Læsetid: 2 min.

Den eneste vej

Der er stadig bred opbakning i folketinget til den danske tilstedeværelse i Irak. Regeringen erkender den barske virkelighed i Irak i dag. Men spørger: Hvad er alternativet?
12. november 2004

Udenrigsminister Per Stig Møller måtte bryde ind i ordførertalerækken, da han skulle nå flyet til Yasser Arafats begravelse. Han kunne konstatere, at flertallet for beslutningsforslaget om at forlænge den danske tilstedeværelse i Irak, var i hus, selv om endnu ikke alle ordførere havde talt. Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne støtter regeringens forslag.
Den eskalerende vold i Irak blev fremført flere gange i løbet af folketingsdebatten. Villy Søvndal fra SF og Keld Albrechtsen fra Enhedslisten henviste flere gange til den seneste rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der fastslår, at situationen i nogle områder i Irak minder om en guerillakrig, der nyder opbakning i lokalbefolkningen. De ville gerne vide, hvor længe De Radikale og Socialdemokraterne vil tage et medansvar for det.

Hvad er alternativet?
Socialdemokraternes Per Kaalund forklarede, at de støtter tilstedeværelsen, fordi de føler sig forpligtede: »Vi befinder os i krig, fordi Dansk Folkeparti og regeringen sendte os i krig. Vi stemte imod, men vi føler, at vi har et medansvar for genopbyggelsen af Irak,« sagde han. Han forklarede videre, at Socialdemokraterne deler FN’s generalsekretær Kofi Annans bekymringer over den eskalerende vold, og at det er afgørende, at valget i januar foregår i god ro og orden, »selv om det kan være svært at forestille sig netop nu.«
Netop valget er, hvad De Radikale vælger at begrunde deres støtte med. Niels Helveg Petersen sagde, at han ikke ville lægge skjul på, at det var en vanskelig beslutning at støtte forslaget, men: »Valget i januar er det bedste håb, der er. Det er måske spinkelt, men det bedste,« fastslog han fra folketingets talerstol. At valget kommer til at foregå med FN’s bevågenhed er afgørende for de radikale.
Ministeren takkede for den brede opbakning og påpegede, at det er vigtigt, at de danske soldater føler en massiv støtte til det arbejde, de gør i Irak, og at den beslutning ligger i tråd med hele den vestlige verdens ønske: »For hvad er alternativet? Skal vi bare forlade de 87 procent af Irakerne, der ønsker et frit valg, og overlade dem til Talebanagtige tilstande,« spurgte han retorisk fra talerstolen:» Den irakiske regering må støttes i den demokratiske proces. Det er den eneste vej, « fastslog han.
Ministeren lovede endvidere at undersøge sagen om Røde Kors og Røde Halvmåne, der ikke kan komme ind og hjælpe de næsten 100.000 mennesker, der i øjeblikket er fanget i byen Falluja.
Socialdemokraternes Jeppe Kofoed opfordrede: »De får ikke svar på anmodninger af amerikanerne, men der er desperat behov for mad og medicin. Som en del af koalitionen har man et ansvar for at tage de her ting op.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu