Læsetid: 4 min.

Han får nok at se til

6. november 2004

DER VAR ENGANG en mand. Han købte sig en kniv. En dag blev skaftet skiftet ud. Et år senere blev bladet skiftet ud. Var det så den samme kniv?
Det spørgsmål har forskellige filosoffer hver sit svar på. Den pragmatiske filosof vil svare: Det skal jeg sige dig, når jeg har set, hvad kniven bliver brugt til.
Det samme kan siges om Institut for Miljøvurdering:
Der var engang en mand, der ville have et redskab til at skære ned i den danske miljøpolitik. »Jeg må have nogen til at sige, at det er en god idé,« tænkte manden. Så tog han 10 millioner og puttede dem i en pose til Bjørn Lomborg. Nej, det gjorde han ikke, for han var nemlig statsminister. Så skrev miljøministeren et fint papir til Finansudvalget som efter en demokratisk debat gav 10 millioner til et helt uafhængigt institut hvortil der blev udpeget en helt uafhængig bestyrelse der helt af sig selv fandt Bjørn Lomborg bedst egnet til at være direktør. Og så sagde Lomborg og hans institut, at det var bedre at bruge penge på noget andet, og så sagde statsministeren og miljøministeren at det var vel nok et godt råd. De andre Råd ville have sagt noget andet. Men de var jo sparet væk, fordi de var dyre.

DER GIK ET år og der gik mere. Bjørn Lomborg fik kritik for videnskabelig uredelighed. Han svarede for sig, men kritikken tog til og bestyrelsen faldt fra. Først en, så flere, til sidst var alle skiftet ud. Så faldt Lomborg selv fra, og endelig blev ministeren skiftet ud.
Den nye minister har sandelig ikke blandet sig i valget af ny direktør. Hvordan kan vi dog få den tanke? Helt uafhængigt har den nye bestyrelse fundet frem til en ny direktør, som i et og alt er Lomborgs modstykke. Nu hviler ansvaret for at give gode råd om mere miljø for pengene ikke længere hos en udfarende og provokerende debattør med spinkle videnskabelige kvalifikationer, men hos en omhyggelig og forsigtig naturvidenskabsmand, der nærmest virker overkvalificeret. Britisk professor i zoologi, ekspert i vurdering af risiko ved giftstoffer i miljøet, tidligere rådgiver for den britiske regering, EU og kemiindustrien. En mand der nøjes med at nævne 50(!) af sine videnskabeligt anerkendte artikler i sit akademiske curriculum vitae.
Er det så det samme institut? Det må tiden vise, når Peter Calow har fundet ud af, hvad han vil og hvad han kan med de ansatte og de bevillinger, han råder over.

DET VILLE VÆRE klogt af ham at skære igennem og koncentrere sig om god rådgivning om miljø, økonomi og prioritering på områder, hvor den nye miljøminister, Connie Hedegaard, allerede har markeret, at hun vil være lydhør. Og områder, hvor hun med fordel kan lytte efter metoder til at gøre en økonomisk fordelagtig indsats for at forbedre miljøpolitikken.
Der er nok at tage fat på. For eksempel har Hedegaard markeret i sagen om afgifter på flybrændstof, at hver form for transport selv bør bære omkostningerne ved de skader, den forvolder på miljøet. Det er princippet om at »internalisere de eksterne omkostninger«, i dette tilfælde at lægge prisen for fremtidens miljøskader ind i prisen på nutidens flybilletter.
I sagen om de tre fæle drivhusgasser, HFC’er, PFC’er og SF6, har hun markeret sin tilslutning til princippet om substitution, dvs. at forbyde farlige stoffer når de kan erstattes med mindre farlige – og støtte udviklingen af alternativer også for at give de virksomheder, der kommer først med miljøvenlige produkter, et forspring i fremtidens konkurrence.
For ikke at tale om hele energi- og klimaområdet. I denne uge skrev regeringen under på følgende erklæring i aftalen med SF, S og R om Danmark i EU: »Vi vil arbejde for, at EU aktivt søger en ambitiøs aftale om reduktion af drivhusgasser, i god tid før Kyotoaftalens første fase udløber i 2012. Samtidig vil vi arbejde for at fremme anvendelsen af vedvarende energi i EU.« Den får hårdt brug for råd om den mest økonomiske måde at gøre det på.

LOMBORG-instituttet så udviklingen af bæredygtige alternativer som en omkostning. Regeringen har brug for, at det nye institut i de gamle rammer ser den samme udvikling som en chance – der også kan give økonomiske fordele, hvis man griber den i tide.
Ingen kan være uenig i, at man skal afveje sine midler og mål – og søge de løsninger, der giver bedst resultat med mindst omkostning. Men når det handler om at ændre verdens gang og udviklingen her i landet, kommer indsatsen (og investeringen) først, mens virkningen (og gevinsten) er langsigtet. Danmarks vindmølleproduktion var en støttekrævende underskudsforretning i ganske mange år, før den blev et guldæg.
I stedet for at fortabe sig i knallerter og afbrænding af øldåser kunne instituttet forsøge at sætte fut i regeringen ved at udpege områder, hvor en stærkere indsats er nødvendig for miljøets skyld – og kan tilrettelægges på en økonomisk forsvarlig måde.
Økologisk byfornyelse og nybyggeri med nulenergi, flere energibesparelser, bedre alternativer til miljøfremmede og mistænkte kemiske stoffer, brint og solceller og bæredygtig transport og stop for benzinfrådsende fejlinvesteringer for at nævne nogle stykker.

es

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her