Læsetid: 11 min.

... Frederikshavn rækker ud efter lyset

Når industrisamfundet lukker og slukker, forsvinder en værftsbys sorte stålproduktion, identiteten og rygraden på arbejdsmarkedet. De store kraner på værftets gamle grund hænger med hovedet, men ...
3. november 2004

Det skæve Danmark
Der er en lyd i Frederikshavn.
En tuden af fortid, når værftsfløjten, der engang inddelte frederikshavernes tid i mødetid, frokost og fyraften, sender sine toner ud over havnebyen, selvom værfterne for længst er lukkede.
Det var en industriarbejders dag.
Rita Nielsen kan ikke høre fløjten, når hun står i sin grillbar i den nordlige del af byens centrum. Men Rita, der var svejser på Frederikshavn Værft gennem 16 år, har lyden i sig. Som et savn, de fleste frederikshavnerne taler om.
Hendes tid er ikke længere industriarbejderens. Hun bestemmer selv, hvornår hun spiser frokost.
I 1999 lukkede Rita Nielsens arbejdsplads, Frederikshavn Værft eller Danyard, som det kom til at hedde i 1987. Navnet står stadig på den store silo, der dominerer det første syn den tilrejsende får af Frederikshavn. I 2002 var det sket for det lidt mindre Ørskov Værft. Årene forinden havde konkurrencen taget livet af byens fiskeindustri, og med faldet af EU’s toldmure forsvandt de mange svenskere og nordmænd, der købte billig sprut i byen.
H. V. Buhls træskibsværft, grundlagt i 1870 var i løbet af 1990’erne blevet Skandinaviens næststørste værft. Man byggede bulkskibe til almindelig last; contanierskibe, der kunne køle bananer hele vejen fra Mellemamerika til Europa. Kemikalieskibe og fiberglasskibe. Mellem 1.500 og 2.000 mænd og kvinder var beskæftigede. Dertil kom alle underleverandørerne. Antallet udgjorde en meget stor procentdel af byens 25.000 indbyggere sammenlignet med store arbejdspladser i andre byer.
Danyard kunne det med store tal. I 1993 var der en ordre på syv kemikalieskibe i ordrebogen – den største ordre nogensinde. Overskuddet var på 150 millioner kroner og egenkapitalen en halv milliard. I 1996 præsenterede firmaet et underskud på 1,2 milliarder kroner. På det tidspunkt det største underskud nogensinde for en industrivirksomhed. I 1999 var det slut, og synet af Danyard-kedeldragterne, der spredtes i alle retninger af byen, når fyraftensfløjten lød, var en saga blot. Ifølge Danyards tidligere økonomidirektør, Kaj Christiansen, fordi det ikke lykkedes værftet at mestre de fire teknologier, de byggede skibe efter, på samme tid.
»Så lukkede det hele. Og jeg savner det,« siger Rita Nielsen, mens den nordjyske troubadour Allan Olsen spiller i radioen i lejligheden på Borgmester Hassings Vej.

