Læsetid: 7 min.

Hvad skal ham der engang fejede gulv lave i den nye økonomi?

Hvad gør en arbejderby, når globaliseringen tager arbejdspladserne? Frederikshavnerne er klar over, at ikke alle kan omskoles til omsorg og service. Men ingen kan rigtig svare på, hvad de så skal
10. november 2004

Det er formiddag i Aktivhuset i Frederikshavn – kommunens aktiveringscenter.
En gruppe kontanthjælpsmodtagere er netop startet på centret og er i gang med et afklaringsforløb. Sammen med socialrådgiver Pernille Høeg udfylder de et såkaldt interesseskema. Det skal afsløre, om der er sammenhæng mellem deres interesser og så det job, de forestiller sig, de skal have.
Tinas interesser ligger i det felt, der hedder transport.
»Var det et fag, du kunne tænke dig,« spørger Pernille.
»Man skal jo have kørekort…,« siger Tina og kigger hen på Pernille »…men jeg har ikke lyst til at tage et kørekort. Jeg kan ikke engang køre på cykel.«
Mortens skema viser, at han egner sig bedst til de mekaniske fag.
»Det er bare alt det, jeg ikke vil,« siger Morten.
Morten har arbejdet som sliber på et af byens værfter, indtil det lukkede. Skibenes kemikalietanke skulle slibes, så man forhindrede små urenheder i at blive til lækager af farlige, flydende stoffer, forklarer han.
Flere af deltagerne på kurset har arbejdet på Frederikshavns to værfter. Og ville formentlig have gjort det endnu, hvis ikke Danyard og Ørskov havde drejet nøglen om i henholdsvis 1999 og 2002. De anslås, at 7.500 nordjyder med job på værfterne, i følgeindustrier og hos erhvervsdrivende, der blev ramt, mistede arbejdet. Af dem er der stadig 2.500 uden job.
»Jeg ville nok været blevet svejser ligesom min far, der også var på værftet,« siger 20-årige Søren:
»Nu vil jeg bare gerne tjene nogle penge. Det er jo træls bare at gå og lulle den af.«
Søren har været i praktik som langtidschauffør og har tænkt på at begynde at køre taxa.
»Men min mor synes jo, at jeg skal have en uddannelse,« forklarer han de andre på holdet.
Ifølge den daglige leder af Aktivhuset, Kim Larsen, er centrets opgave konstant at være på jagt efter små åbninger på arbejdsmarkedet, hvor de mennesker, der har problemer med at finde eller klare et ordinært job, kan passe ind.
Men Kim Larsen ved også, at de job, som nogle af deltagerne på aktiveringskurserne tidligere kunne bestride, bliver færre og færre.
»Ham, der gik og fejede op efter de andre nede på værftet. Er der stadig brug for ham,« spørger Kim Larsen.
»Det var der på værfterne. For der var mange mennesker, og de sviner. I dag kan han blive pedel eller medhjælpende vicevært. Problemet er bare, at der ikke er så mange af den slags job længere,« siger Kim Larsen.

Udfordring
Frederikshavnerne står med en stor udfordring. De kalder den »fra afvikling af en by til udvikling«. Nede på havnen har man skabt et miljø for innovative virksomheder i Danyards gamle bygninger. Tanken er, at satser byen på iværksætterne, bliver der også job til de mere udsatte på arbejdsmarkedet.
På trods af en tilbagegang i beskæftigelsen generelt i resten af landet, har Frederikshavn haft en stagnation i antallet af ledige. Kommunen har ikke bare sat sig med hænderne i skødet, pointerer socialchef i Frederikshavn Kommune, Jan Nielsen.
»Jeg tror, at de investeringer, vi har lavet i byen, har skabt nye arbejdspladser,« siger han.
Socialchefen mener på den baggrund, at en transformation fra traditionel til mere avanceret økonomi kan lade sig gøre. Problemet er bare, at det ikke er de samme medarbejdere, som mistede jobbet i den gamle økonomi, der er bliver beskæftigede i den nye.
»Vores problem er, hvordan vi – når vi generelt har et lavt uddannelsesniveau og dermed vanskeligere ved at omstille arbejdsstyrken til nye arbejdsfunktioner – så får de mennesker over i nye job. Det er svært,« siger Jan Nielsen.

Restgruppe
Samme melding kommer fra de lokale fagforeninger og Arbejdsformidlingen.
»Vi har forsøgt at følge med i omstruktureringen på erhvervssiden, efter at vores traditionelle arbejdspladser i fiske- og værftsindustrien forsvandt. De nye virksomheder efterspørger jo kompetencer på et højere vidensniveau, så de her mennesker skal et tand højere op ad uddannelsesstigen. Det kan mange. Men den restgruppe, som nok bidrager meget til vores høje ledighed, er dem over 45 år, som har en faglig uddannelse, der er forældet,« siger Kelly Ottesen, leder af Arbejdsformidlingen i Frederikshavn.
Arbejdsløshedsprocenten i Frederikshavn er på cirka 10 procent og den højeste i Nordjyllands Amt.
Metalarbejderne, der blev ledige, da værfterne lukkede, har ikke uddannelse til den type af avanceret metalforarbejdning, man bruger i dag. Og det kræver en hel del uddannelse at komme op på det faglige niveau, der kræves.
»Vi arbejder med at motivere voksne mænd til at gå i gang med en uddannelse. Det er enten det eller brancheskift. Og her hedder det pleje og omsorg. Det er lykkedes at få gamle jern- og metalfolk omskolet til social- og sundhedshjælpere. Men de kan tælles på én hånd. Det er meget svært. Man er Metal-mand med stort M, og så bliver man ikke lige pludselig social- og sundhedshjælper. Det er i hvert fald en ordentlig mundfuld,« siger Kelly Ottesen.
I den lokale Metal-afdeling kan faglig sekretær Tommy Christensen berette om de mange medlemmer, der ryger fra dagpenge og over på kontanthjælp. Flere end nogensinde før i afdelingens historie.
»Vi får formentlig et boom inden for det næste halvandet år. Det er de medlemmer, der er mellem 45 og 55 år, som ryger ud af systemet. Så må de ned på kommunen med hatten i hånden, og spørge, om de har noget til dem. Ofte er svaret nej. De er ikke berettiget til kontanthjælp, fordi konen har arbejde,« siger Tommy Christensen.

