Læsetid: 4 min.

EU skræmmer SF’ere væk

Den EU-positive linje i SF får medlemmer til af forlade partiet i protest, konkluderer ny, intern undersøgelse. EU-skeptikere føler sig overset, men formanden afviser kritikken
1. november 2004

»SF har opgivet EU-modstanden«, »Margrethe er alt for EU-venlig«.
Sådan lyder nogle af svarene i en ny, intern undersøgelse i SF, som viser, at den nye, positive linje i EU-politikken er den største årsag til, at medlemmer af SF forlader partiet.
Undersøgelsen, ’De udmeldte’, bygger på interview med 124 medlemmer, der har meldt sig ud i en periode på tre måneder, og af dem svarer 25,8 procent, at de meldte sig ud i protest mod EU-politikken, mens til sammenligning kun 3,2 procent meldte sig ud, fordi de var utilfredse med udlændingepolitikken, og 9,7 procent fordi de var utilfredse med kommunalpolitikken.
Morten Homann, EU-skeptisk medlem af folketinget for SF, synes, at der er grund til bekymring over undersøgelsens resultat, men at det er en logisk konsekvens af partiets opførsel over for EU-skeptikere.
»I 1990’erne gjorde man meget ud af, at der også skulle være plads til folk, som var EU-positive, men nu, hvor grundtonen i partiet er skiftet, er der ikke plads til folk, som er mere EU-kritiske end hovedstrømningen,« siger Morten Homann.
Han mener, at især processen frem mod partiets urafstemning om EU-traktaten har været præget af flere uheldige episoder.
»Til vores store, årlige sommertræf var der inviteret to oplægsholdere til at debattere forfatningstraktaten, og de anbefalede begge to et ja. Samtidig har partiledelsen besluttet, at der frem til urafstemningen ikke er plads til debatindlæg i vores medlemsblad, som ellers er et oplagt sted for EU-skeptikerne at komme til orde,« siger Morten Homann.

Cementklodser
En af dem, som har meldt sig ud af SF i protest mod partiets EU-positive linje, er Claus Lindegaard, formand for SID i Kastrup.
Han mener også, at EU-skeptikerne i SF generelt har fået sværere vilkår.
»Man kan sagtens sige, at der er plads til alle, men det er ikke det samme som, at der bliver lyttet til alle. Dem, der har indflydelse i SF i dag, er folk med højere uddannelser, som synes, at det internationale er spændende, og at globaliseringen er til gavn for alle, men det er svært at forklare ham, der står på et virksomhedsgulv og lige har mistet sit job,« siger Claus Lindegaard, som nåede at være medlem af SF i næsten 20 år.
Medlemmerne af fagligt landsudvalg bliver ifølge Claus Lindegaard nærmest betragtet som cementklodser, fordi de kan finde på at stille spørgsmål til alting – specielt på EU-området – og det er uheldigt, mener han.
»Man må have respekt for, at de mennesker siger: ’Hov, det vil jeg ikke være med til’. De kan jo ikke leve af, at nogle teoretikere sidder og siger, at vi har en fordel ud af det,« siger Claus Lindegaard.
Steen Sørensen, medlem af SF gennem tre år, har også meldt sig ud af partiet i protest mod den positive linje i EU-politikken, og han er enig i, at det har været svært at trænge igennem som EU-skeptiker i SF.
»Ledelsen taler om nærdemokrati, men bor man som jeg ude i et lille hjørne af Danmark, har man ikke en skid at skulle have sagt. Det hele drukner i snak og skriverier. Noget konkret munder det aldrig ud i. Det hele bliver dikteret fra toppen, og jeg synes, det er at voldtage folk, for du kan intet gøre ved det,« siger Steen Sørensen.
Politisk er han enig med SF på de fleste områder, og han ville stadig være medlem af partiet, hvis det havde holdt sig fra den positive linje i EU-politikken. EU-modstanden er en af hjørnestene i partiet, og den nye linje kan derfor potentielt sprænge partiet, mener han.
Morten Homann frygter også konsekvenserne.
»Uanset resultatet af urafstemningen er jeg da bekymret for, om vi får et SF, hvor der ikke er plads til folk, som har en mere EU-kritisk holdning end partiledelsen. Det vil være et alvorligt problem for partiet,« siger Morten Homann.

Formand afviser kritikken
SF's formand, Holger K. Nielsen, er ikke overrasket over, at mange melder sig ud af SF i protest mod partiets linje i EU-politikken, men han mener ikke, at undersøgelsens resultat er alarmerende.
»Når man går fra at være et decideret EU-modstanderparti til at have en mere positiv holdning til EU, så er det klart, at det vil få nogle konsekvenser. Men vi oplever jo ikke en generel medlemstilbagegang, så jeg anser ikke det her tal for at være særlig dramatisk,« siger Holger K. Nielsen.
Han er også uenig i, at der i SF’s ledelse ikke bliver lyttet til partiets EU-skeptikere.
»Det kan jeg fuldstændig afvise. Der bliver lyttet til dem, og så sent som i dag har jeg været ude på det faglige landsmøde og haft en god diskussion med faglige tillidsfolk, som jeg tager dybt alvorligt og har god kontakt med,« siger Holger K. Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her