Frederikshavn lå med blottet strube i den nye økonomi, der har sneget sig ind over landet. De store vækstcentre er omkring København, Århus, Aalborg og trekantsområdet. Her skabes de nye vidensarbejdspladser. Frederikshavn har Nordjyllands Amts højeste arbejdsløshedsprocent på omkring 10. Ifølge tal fra Danmarks Statistik, som avisen Nordjyske har analyseret, havde 13.500 flere nordjyder arbejde i 2002 end i 1993. Og det er Aalborgs borgere, der har fået glæde af væksten med næsten 7.500 flere mennesker i beskæftigelse.
Frederikshavn Kommune derimod har på ti år mistet 2.000 arbejdspladser. Op mod 900 færre er beskæftiget. Samtidig forsvinder befolkningen fra de nordligste kommuner. Skagen ligger 1.100 borgere under sit eget gennemsnit og Frederikshavn 885 ifølge Nordjyske. Manglen på job og videregående uddannelser er blandt forklaringerne, men kommune vil nu undersøge tallene nærmere.
Frederikshavn er Nordjyllands industriby nummer et. Mellem en fjerdedel og en femtedel af borgerne er beskæftiget i fremstillingsvirksomhed. Det er i ifølge kommunens strategiplan, ‘Frederikshavn-området mod 2005’ mere end både regions- og landsgennemsnittet. Byens uddannelsestilbud er tilpasset tidligere tiders efterspørgsel på faglært arbejdskraft inden for jern- og metalområdet samt søfart. Den højeste uddannelse, man kan tage i Frederikshavn, er på teknisk skole plus nogle kortere maritime uddannelser.
Frederikshavnerne troede i mange år, at værfterne var deres billet til velfærdssamfundet. Imens sivede arbejdspladserne. Kriser var man jo vant til, når ordrebogen var tom. Den blev fyldt igen og mange af byens borgere, hvor konen pakkede fisk, og manden var på værftet, havde indrettet deres økonomi på at begge kunne hæve understøttelse i en periode.
Nu sætter globaliseringen de arbejdspladser, byen har tilbage under pres. Og byen har trods et igen voksende skattegrundlag måttet skære ind til benet på kernevelfærd som børnepasning og ældrepleje.
»Det er typisk for udkantsområder, at de ikke har mange videnstunge virksomheder. Derfor kan der være en større påvirkning fra globaliseringen, fordi det i højere grad er håndens arbejde, der dominerer. Og det er det, der i øjeblikket flyttes med,« siger produktionsdirektør på en af byens førende virksomheder, Martin Professional A/S, Søren Kjær Nielsen.
Martin producerer, hvad virksomheden kalder intelligent lys og er førende internationalt med afdelinger i Århus, Frederikshavn og Kina. I Frederikshavn beskæftiger virksomheden 600 medarbejdere trods en netop overstået sæsonrelateret fyring af 140 medarbejdere. Byens tiltro til Martin som motor i den nye tids udfordringer er så stor, at Frederikshavn forsøger at navngive sit hamskifte fra Sort by til Lysets by.

Der findes et billede af Frederikshavn anno 1928. Af hundredevis af mænd i kedeldragter, klemt inde mellem værftets bygninger. Så mange at de bagerstes træk ikke kan skelnes. Forrest de unge drenge – før det hed teenagere – der trådte i oldefaren, farfaren og farens fodspor.
»De gamle industrijob kommer ikke tilbage,« siger Hanne Karlsen, svejser gennem 15 år på Ørskov Værftet, der i dag blot er et reparationsværft med få mand ansat.
»Det trak tænder ud. Jeg var tillidskvinde de sidste fire år og var med til at lukke værftet. Med alle de mennesker er man nødt til at holde det oppe, og jeg havde det dårligt bagefter. Savnede mine kolleger. Men jeg viste måske også mine følelser mere åbenlyst end andre,« siger Hanne Karlsen, der havde det godt på den store mandearbejdsplads.
»Jeg er klar til at trække i min kedeldragt i morgen. Jeg trivedes i det miljø, hvor man kalder en spade for en spade,« siger hun. Og en gang imellem bliver hendes øjne våde. Værftet gav identitet til en by og til dets medarbejdere.
Det var det sted, »hvor store drenge blev til mænd«, som det hedder i en historisk gengivelse. Kvinderne var få, men de har flere ord end mændene.
Som én siger: »Da arbejdspladserne i fiskeindustrien røg, skete der ikke så meget. Det var jo bare kvinderne. De kunne gå hjem og lave mad til deres mænd. Men da de sorte arbejdspladser røg, var det en helt anden sag. Det var jo mændenes arbejde.«
Nogle af Hanne Karlsens kolleger havde alfdrig prøvet at få en fyreseddel: »Det er noget med et tabu. Vi er opvokset med, at man skal have arbejde. Da jeg forlod Metal i maj måned 2004, var der 21 procent ledige i afdelingen.«
Hanne Karlsen var ligesom Rita Nielsen tvunget til at finde på noget nyt. Og de to kvinder har fulgt udviklingens vinde, der blæser fremtidens beskæftigelse over i servicefagene. Hanne Karlsen begyndte straks efter lukningen af Ørskov på en social- og sundhedshjælperuddannelse, som hun netop har færdiggjort.
»Vi er nødt til at tænke i service. Men der er jo ikke arbejde til os alle i servicebranchen. Jeg kan godt se det med globaliseringen... forskning, uddannelse og innovation, ja men mange danskere er kun mindede for at bruge deres hænder. Og det er vigtigt, at vores land producerer noget, så vi sender ting ud af landet. Vi kan ikke bare leve af at flytte papirer for hinanden,« siger Hanne Karlsen.
Det er i produktionen et samfunds værditilvækst skabes, lyder den tidligere svejsers ræsonnement.

