Læsetid: 4 min.

Dyr dør

Hovedet sidder godt fast på en hane. Og der er blod indeni
17. november 2004

Lykken på landet 2
Vi skal have kyllinger, får, katte… Gårdmandsgenet mobiliseres i selv samme øjeblik man som os flytter på landet for at realisere sig selv og sine børn. Og i løbet af vores foreløbigt halvandet år i det nordsjællandske, har vi da også prøvet en række arter af – med forskellig succes.
Lad os tage de uønskede væsner først, da de fylder ganske meget. Tag nu mus. Selvfølgelig er der mus på loftet af en stråtækt idyl. Om efteråret pibler de ind fra mark og have og begynder deres ivrige løb hen over loftsbrædderne. Eller inde i de beklædte og isolerede vægge.
Det kan man kalde charmerende. Men charmen stopper i selv samme sekund musene indtager huset. Når man vågner en nat, og kan høre de er nået ned i køkkenet.
Og fælden er fyldt med blod – men ingen mus. Og man ser den kravle lemlæstet ind under sofaen klokken 02.00. Og man føler væmmelse og afmagt, og kræet kommer blødende ud og bare ligger på siden på gulvet og trækker vejret gennem væsker. Det er døder, der venter. Og man fatter fejebladet ved brændeovnen og får det skubbet ind under kræet og åbnet døren og kastet den ud i natten til døden. Burde jeg ikke have slået dyret helt ihjel først. Men det kan jeg bare ikke.

Den indre dræber
En dag blev jeg nødt til det.
At slå ihjel. Det var hanen. Den var blevet gal, sagde min kone. Den løb efter hende
når hun gik over til hønsegården. Først grinede jeg – det var da ikke noget. Herregud. En hane skal jo gøre sig til over for hønsene.
Og min kone var i den sammenhæng bare en lidt løsagtig del af hanens samlede harem, forklarede jeg hende.
En dag gjorde den store hvide hane så front mod mig. Pustede sig op og skrabede i jorden med brystet skudt frem – hvor på den satte i et gungrende løb hen over plænen. Jeg kunne godt være blevet stående og afventet sammenstødet. Men smed i stedet træskoene, vendte rundt og stak i løb i strømpesokker ind i huset – hvor min kone desværre havde set hele optrinet. Hun mumlede noget om et udvidet harem. Ingen tvivl. Den hane var splittergal og måtte lade livet.
Heldigvis kom fåreavleren forbi i samme nu. Vi drak en øl. Så mente hun også hanen var gal og måtte lade livet. Hun greb hanen, slog dens hoved i huggeblokken så den besvimede og sagde, at jeg bare kunne tage øksen. Jeg sigtede med min flækøkse – til brænde, med smalt hoved, ikke skarp – mod hanens hals, slog af fuld kraft og helt lukkede øjne. Snittede fåreavlerens tommelfinger, slog hanens hals halvt over. Slå igen, skreg fåreavleren. Og jeg slog og slog og slog. Blodet pulsede ud over brændenælders blade og løb ned af stilken ud i jorden. Og hovedet faldt af den gale hanes hals. Så nu er hanen død og jeg er en rigtig mand. Hvilket føles lidt væmmeligt. Hanen smed vi i skraldespanden til organisk affald. Godt Søren Ryge ikke var der med sit kamera.

Får på landevejen
Vi har også haft får. De gik og græssede så romantisk oppe på skråningen med deres store snoede horn. Dumme som snot og ikke tamme. Faktisk lidt irriterende, fordi de altid troede de skulle have mad og gik og brægede så snart man kom ud af huset. Maaaad. Maaaad. Men tænk hvis man kunne få gang i sin egen produktion af økologiske lammekøller. Flere venner fra byen meldte sig straks som aftagere. Og ville gerne have egne får til at gå rundt hos os. Det kunne blive en helt lille forretning. Jeg kunne trække mig tilbage og nyde en skive røget lammelår.
Der er kun et problem med får ud over de er dumme. De kan ikke lide at være spærret inde. Den del af planen er de faktisk decideret imod. De er trods alt ikke dummere end de kan finde ethvert hul i hegnet. Vores opdagede, at de kunne springe over hegnet. Igen var konen første offer. De havde pludselig stået i tusmørket og gloet ind af stuedøren med deres tomme fåreøjne.
Under EM i fodbold skete det igen. Jeg var alene hjemme og så Frankrig mod England. Et brag, har jeg siden læst. Kampen var slut, da alle dyr var indfanget. I dag har vi ikke får mere. Det var ikke noget for os. Hvordan skulle vi også få dem slået ihjel.
Men hønsene har vi stadig. Det vil sige, de første 18 forsvandt en nat. Men de næste seks har beholdt livet et helt år foreløbig. De savner ingenting. De skulle da lige være hanen.
Nu snakker min kone om miniponyer. Dem har naboens to af. De er røde. Så behøver du heller ikke slå græs mere, argumenterer hun.
Det var også sådan fårene i sin tid kom ind på matriklen, mindes jeg. Jeg ved snart
ikke. Mine havetraktor føler jeg mig så dejlig tryg ved.
Når den dør, skal den bare op på traileren og køres på omlasteren og op i containeren til metalskrot. Den nemme død. Som man kender den i byen.

»Lykken på landet« er en autentisk dokusoap baseret på rigtige begivenheder der er indtruffet, efter at skribenten har solgt sit hus i Brønshøj og er flyttet til den nordsjællandske provins.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her