Læsetid: 4 min.

Falluja er en ruinhob

Mens kampene mod de tilbageværende oprørere ebber ud, breder ligstanken sig i det udbombede Falluja, der ligner et sceneri fra helvede
16. november 2004

FALLUJA – Efter en uges intense kampe mod oprørsstyrkerne i Falluja har amerikanske kampfly, tanks og artilleri efterladt et hærget landskab af udbombede bygninger, knuste biler og forkullede lig.
En køretur gennem byen afslører et billede af enorme ødelæggelser. Hele betonkarreer ligger jævnet med jorden, moskeer er reduceret til ruiner, elmaster og lygtepæle er væltet omkuld, og el- og telefonledninger flyder på jorden blandt murbrokker og menneskerester. Det nordvestlige Jolan-kvarter, der længe var en stærk oprørsbastion, ligner en spøgelsesby. Stilheden brydes kun af lyden af kampvogne, der ruller forbi i det fjerne.
Med deres maskingeværløb peger en gruppe amerikanske marinesoldater ned ad de forladte gader mod Fallujas beskedne forlystelsespark, der ligger øde hen. Fire opsvulmede og stærkt forbrændte lig ligger på hovedgaden ikke langt fra en anden gruppe amerikanske tanks og soldater. Lugten af brændt menneskekød hænger i luften, der er tyk af støv.

Med hovedet blæst af
Et lig ligger udstrakt ved den næste husblok – dets hoved er blæst af i en af de talrige eksplosioner, som byen har genlydt af dag og nat igennem den seneste uge. Mange lig er så ilde tilredt, at det er umuligt at fastslå, om de tilhører civile eller oprørere, om de er mænd eller kvinder.
Falluja har længe haft ry for at være en egenrådig by, hvis borgere kunne finde på at trodse selv Saddam Hussein. I dag forekommer den helt livløs. Minareterne på byens 10-12 moskeer er tavse – ingen udsender længere de opfordringer til at gå i hellig krig, som så ofte gjaldede herfra for at inspirere de lokale til at slutte sig til oprørsstyrkerne.
Restaurant- og butiksskilte er svedet af sod. Fortovene er knust af de 70 ton tunge Abrams-kampvogne og væltede mure fra sammensunkne bygninger langs begge sider ad de menneskeforladte veje. Nogle herskabsvillaer med garager ser ud til at have været forladt i årevis. Bilvrag ligger knust midt på vejene. To irakere i en gade, som desperate forsøger at bjærge ødelagte andele fra en ruin, er eneste tegn på liv.
Mens amerikanske soldater vader gennem Fallujas kvarterer, bevæger deres allierede fra de irakiske regeringstropper sig nonchalant ned ad de støvede gader forbi el-kabler, der hænger ud af raserede huse. De bærer kasser med mineralvand op til tagterasserne på de villaer, som de nu holder besat. Soldaterne sidder på tagene og stirrer på ruinlandskabet omkring dem.
En lille kortege af Humvees kører tilbage til en position på kanten af Jolan-kvarteret, da en raket slår ned i en sandbunke omkring 30 meter fra dem – en påmindelse om, at der stadig findes enkelte kamplystne oprørere i ruinerne, skønt den by, som skærmede dem, er faldet.
Fallujahs tilbageværende indbyggere, som længe har været uden elektricitet og vand, forlod deres hjem og stimlede sammen i centrum, efterhånden som de amerikanske styrker nærmede sig fra alle sider. De søgte dække i bygningerne her, mens slaget rasede lige ud for deres vinduer.
De amerikanske styrkers reaktion på at blive angrebet har været fuldkommen ude af proportion, hævder Falluja-borgere. Skud fra snigskytter er blevet besvaret med kanonsalver fra Abrams-kampvogne, der har lagt bygninger øde og dræbt og såret civile i stort tal. Det amerikanske militær afviser pure disse påstande.

Tyfus og rådnende lig
Omkring 200.000 indbyggere er flygtet fra kampene, og der er meldinger om udbrud af tyfus og andre sygdomme iblandt dem. Folk, der er ved at forlade byen, beskriver dyngevis af rådnende lig. Tusinder af borgere skal endnu sidde isolerede i deres hjem, mange af dem sårede og uden adgang til mad, vand eller lægehjælp.
Den amerikanske militærkommando insisterer på, at de civile tab i Falluja er begrænsede, mens Pentagon endnu engang henholder sig til sin famøse politik om, at USA af princip ikke opgør disse tal. Flygtende indbyggere beretter om, hvordan mange civile, heriblandt kvinder og børn, skal være blevet dræbt af sprængfragmenter og bombeeksplosioner. En niårig dreng blev i sidste uge ramt af sprængfragmenter i maven og døde få timer senere af blodtabet – hans far måtte begrave ham i familiens have.
De, som sidder fast inde i byen, fortæller, at de er tæt på desperation.
»Vores situation er meget vanskelig,« siger Abu Mustafa over telefonen fra Hay al-Dubat-kvarteret, der ligger tæt på centrum.
»Vi har hverken mad eller vand,« siger han til Reuters. »Alle mine syv børn har kraftig diarré. En af mine sønner blev ramt af sprængsplinter i nat, og han bløder stærkt, men jeg kan intet gøre for at hjælpe ham.«
Aamir Haidar Yusouf, en 39-årig butiksejer, har sendt sin familie ud af Falluja, men er selv blevet tilbage for at passe på sit hjem mod de plyndringer, som han forventer vil følge efter kampene.
»Amerikanerne skyder mod enhver bygning, hvis bare de ser den mindste bevægelse,« siger han. »De ødelægger alle biler, de ser på gaden, fordi de tror, at der er anbragt bomber i dem. Der vil ikke være noget tilbage af Falluja, når kampene er forbi. Amerikanerne har i forvejen ødelagt mange huse med deres luftbombardementer. Nu ødelægger de resten med deres kampvogne og tunge artilleri.«
Det var ingen spor efter de oprørere, som på muren til parken har malet den graffitiinskription, hvori Fallujas 300.000 borgere opfordres til at tage del i hellig krig mod de amerikansk ledede styrker. »Længe leve mujahedin,« forkynder graffitien.
Mohammed Younis, en tidligere politimand, fortæller: »Amerikanerne og Allawi (Iyad Allawi, ministerpræsident i Iraks overgangsregering, red.) siger, at Falluja er fyldt med udenlandske krigere. Det er ikke sandt – de er stukket af for længe siden. Nu er de taget til Bagdad og andre steder. Vi prøvede at forklare dette til Allawi og amerikanerne, men de ville ikke tro os.«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her