Foran Føtex i centrum af byen står en skulptur. De store plader, kunstværket består af, er som opskårne sider på de store skibe, værftet nåede at bygge 500 af gennem tiden.
»Engang var vi en værftsby,« siger brilleekspedienten i forretningen, der har udsigt til skulpturen.
»Hvad skal vi være nu?«
Flere frederikshavnere frygter, at deres by og område ender som en turistpark, som folk stopper op ved på vej til Skagen. Overfyldt om sommeren. Tom om vinteren.
Kommunen tænker i de baner. Natur og beliggenhed appellerer til turisme. På havnen lægger færgerne til fra Larvik, Oslo og Gøteborg. Til næste år står det store idræts- og messekompleks Arena Nord klar med plads til 2.500 tilskuere. Det nybyggede Musiske Hus med plads til 450 koncert- eller teatergæster ligger over for rådhuset. En skibakke med kunstig sne har byen sågar.
Selv den gamle søhelt Tordenskjold, frederikshavnernes store helt, er trukket op af posen. Hvert år i september afholdes de såkaldte Tordenskjoldsdage, hvor mere end 1.000 frivillige skuespillere og statister opfører et kæmpeshow med fægtning i byens gader, kanonild og søslag. Blandt andet som et forsøg på at tiltrække virksomheder til byens konferencecentre med en oplevelse og en historiefortælling, de andre konkurrerende byer ikke kan tilbyde.
Jan Michael Madsen er initiativtager til Tordenskjolds-projektet. Han kalder sig selv innovationsartillerist, men er uddannet maskinarbejder på Alpha Diesel, der stadig eksisterer. Jan Michael Madsen har ændret identitet. En forandringsproces byen også skal igennem. Nye sider af personligheden skal frem.
»Forudsætningen for os heroppe har været at gå ned på værftet og få et arbejde. Så ved man da, at man har en indtægt. Men en masse kreative mennesker har været bundet der nede i mit bitte Liverpool. Men det gav jo identitet. En del af Tordenskjolds-projektet er at skabe en ny identitetsfølelse. Vi har i de sidste 30 år brugt alle kræfterne på at fortælle vores nordiske naboer, at vi har billige dåsebajere og Jakabov. Nu skal vi fortælle dem, at vi har en fælles maritim historie. Det skal der sættes billeder og følelser på. Det er lykkedes, at få mange frederikshavnere til at føle stolthed over det projekt, der er vokset i de sidste syv år. Og virksomheder vil gerne være steder, som har en attraktiv atmosfære,« siger Jan Michael Madsen.
Det er typer af Jan Michael Madsens slags, de skal til at leve af i Frederikshavn. Sådan lyder beskeden fra erhvervsfolk og politikere i byen. Et spontant energibundt, der kan tale i forførende billeder og fortælle fremtidens historier.
Om det fører til arbejdspladser, kan den enkelte frederikshavner godt være skeptisk over for. Men innovation er et ord, de er nødt til at tro på i Frederikshavn. Tilpas løfterigt og fremtidsorienteret. Og faktisk er der kommet nye ideer til byen i form af innovative virksomheder i Danyards gamle fabrikshaller på havnen. Sværindustrien er afløst af den nye lydløse teknologi.
»Vi har slået porten op til en ny tids drømme,« skriver Frederikshavns Maritime Erhvervspark (FME) i sin introduktionsfolder.
Hos FME, der har overtaget Danyards gamle bygninger kan nye virksomheder leje sig ind og benytte fælles faciliteter som kantine og baderum, værksteder og lagerplads. Samtidig tilbydes lejerne service inden for bogholderi, lønregnskaber og sekretærbistand. Det er typisk mindre virksomheder, der er startet hjemme ved køkkenbordet eller som udbrydere fra etablerede virksomheder med en god idé, der finder vej til FME. 50 virksomheder har lejet sig ind og omkring 600 medarbejdere er beskæftigede på området.
»Det er selvfølgelig ikke 1.500 mand, men vi synes, det er ganske flot,« siger Kaj Christiansen, den tidligere økonomidirektør på Danyard, der nu er direktør for FME og formand for byens erhvervsråd. 80 pct. af FME’s lokaler er lejet ud og en tredjedel af firmaerne er innovative virksomheder, vurderer Kaj Christiansen. En håndfuld af virksomhederne er industri resten inden for handel og service.

