Læsetid: 2 min.

Designeraction

Visuelt særegen, men blodfattig stiløvelse leger med 1930’er-tegneserieunivers
12. november 2004

Ny film
Hatten af for den konsekvens, som filmskaberne lægger for dagen i stilstykket Skycaptain and the World of Tomorrow. Det er en gennemført cool film. Og den forbliver tro mod de 1930’er science fiction- og superhelte-tegneserier, der er blandt de primære inspirationskilder, såvel visuelt som historie- og karaktermæssigt.
Handlingen er præcis så tynd og klichemættet, som den skal være. Jorden, her primært New York City, er under angreb af den gale videnskabsmand Totenkopf. Men heldigvis kommer vores helt, Skycaptain (Jude Law), og vores heltinde, Polly Perkins (Gwyneth Paltrow), og kaster sig ud i kamp mod Totenkopfs gigantiske robothær – til lands, til vands og i luften.
Gæt selv, hvem der løber af med sejren.
Men historien er en biting i forbindelse med Skycaptain and the World of Tomorrow. Det primære er den visuelle stil og scenografien. Filmens look, der blandt andet er præget af hårde kontraster og dobbelteksponeringer, flirter nostalgisk med 1930’er- og 1940’er-stil samt med film noir-genren, mens den futuristiske scenografi sender tankerne til Fritz Langs klassiker Metropolis fra 1926.
Og det er kun fantasien, der sætter grænserne for, hvad scenografien kan byde på, for det hele er lavet i computere.

Kølig ironi
Kunstighed er en dyd i dette univers af designeraction og kølig stil. Selv når filmen vil være sjov, gør den det med sin stilistiske selvhøjtidelighed i behold. Det er den cool ironi, filmskaberne spiller på – som når Paltrow, i høje hæle og spadseredragt, står over for en eskadrille gigantiske robotter, og resolut river 10 cm af sømmen i den stramme nederdel op, nu er hun klar til kamp.
Under optagelserne har skuespillerne det meste af tiden ageret i et stort, blåt rum med enkelte rekvisitter og herudover nogle tegninger, som viste dem, hvordan scenerne ville komme til at se ud efter en tur igennem computeren. Og måske er det den arbejdsmetode, som afspejler sig i skuespillet og får det til at fremstå sært vægtløst.
At Gwyneth Paltrow og Jude Law er kølige typer i køligt skrevne roller forstærker oplevelsen af, at der ikke er meget kød, blod og identifikationsmulighed tilbage i hele affæren. En anden mulig forklaring er, at den debuterende instruktør Kerry Conran – hvis bror, Kevin Conran er produktionsdesigner – har rettet al energi mod filmens tekniske side på bekostning af personinstruktionen.
Skycaptain and the World of Tomorrow har et særegent visuelt look, og den er konsekvent gennemført som filmatiseret tegneserie. Men dens store svaghed er, at det er en film, man ser på – betragter, frem for at leve med i. Det er lækkert, det er sejt, men det bliver også kedeligt, længe inden filmens 107 minutter er gået.

*Skycaptain and the World of Tomorrow. Instruktion og manuskript: Kerry Conran. Amerikansk (Palads og CinemaxX i København og 17 biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her