelseskommission.
Efterhånden som afhøringerne i kommissionen skrider frem, viser sagen sig mindst lige så pinlig, som Ekstra Bladets journalister beskrev den. Det skulle man jo tro ville give anledning til jubel og forsider på Ekstra Bladet.
Men tværtimod. Jo værre sagen udfolder sig, des mindre synes den at interessere Ekstra Bladet. Dette forhold har tidligere været omtalt i Information. I oktober kunne vi citere en kilde på Ekstra Bladet for at sige: »Der er ingen tvivl om, at Hans Engell ikke bryder sig om historien.«
Og når chefredaktøren ikke gør det, skyldes det, at den i stigende grad peger mod ham selv som bagmand.

Hans Engell var justitsminister i perioden fra oktober 1989 til januar 1993, hvor myndighederne traf afgørende beslutninger i forholdet til Dan Lynge. I 1992 fik Lynge udbetalt 10.000 kr. fra en højhemmelig dusørfond, hvorfra der kun kan udbetales med Justitsministeriets tilladelse. (Pengene brugte Lynge til at indfri narkogæld og købe skydevåben.) I 1992 gav Justitsministeriet også sin godkendelse af, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, indgik i overvågningen af rockergruppen Hells Angels. Det skete ud fra Dan Lynges oplysning om, at han som Hells Angels medlem havde været med til at planlægge mord på daværende landsdommer Bent Otken og daværende statsadvokat H.C. Abildtrup.
I undersøgelseskommissionen har tidligere PET-chef Hanne Bech Hansen forklaret, at hun løbende drøftede sagen med departementschef Michael Lunn.
Nu bliver det rigtigt spændende. For ville en snedig topembedsmand som Lunn træffe sådanne afgørelser uden at inddrage sin minister – som altså dengang var Engell?
Selv har Hans Engell til Ekstra Bladet i maj 2003 udtalt:
»Jeg er aldrig blevet orienteret om Dan Lynge. Og jeg har intet hørt om Dan Lynge i min tid som justitsminister.« Siden har Engell over for journalister nægtet at udtale sig yderligere om sagen.

I tirsdags kom så departementschef Lunns udsagn. Til en flok journalister oplyste Lunn – efter han var blevet afhørt i undersøgelseskommissionen, at han havde orienteret Engell:
»Han kendte til attentatplanerne. Men ingen af os kendte Lynges navn,« sagde Michael Lunn – tænkeligt en hentydning til, at justitstoppen havde givet Lynge det kærlige kodenavn »Guldfuglen«. Lunn udtalte i øvrigt undren over, at kommissionen ikke havde spurgt til inddragelsen af Engell.
Det gengav Ekstra Bladet i en mindre historie i onsdags – samtidig med at bladet valgte at lave flammeoverskrift om det vildledende svar, som justitsminister Lene Espersen har givet Søren Søndergaard om PET-samarbejdet med Lynge. At der også kunne være noget vildledende i det svar, Hans Engell har givet bladet, forbigik det tavst.
Kommissionen er nu gået i vinterhi, men vil efter nytår foretage flere afhøringer – måske også genafhøringer. Af hvem vides endnu ikke.
I en leder i søndags skrev Ekstra Bladet om »tre helt centrale vidner,« som bladet finder det »besynderligt« at kommissionen ikke har indkaldt. Det drejer sig om: »Højesteretsdommer Asbjørn Jensen, rigsadvokat Henning Fode og statsadvokat Karsten Hjorth.«

Øehh. Mangler der ikke et navn på den liste? Hvad mener Ekstra Bladets journalister?
Ekstra Bladets journalistiske chefredaktør Poul Madsen har
tidligere i Information vrisset
ad forlydenderne om, at Engell skulle søge at lægge en dæmper
på Ekstra Bladets udboring af Lynge-sagen og Engells egen rolle i den.
I oktober sagde Poul Madsen til Information:
»Hvis Hans Engell skulle vise sig at være involveret, så kan du læse det i Ekstra Bladet. Det er Hans Engells udtalelser til bladet et eksempel på. Hans Engell har jo netop i Ekstra Bladet sagt, at han ikke kendte noget til sagen.«
Der er grund til at vente spændt på Ekstra Bladets journalistiske opfølgning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her