Læsetid: 4 min.

Fotografisme

At indholdet er uklart er ligegyldigt. Dét, der sættes i scene for det ’overraskede blik’, er byernes og Bruxelles ’dynamiske’ kulturpolitik
26. november 2004

Kunstgrebet
Den verdensberømte franske fotograf Robert Doisneau fotograferede engang et par, der kyssede hinanden på gaden i Paris. Lige foran rådhuset kyssede de, fanget i et sådant uendeligt flygtigt sekund, som kun fotografiet kan fastholde. Et sekund af den slags, der symboliserer »det afgørende øjeblik, der indeholder det essentielle ved en situation«, som en anden verdensberømt fotograf Henri Cartier-Bresson senere definerede fotografiet og fotografens aktivitet. »Man ser, man føler, og det overraskede øje handler«, som Cartier Bresson også formulerede det, og både han og Doisneau blev kendte og beundrede for deres særlige evne til at fange disse flygtige øjeblikke så suverænt.
Det verdensberømte sort-hvide fotografi er fra 1950, men man kan stadig købe det som plakat i turistbiksene rundt om i Paris og vel hjemvendt hænge det så karakteristisk amourøse øjeblik op i sit køkken, eller hvor man nu ellers synes, det er passende. Og så kan man så stå foran det, og meditere lidt over følgende: Langt senere, engang i 90’erne, afslørede kvinden fra det kyssende par, at det hele slet ikke var så tilfældigt endda. Det var ikke hendes kæreste, hun kyssede, det var blot en tilfældig herre (så var der dog noget tilfældigt ved det), og de var begge hyret af Doisneau og stillet kunstfærdigt op til tilfældig kysning i et nøje planlagt fotografisk sekund. Som han da så i øvrigt også forevigede under andre vinkler, så han bagefter kunne vælge det bedste ud.
I øjeblikket er det ikke Doisneaus, men Henri Cartier-Bressons parisiske fotografier man kan se på museet i Wien som led i den manifestation, der nu hedder Mois européen de la photo – europæisk fotomåned.
Siden 1984 har november hvert andet år været fotomåned i Paris med et stadigt voksende antal udstillinger. I år har både Berlin og Wien hægtet sig på, og visionen er at gøre fotomåneden til en hovedstadsbegivenhed andre steder på det »europæiske kontinent« fremover.
I 2006 slutter Rom, Bratislava, og Moskva sig til flokken så »fotografiet kan bidrage til den cirkulation af ideer, værker og kunstnere, som er hjertet af det kulturelle og broderlige Europa«, som den parisiske viceborgmester Christophe Girard skriver i sit forord til det imponerende program.
Der er noget ved projektet, der næsten gør det til en metafor for den globale vækst: Hvis man ikke kan finde ud af at definere, hvad meningen med projektet er, så kan man da i al fald lade det vokse. Gennem de 20 år, der har været fotomåned i Paris har projektet vokset sig til gigantstørrelse. I år er der ikke mindre end 74 udstillinger rundt om i Paris under temaet: Historie, historier, og både i Wien og i Berlin er der lagt ud med næsten lige så omfangsrige programmer. Der er altså næsten 200 fotografiudstillinger rundt om i Europa, når andre hovedstæder slutter sig til om nogle år kan det komme op på tusindvis af udstillinger, og det er især imponerende i betragtning af, at der stadig ikke er nogen definition på, hvad det egentlig går ud på.
»Man ser, man føler, og det overraskede øje handler« – og så passer det jo overhovedet ikke. I al fald passer det slet ikke som udtømmende definition på, hvad fotografiet er nu. De udstillinger, der er at se i de tre hovedstæder lige nu, spænder simpelthen så vidt, at man undrer sig over, hvad der er ’det samme’ ved dem alle sammen. Der er historiske fotos, hvor det eneste kriterium, er, at de er gamle. Der er ’stjernefotografier’, hvor kriteriet er, at selve fotografen er stjerne, det være sig som fotoreporter eller modefotograf. Dertil kommer hele det enorme felt af fotokunst – både i den forstand at fotografiet er kunstnerisk, som i Henri Cartier-Bressons fotografier, eller i de fotografier af moler og solnedgange, der produceres rundt om i provinsens fotoklubber – og også fotografi som decideret selvstændig kunst, som hos Sophie Calle, Sam Taylor Wood eller Cindy Sherman. Men at sammenligne Helmuth Newtons fotografier med Cindy Shermans eller med de fotografier, som nogle unge videnskabsmænd tog i slutningen af det 19. århundrede af nogle indianere i Amazonas jungle, det er ligesom at spørge, hvad der er højst: Rundetårn eller et tordenskrald.

Så kunne man jo mene, at det samlende element var den sølvbromidliderlighed, der i lang tid kendetegnede fotografiets guder og disciple. Men ikke engang det er et fællestræk længere, slet ikke efter digitalkameraernes lynhurtige sejrsgang verden over. Der tegnes direkte i lys og der gengives direkte i lys på skærme og i projektioner, og det kaldes stadig væk lige så meget for fotografi som de mørkekammerresultater, der førhen beundredes.
Der er masser af gode udstillinger at se i de tre byer, så mange desto flere som definitionen er umuligt bred. Endnu engang så orgiastisk mange, at man umuligt kan nå det hele og at det så heller ikke er meningen. Måske er den egentlige mening derfor atter den »kultur som reklamevirksomhed«, der efterhånden er så omsiggribende.
Det er især byerne, der får omtale ved medietækkende begivenheder som denne, der nu hvor den er blevet europæisk, tildels finansieres af den fælleseuropæiske kulturstøtte. At indholdet er hamrende uklart er ligegyldigt. Dét, der sættes i scene for det »overraskede blik«, er byernes og Bruxelles »dynamiske« kulturpolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu