Læsetid: 5 min.

Erfaringens stemme

Alder ingen hindring, hvad angår kunstnerisk kvalitet; således har den 64-årige Benny Holst netop begået karrierens bedste album, mens hans jævnaldrende kollega Peter Abrahamsen er ude med en yderst fornøjelig og inspireret skive
5. november 2004

Nye cd’er
Ifølge én branchebekendt er én – om ikke dén – afgørende grund til, at det er sværere at sælge plader med kunstnere på 60 end dem på 20, at hvor den 20-åriges jævnaldrende relativt jævnligt griber til tegnebogen for at investere i musik, er det forholdsvist svært at få den 60-åriges samtidige til at foretage samme manøvre. Og da unge mennesker i vid udstrækning køber musik spillet af andre unge, føler mange veteraner sig ofte kørt ud på et sidespor. For når musikbranchen i vid udstrækning ernærer sig ved ungt, fast kød, skyldes det selvfølgelig, at det er der, pengene ligger. Mit branchebekendtskab mente stort set ikke, det i sidste ende havde en skid med kvalitet at gøre, men udelukkende handlede om bundlinje.
Det er så også en sandhed med modifikationer, thi går man ind på www.musik.org og checker IFPI’s Top 40 salgshitliste i denne uge, ligger folk R.E.M., Poul Krebs, Mark Knopfler, Big Fat Snake og afdøde John Mogensen blandt de ti mest sælgende; ingen årsunger, om end den kunstneriske kvalitet hos de nævnte navne selvfølgelig står til åben diskussion. Og de seneste 10-15 år har vi oplevet giganter som bl.a. nys afdøde Johnny Cash, Bob Dylan, Robert Wyatt, Tom Waits, Dolly Parton, Merle Haggard og Emmylou Harris levere nogle af karrierens bedste skiver. Herhjemme fik en Niels Skousen sig nys et kunstnerisk comeback af dimensioner og den gode Kim Larsen simpelthen er bedre end nogensinde. Ikke at salgstallene hver gang matcher kvaliteten, men det ville sgu’ også komme som et chok, hvis de to størrelser pludselig viste sig som uadskillige bonkammerater.

Tæt på tingenes hjerte
Trenden fortsætter ufortrødent med trubaduren Benny Holsts Himlen må vente, en gennemført hjemmerullet sag, indspillet, fremstillet og udgivet for egen mønt. Og mon ikke de ti sange herpå udgør en kunstnerisk triumf for denne beskedne og sympatiske spillemand, der som sangskriver ikke har givet lyd fra sig siden 1981!? Hans foreløbig seneste album Alene – udsendt 1988 – indeholdt tonsætninger af arbejderdigteren Martin Andersen Nexø, hvilket siger alt om Holsts politiske tilhørssted. Han har aldrig lagt skjul på han var socialist ind til benet, men helt fri for opportunisme, thi de poltiske konjunkturer spiller ingen nogen rolle i dén forbindelse. Det har givet sig udslag i på den ene side nogle umisforståeligt bastante politiske udmeldinger qua samarbejdet med folk som Jesper Jensen og Arne Würgler, på den anden nogle af de overhovedet mest indfølte solidariske sangportrætter af folk på bunden af samfundet, komponeret af Holst selv. Således står 70’er-trilogien Sange af B.H. (1972), Rejsende i musik (1974) og Historien om Jenny (1978) som noget af det mest ægte, subtile og slidstærke, hvad angår periodens politisk tintede toneklang.
Men lur mig om ikke Benny Holst her på grænsen til folkepension tager røven på gud og hvermand ved stilfærdigt at udsende sit måske bedste album nogensinde, det førnævnte Himlen må vente, en tour de force inden for den afdæmpede, personligt henvendende og fuldstændig fedtfri sangskrivningskunst, der heldigvis er ved at få et comeback ovenpå 90’ernes form-over-indhold trip, der skam var sonisk spændende, men tekstligt noget magert. I første omgang har det vakt opsigt, at Holst både har oversat – lydhørt, tilmed – og fået lov (af mesteren selv!) til at indsynge to Dylan-kompositioner: »Til evig tid« (»Forever Young«) og »Rastløs« (»Tomorrow Is A Long Time«), men undskyld mig, hvis jeg snarere får gåsehud af den fyrige version af »Det er hvidt herude« eller de originalkompositioner, han har skrevet til lejligheden; »Engle har bare tæer«, »Lagde du noget på tallerkenen«, »Lad der gå lang tid«, »Alt for høje mål« og »Nu står solen lavt ind« emmer alle af både klasse og visdom. Tal lige om lyden af erfaringens stemme – den er jo lige her!
Oven i det akkompagneres han af så eminente musikere som Jacob Rathje (strengeinstrumenter) og Martin Andersen (violin), supplereret med Thor Backhausen (tangenter), Jeppe Juel (Hammond) og blæserorkesteret Wonder Brass i en underskøn underspillet rolle, der klæder ensemblet godt. Og så bør duetten med hans gamle makker Povl Dissing også nævnes – »To gamle rødder« (oprindelig et stort hit for Ray Charles og Hank Williams Jr.) er vittigt fordansket af Holst og fyres af med elan og swingfornemmelse af disse to bedagede gentlemen. Men tættest på tingenes hjerte kommer vi måske med »Julies sang«, hvor Benny Holst har sat nye ord til en ældre vise. Lyt dog: »Det er lettest at holde et folk i skak/ Der ingen sange har«.
Jeg bøjer ydmygt hovedet i respekt for dette underskønne sangværk, men holder mig ikke for god til at love denne Holst en dragt prygl, hvis der atter skal gå 16 år, før vi atter skal høre nyt fra ham. Få dog fingeren ud og skriv nogle sange – det er faktisk derfor du er sat på Jorden, mand!

