Læsetid: 2 min.

Eks-politikere hjælper militærindustrien

De store investeringsselskaber har fået øje på våbenindustrien og ruster sig til kapløbet om kontrakterne. Eks-politikere og eks-militærfolk bruges til at skaffe kontrakter
1. november 2004

WASHINGTON DC. – En håndfuld private investeringsfirmaer har hyret dusinvis af tidligere højtstående politikere og militærfolk til at hjælpe sig med at få fat i kontrakter fra Pentagon og det nye Sikkerhedsministerium.
Ikke mindre end fem ud af de sidste syv forsvarsministre er på forskellig måde blevet knyttet til disse firmaer.
I en ny rapport sætter Center for Public Integrity i Wa-shington fokus på denne svingdørspolitik, hvor pengeindustrien bevidst ansætter folk med indflydelse, der kan skaffe ordrer til militærindustrien. Ifølge direktøren for Centret, Charles Lewis, kommer omkring 40 procent af kontrakterne aldrig i udbud, men listes igennem via uofficielle kanaler.
Ikke bare krigene i Afghanistan og Irak, men også den hjemlige terrorbekæmpelse handler om kæmpekontrakter til private. Det er klart den største vækstindustri, fremgår det af rapporten. Og som Charles Lewis gør opmærksom på, er der en tydelig sammenhæng mellem kampagnebidrag og opnåede kontrakter.
»De 10 største brugte 35,7 millioner dollar på kampagnebidrag og 414,6 millioner dollar på lobbyisme. Det er selvfølgelig mange penge, men gevinsten var til gengæld også chokerende god, nemlig kontrakter til i alt 340 milliarder dollar.«

Carlyle er forbillede
Det er investeringsfirmaet Carlyle, som er pionér inden for dette felt. Dette investeringsfirma, som George Bushs far den tidligere præsident George H. W. Bush, har haft en særlig tilknytning til, har ifølge rapporten investeret kraftigt i våbenindustrien og har siden 1998 opnået kontrakter på 9,3 mia dollar.
Blandt bestyrelsesmedlemmerne i Carlyle finder man tidligere udenrigsminister James Baker, tidligere forsvarsminister Frank Carlucci og den tidligere britiske premierminister John Major. Den ældre Bush har virket som seniorrådgiver på Mellemøstområdet og optrådt som taler ved investormøder. Angiveligt har han officielt trukket sig fra Carlyle i oktober 2003, men Charles Lewis siger, at alt er hemmeligt, og det har været umuligt at få Carlyle til at offentliggøre eventuelle mellemværender mellem den forhenværende præsident og firmaet.
Men også fem andre firmaer, som passer på store investorers penge, har allieret sig med politiske og militære topfolk og sikret sig kontrakter til i alt 14 milliarder dollar.
Det drejer sig om den tidligere forsvarsminister William Cohen, der sammen med den tidligere øverstkommanderende i Europa, general Joseph Ralston, og NATO’s tidligere generalsekretær George Robertson har dannet Cohen Group, der så igen indgår i en alliance med banken TCG Financial Partners.
William Cohens forgænger som forsvarsminister, William Perry, har med Global Technology Partners bevæget sig ad samme lukrative vej i samarbejde med blandt andet en tidligere direktør for CIA, John Deutch. En række tidligere viceforsvarsministre er også ansat.
James R. Schlesinger, forsvarsminister under Nixon og Ford, og hans efterfølger Harold Brown er begge tilknyttet store investeringsbanker, nemlig henholdsvis Lehman Brothers og Warburg Pincus.
John F. Lehman, den tidligere flådeminister, driver sammen med den tidligere forsvarschef general Paul X. Kelly et firma med store investeringer i forsvarsindustrien.

*Rapporterne om investeringsfirmaer og privatiseringen af det amerikanske forsvar kan læses i deres helhed på www.publicintegrity.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her