Læsetid: 5 min.

En forførende helhed

Diskussioner om iscenesat virkelighed, æstetik og indhold bliver ført på verdens største dokumentarfilmfestival
25. november 2004

Filmfestival
Alle dokumentarfilm er i bund og grund iscenesatte og et produkt af instruktørens fra- og tilvalg, hvorfor deres udsagn ikke altid skal tages for pålydende. Det er noget, man gør klogt i at huske, når man ser dokumentarfilm. Et godt eksempel på en film, der balancerer på grænsen mellem virkelighed og fiktion, er Jeppe Røndes The Swenkas, der deltager i hovedkonkurrencen på IDFA, International Documentary Film Festival Amsterdam, den største af sin slags i verden, og er en af hele otte danske film, som vises i festivalens omfangsrige, officielle program.
Efter at have set den veldrejede film, tager man sig selv i at spekulere over, om det nu også var dokumentar, så fermt er den skruet sammen med hjælp af fiktionsfilmens virkemidler. Man oplever den som en spillefilm, bemærkede en kollega til mig efter at have set filmen, fordi Rønde har forsynet sin historie med en meget synlig fortæller, der ser på historien udefra, og samtidig bruger musik og billeder til at forstærke stemninger og situationer.

Nuancer
The Swenkas foregår i Sydafrika og handler om en gruppe sorte arbejdsmænd, titlens swenkaer, der i deres fritid skifter arbejdstøjet ud med elegante jakkesæt, guldure, skinnende laksko, bløde hatte og konkurrerer om, hvem der er den mest velklædte, cool cat. Da filmen begynder, er swenkaernes leder lige død, og det kaster hans voksne søn, der ligeledes er swenka, ud i en eksistentiel krise, hvor han må spørge sig selv, om han stadig har lyst til at være medlem af gruppen. Et af gruppens ældre medlemmer påtager sig at hjælpe den unge mand, der selv er far og står for at skulle giftes, og filmen tegner et både pudsigt og ofte rørende portræt af de to mænd og deres møde med nogle af livets store spørgsmål.
Der er ingen tvivl om, at The Swenkas fortæller en historie fra det virkelige liv, men det fremgår også, at Jeppe Rønde har overværet en samtale eller hørt om en interessant situation uden sit kamera, så har han bedt de implicerede om at gentage det, mens kameraet kører. Således kan man hævde, at filmen ikke er mere dokumentarfilm end Michael Moores af dokumentar-puritanere udskældte Fahrenheit 9/11, der ligeledes manipulerer med fakta.
Det betyder dog ikke, at den ene er mere sand eller falsk end den anden. Snarere præsenterer de os for en virkelighed, som instruktøren ser den, og måske handler det om, at vi er nødt til i højere grad end tidligere at nuancere dokumentarfilmbegrebet og finde på nye betegnelser for de ofte svært gennemskuelige hybridgenrer, der efterhånden opstår.

Mareridt
Tyske Hubert Saupers Darwin’s Nightmare, der vandt hovedprisen på cph:dox og som også bliver vist på IDFA, er en anden film, som tager fiktionsfilmens narrative virkemidler til hjælp i en ellers klassisk dokumentarfilmform, og resultatet er intet mindre end fremragende. Filmen skildrer livet omkring Victoriasøen i Tanzania, Afrika, en af verdens største indsøer, og de uhyrlige menneskelige og økologiske konsekvenser, det har fået, at den gigantiske victoriabrasen for cirka 40 år siden blev sat ud i søen.
Victoriabrasen er en dyr delikatesse på europæiske middagsborde og den eneste grund til, at de fleste mennesker omkring søen overhovedet har arbejde. Men mere end 200 arter er blevet udryddet af denne rovfisk, der efterhånden har fået Victoriasøen for sig selv. De piloter, som henter fisken i Afrika og bringer den til Europa, transporterer både nødhjælp for FN og våben til borgerkrigsramte, afrikanske nationer. Virksomhederne, som forarbejder fisken, tjener styrtende med penge, mens lokalbefolkningen bliver fattigere og fattigere. Hjemløse børn udvinder lim, de kan sniffe, af fiskeemballagen, og de halvrådne fiskerester fra fabrikkerne indsamles af de lokale, tørres, steges og sælges. Ingen har nemlig råd til at spise de fileter, som sendes til Europa.
Det er en ond cirkel, et perverteret økosystem, der har smadret den naturlige balance i og omkring Victoriasøen, hvor forskere siger, at det første liv på jorden opstod. Det er i sandhed Darwins mareridt, og til at begynde med tror man, at filmen handler om én ting, fisken, men efterhånden afdækkes det ene lag efter det andet, og Darwin’s Nightmare udvikler sig til et rystende og foruroligende portræt af et kontinent, der på mange måder synes at have spillet fallit.

Manipulation
Efter en visning af filmen svarede instruktøren på spørgsmål, men da han blev spurgt, om Afrika var »a lost cause,« vidste han ikke, hvad han skulle svare. Det hele er så »fucked up,« sagde han. Det gjorde han også efter en visning af filmen i København, hvilket fik Politikens Afrika-korrespondent, Jesper Strudsholm, til at fare i blækhuset og anklage instruktøren for ensidighed og manipulation af fakta.
Det er forkert, at Hubert Sauper giver op over for det kontinent, som han foregiver at ville hjælpe, skriver Strudsholm blandt andet, og den sammenhæng, som Sauper skaber mellem victoriabrasen og lokalbefolkningens fattigdom er ikke bare forenklet, den er helt i skoven.
Efter min mening overdriver Strudsholm – Darwin’s Nightmare beskæftiger sig med nogle vigtige spørgsmål – men ingen tvivl om, at den medrivende film skal ses med den kritiske sans kørt i stilling.

Tv og film
En anden interessant diskussion, som både Saupers og Jeppe Røndes film lægger op til, handler om de to spor, som dokumentarfilmen bevæger sig ad. IDFA’s næstkommanderende, Adriek van Nieuwenhuyzen, fortalte mig, at festivalen prøver at lægge et program, der følger de to spor, det kunstneriske og det mere journalistiske, ofte politisk og socialt engagerede. Især The Swenkas er et flot eksempel på, hvor godt det kan blive, når de to spor smelter sammen til en forførende helhed.
En dansk festivaldeltager fortalte mig, at hun ikke besøger IDFA for at se den slags journalistiske tv-dokumentarfilm, som festivalen ganske rigtigt byder på rigtig mange af. De er tænkt til tv og kan simpelthen ikke holde til at blive vist på et stort lærred. Nej, hun var i Amsterdam for at se film, og det irriterede hende, når budskabet stod i vejen for den gode historie, eller instruktørens tekniske evner ikke kunne følge med ambitionerne.
Den digitale teknologi har nok gjort det nemmere for dokumentarister at lave deres film, men den er samtidig skyld i, at så mange gode historier bliver fortalt så dårligt, og det kan mærkes på en festival som IDFA, hvor indholdsdiskussioner fylder mere end æstetiske overvejelser – f.eks. var Naomi Klein i byen for at tale om vestlige virksomheders etik i forhold til menige arbejdere i Asien – og filmkunsten fører lidt af en skyggetilværelse, fordi dokumentarfilmens budskab stadig anses for at være det vigtigste.

*IDFA slutter fredag, hvor festivalens priser uddeles
*www.idfa.nl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her