Seriøst fut i fejemøget
Peter Abrahamsen har været en så umådelig aktiv mand i kulisserne af det danske musikliv – som promoter, manager, DJ, idemand, producer, pladeselskabsdirektør, tv-medarbejder, konsulent samt foredragsholder og forfatter… om end ikke det hele på en gang! – at det måske overskygger det faktum, at han siden starten som Danmarks svar på Elvis Presley i 1958 (!) først og fremmest er sanger, musiker og sangskriver. Hvilket siden 1978 har udmøntet sig i en stribe pladeudgivelser som enten solist, i samklang med Bell Pepper Boys eller som frontfigur i Roxy Trioen. Nu er Abrahamsen så atter på banen med Bell Pepper Boys og det fornøjelige, inspirerede og swingende No Shirts, No Shoes, No Service, der trods angelsaksisk titel primært indeholder dansksprogede sange. Af enhver tænkelig art, oven i købet.
Der tages frejdigt livtag med DK-standards som »Pigerne udi Spanien« og »Den er fin med kompasset«, mens Abrahamsen selv har sat indbydende melodi til geniale Sigfred Pedersens »Peddersen«. Smuk er Abrahamsens egne »Det regner på mit tag« og »Farvel (du ligger med din dyne)« og duetten med Aud Wilken, »Rendez Vous«, sparker seriøs hillbilly-mås. Dér er dans mere end tilladt, hvilket også gælder den cajun-smældende »Åh, jeg er så ked af det«, hvor Leif Ernstsens harmonika som overalt på cd’en sætter seriøst fut i fejemøget. Hvad der forhindrer pladen i at nå det sublime, er et par selvdøde fortolkninger af countrytraverne »Devil Woman« og »Together Again«, hvor solistens skoleengelsk skurrer i ørerne. Hvorfor de ikke er blevet oversat til dansk som den afsluttende, guddommeligt inspirerede tolkning af »Blue Eyes Cryin’ In The Rain« – der som »Fagre blomst« er endt som ren Giro 413-svir i kraft af en poetisk mættet oversættelse – må stå hen som en gåde. Retfærdigvis slipper han mere nådigt afsted med Daniel Lanois’ »Jolie Louise«.
Men det er så også den eneste anke mod en plade, der både trækker tråde tilbage og gør status over den livsfase, hvor »man har hår, der bliver glansløst og gråt«, som der synges. Den er faktisk helt fin med kompasset, Abrahamsen. Så slå blot rommen i glasset!

*Benny Holst: Himlen må vente (Gambas Records) Producer: Steen Svarre. www.bennyholst.dk (Kan den ikke fås i Deres pladebutik, kan den bestilles fra kilden)

*Peder Abrahamsen & Bell Pepper Boys: No Shirts, No Shoes, No Service (Abra Cadabra / ExLibris) Producer: Peter Abrahamsen. www.exlibris.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu