Læsetid: 6 min.

’Four more years’

’We will win,’ råber vi i kor. Senere kan vi ikke forstå, hvorfor Fox News ikke siger, at Bush har vundet New Mexico. ’Call it,’ råber vi. Information var med Bushs trofaste parti-kammerater til valgaften i Washington DC
4. november 2004

Valgdagbog 10
Det blev ikke sagt lige ud. Men det kunne jo godt være fordi Information ikke er så stor en avis, at vi ikke slap med ved fintællingen, da pressebilletterne til republikanernes valgaften skulle fordeles. Jeg måtte så prøve min nykonservative ven. Og nu stod jeg der undercover i mit pæneste blå tøj og prøvede at ligne et medlem af ’The President’s Club’. Midt på gulvet i det overvældende center, som er opkaldt efter partiets store helt, Ronald Reagan.
Bag mig er medierne stillet op som i et amfiteater. Studievært efter studievært afleverer til eget kamera budskabet, som på dette tidlige tidspunkt handler om exit polls, der synes at pege på en mulig Kerry-sejr.
Derfor finder jeg det dristigt, at der på scenen foran mig, hvor det første af aftenens mange bands i cowboyantræk så småt er ved at varme op, er anbragt et stort skilt, som proklamerer »Sejr i 2004«.
Oven over er draperet et kæmpestort amerikansk flag.
Klokken er 21, og stemningen er lidt mat. Man ved ikke rigtig, om man skal tro tv-stationernes målinger eller vælge at stole på de første små resultater, som faktisk de fleste gange peger i modsat retning.

Men så kommer en glad mand på scenen. Det er, som om han har et tv-apparat, vi andre ikke har. Et med rigtig gode resultater. Det er republikanernes formand, Ed Gillespie, og han kender ydermere en endnu gladere mand. Partiets leder i senatet, Bill Frist. Han råber, at han aldrig har været gladere, for det går rigtig godt, men tager for en sikkerhedsskyld lige fem minutters valgkamp, hvor han minder os partikammerater om alle præsidentens fortræffeligheder. Uanset hvad der var sket – terror, økonomisk misvækst, arbejdsløshed – så stod Bush urokkelig fast og viste lederskab. Så vidste vi alle, hvad den muntre mand med gummiansigtet forventede af os – og vi råbte i kor: »We will win«. Og til sidst sluttede vi taktfast af med: »Four more years.«
Jeg så mig omkring. Der var ingen tvivl om, at for de fleste af dem, som var inviteret, ville det være helt afgørende for deres beskæftigelse og indtjening, at partiet bevarede magten. Og rigtig mange havde enten investeret arbejde eller penge i kampagnen. Nu skulle belønningen gerne hives hjem. Mændene var i de nobleste jakkesæt fra byens fine Brook Brothers og kvinderne i buksedragter og sylespidse sko. Det var ikke nakkeknudernes, men det shampooduftende løsthængende lange hårs aften.