Ikke brug for de kantede
Lysfabrikken Martin, der fremstiller såkaldt intelligent lys til det internationale marked, er en af de store virksomheder, byen håber kan sparke gang i den nye udvikling.
På Martin kender de også til medarbejdere, der ikke kan fungere i nye rammer, hvor kvalifikationerne, der kræves, mere er de sociale end de faglige. Montagevirksomheden er organiseret i selvstyrende grupper, der i vidt omfang selv leder og fordeler arbejdet. Det kræver stor selvstændighed og initiativ fra medarbejderne. Ikke just kompetencer, der var i højsædet i den gamle værftskultur.
»Hvis man har arbejdet 20 år i den gamle værftsindustri, kan indstillingen være: ’Der må da komme en værkfører og fortælle mig, hvad jeg skal. Hvorfor skal jeg finde produktionsforbedringer. Det er chefens job, jeg får jo ikke løn for det.’ Den indstilling er svær at lave om på. Men det er jo ikke ond vilje. Det er ikke noget, man bare gør. Man er jo ikke født til at være åben og fleksibel,« siger Svend Pedersen, human resource manager på Martin.
Virksomhedens produktionsdirektør, Søren Kjær Nielsen, bryder sig ikke om negative ord som udstødelse og marginalisering. Men han erkender, at den udvikling, virksomheden repræsenterer, kan betyde netop det.
»Forskellige typer virksomheder har jo altid brugt forskellige typer af medarbejdere. Og jeg kan ikke svare på, hvorvidt der vil være job til de ufaglærte, der ikke har de kvalifikationer, vi efterspørger, i fremtidens Danmark. Men i forhold til Martin vil der være plads til færre og færre af den slags mennesker, der er kantede og ikke gode til at samarbejde,« siger Søren Kjær Nielsen.

Sårbar geografi
Frustrationen over udviklingen i verdensøkonomien, der overflødiggør ufaglært, dansk arbejdskraft, fordi den kan købes billigere i Asien og Østeuropa, mærkes i Frederikshavn.
Også fordi Frederikshavns geografiske beliggenhed gør byen mere udsat end andre områder i Danmark – f.eks. omkring de store byer – hvor den nye videnstunge arbejdskraft koncentrerer sig.
»Vi ved jo, at globaliseringen sætter de erhverv under pres, der bruger lavteknologi. Det har vi traditionelt meget af i Nordjylland, og er som udkantsområde generelt hårdere ramt af globaliseringen end andre egne af Danmark,« siger socialchef, Jan Nielsen.
Tove Jensen er en af dem, der stadig formår at hænge på. Hun er blevet afskediget flere gange under Martins sæsonbetingede nedgange i produktionen. Men er altid blevet genansat. Også hun er klar over, at globaliseringen puster Frederikshavn i nakken.
»Det er træls, at kineserne tager vores arbejde. Er der ikke snart nogle, af dem der bestemmer i det her land, der kan se, at det her går galt, hvis vi ikke slår bremsen i. Så vi ikke bliver et fuglereservat heroppe. Risikoen er, at vi bliver sociale tabere og posemænd. Men man føler sig jo helt magtesløs, for jeg kan jo ikke gøre noget,« siger Tove Jensen.
Deltagerne på Aktivhusets kursus giver udtryk for, at de er glade for at være med. De håber, som Laila udtrykker det, at det kan være med til at give dem »et skub bagi«.
Morten ville bare helst blive på centerets svejseværksted, selv om han godt ved det ikke kan lade sig gøre. Aktivhuset må aldrig blive en erstatning for et ordinært arbejde.
»Når man endelig er blevet glad for noget, så kan det heller ikke blive til noget,« siger han.

*Navnene på deltagerne i Aktivhusets kursus er ændret. De rigtige navne er redaktionen bekendt

Serie
Det skæve Danmark
*De regionale skel vokser, fordi udkantsområder er de mest udsatte i globaliseringen. Den internationale konkurrence tager livet af de traditionelle industrierhverv, der typisk er placeret i provinsen, mens de nye vidensjob skabes omkring de større byer, hvor de højtuddannede bor. Frederikshavn har mistet alle sine store arbejdspladser i det seneste årti. Skibsværfterne og fiskeindustrien er gået ned, og det toldfrie salg er forsvundet. Kommunen har Nordjyllands højeste arbejdsløshedsprocent på over ti procent og har på ti år mistet 2.000 arbejdspladser. Samtidig svinder befolkningsgrundlaget.
Dette er den femte artikel i serien. Den fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her