Klokken 21.30 kommer den første rigtigt gode nyhed. I nøglestaten Ohio, som demokraterne skal vinde, hvis de taber i Florida, fører Bush med et par procent
Kommentatorer på tv gør alt for at dæmpe begejstringen, fordi der mangler resultater fra de større byer, hvor demokraterne traditionelt står bedre. Men orkesterlederen med cowboyhat, som fortæller, at han været på turné med en flinker mand, som tilfældigvis også er præsident, giver os lige yndlingssangen: »This land is my land« som handler om, hvordan USA geografisk og menneskeligt er stort, men er skabt for alle og derfor hænger sammen.
Ser man de kort, som hele tiden vises på storskærmen med røde og blå felter og kender man kandidaternes voldsomme politiske uenighed, er realiteten udenfor festsalen en helt anden. Et land, som er mere delt end nogensinde på de helt store spørgsmål.
Kl. 22.30 kommer der gode resultater fra tre vigtige stater: Florida, New Mexico og Ohio. Kommentatorerne på den konservative Fox-kanal tør nu se optimistiske ud. Det gælder ikke mindst Bill Kristol, redaktøren, som for et par år siden lancerede sloganet »We are the world« i forbindelse med Bushs strategiske tanker om at altid at slå til først. Ikke sidde og vente på angreb udefra.
Derfor krigen i Irak. Hvor der nu stilles om til. Til Falluja, hvor soldaterne meget passende også følger med på Fox-kanalen og jubler, da de ser, at de er på. Et par unge mænd foran mig har allerede storfejret sejren. De står og dingler, mens de forsøger at pege på et særlig godt resultat og få andre til at synge med på en sejrssang.
Jeg må have lidt frisk luft og møder min nykonservative ven i korridorerne. Han går rundt og bider negle. Pennsylvania er lige gået klart til Kerry. Der har min ven hele dagen været på kampagne, og han tager det personligt. Men Ohio holder stadig – også selv om der kommer flere resultater fra byområderne. Over 130.000 stemmer i Bushs favør. Det burde være nok.
Og Florida ser vedvarende rigtig god ud. Det magiske tal på 270 valgmandstemmer kan snart være inden for rækkevidde. Og forsamlingen råber og skriger nu, som om deres begejstring – forlænget med spegepølseformede blå og røde balloner, som klappes sammen over hovedet – kan fremtvinge en afgørelse.
20 minutter efter midnat kommer den første forløsning. Fox erklærer Bush for vinder af Florida, og kort efter tør Rupert Murdochs tv-station også give Ohio til vores mand, mens kollegerne på CNN fastholder, at den er »too close to call«. På Fox har Bush 269 valgmandsstemmer og på grund af partiets flertal i Repræsentanternes Hus er han dermed sikker på at forsætte som præsident, også selv om Kerry skulle nå det samme antal stemmer. Og Ed Gillespie går på scenen og forklarer alt dette. Man vil dog gerne have en stat mere med, før aftenens sidste taler kommer på scenen. Og begejstringsbrølet viser, at alle godt ved, hvem han er, og vi elsker ham. Af et rent hjerte, men også for at have sikret hver enkelt fire år mere ved magten.
Og nu står John Stone på scenen. Han har faktisk selv skrevet en sang til os. Den hedder »Four more years«, og da den stort set ikke indeholder andre ord, har vi ikke sport svært ved at falde ind de rigtige steder.

I New Mexico fører Bush så klart, at vi ikke kan forstå, at Fox ikke kan række os en hjælpende hånd. Vi stirrer på tallet 269 og råber så i kor: »Call it«. Nu må det være nok. Er det demokraterne og deres hærskare af advokater, som trækker det hele ud? Og som totalt underminerer den sejrsglæde, som helt havde taget smerterne i fødder og ryg ved at stå op i snart seks timer. »Call it«.
Nu vil vi se Bush, manden, som alle kan se har slået den dårlige taber, John Kerry, klart. Livet er for kort til mere juristeri.
Klokken er godt tre, og de fleste vil gerne hjem og sove. Der buh’es, når kommentatorerne siger, at det kan tage et døgn ja måske 11, før formaliteterne er i orden. Vi har jo vundet.
Folk begynder at sive. Alle skal være klare i hovedet til vigtige møder, hvor frugterne af nattens sejr skal fordeles.
Klokken fire løber jeg selv over gaden efter en enlig taxa. Den sorte chauffør byder mig velkommen med ordene:
»Det er en bedrøvelig dag for Amerika. Nu risikerer vi også at skulle i krig i Iran og have dræbt endnu flere af vores drenge. Han er en war monger, ham Bush. Og Cheney. Jeg stemte på Kerry. Han var det mindste onde. Men når det gjaldt Irak var han faktisk ikke meget bedre. Han skulle have sagt, at vi trækker os helt ud. Nu kører Bush os videre mod ruinen. Han siger, han er en af os, men han tilhører de rige og fine, dem, som ikke tror, det lugter, når de går på lokum.«
Jo, Washingtons taxachauffører er selvudnævnte politiske kommentatorer, og da jeg søvndrukken stiger ud ved herberget i Adams Morgan, får jeg denne afskedshilsen:
»Sov nu godt alligevel. Tag dig ikke af os amerikanere.«
Det kan han sagtens sige. For nu er der vel endnu mere grund til at være vågen. Four more years.
Og det lover jeg mig selv. At være vågen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her