Da værfterne kørte var der ikke nogen, der dristede sig til at sige til kommunen, ‘hvad nu hvis værfterne lukker’. Det måtte man ikke sige og tænke. Der blev fokuseret på det, og skolerne var indrettet på det. Tre ud af fire skulle jo alligevel på værftet, så behøvede man jo ikke at lærer dem noget – sådan firkantet sagt,« siger Kaj Christiansen.
Så indså byen, at den ikke ville ende som Nakskov, da det lollandske værft lukkede.
»Vi ved ikke helt, hvad Frederikshavn skal være. Det kan også være svært at styre, men vi har nogle visioner. Vi skal ikke alle til at side hjemme ved køkkenbordet som opfindere, men vi skal være med til at udvikle ideerne, også ude på virksomhederne. Når en ide f.eks. ikke passer ind på en etableret virksomhed, skal vi være bedre til at dyrke den. Det med at en kommunalpolitikers vigtigste job var at stjæle nabokommunes bedste ideer. Det holder ikke mere. Vi skal hjælpe os selv,« siger Kaj Christiansen, som håber at de unge frederikshavnerne, der rejser til vækstcentrene Århus, Aalborg og København for at uddanne sig, kommer tilbage, når byens image som ‘Den sorte by’ skiftes ud med et, der handler om gode faciliteter for at bosætte sig og nyde og deltage i kultur- og idrætslivet. Det gør de ikke i dag.
»Vi er stadig værftsbyen. Det er det ry vi har,« siger Kaj Christiansen.
Og som en af de unge frederikshavnere, 19-årige Anja Andersen, der går i 3. g på det lokale gymnasium, siger, er det ikke nemt at være anderledes i byen. Man kan det samme som andre steder; gå i byen, drikke sig fuld, købe smart tøj. Men kedeldragternes uniformitet hænger ved.

Der er et valgsprog i Frederikshavn: »Vendelboere overgiver sig aldrig.«
Rita Nielsen har ikke givet op. Efter den første tilvending til rollen som arbejdsgiver med økonomisk ansvar er hun nu parat til at forlade partneren i grillbaren og åbne for sig selv.
Men Hanne Karlsen er bange for, at en del af byens unge ikke kan følge med det nye tog.
»Jeg er vred over, at globaliseringen har taget de job, som de skulle have haft. Vi er jo ødemarken; et uland i forhold til Århus og København. Men vi skal jo have hele landet med«, siger hun.
Hanne Karlsen har endnu ikke søgt arbejde som social- og sundhedshjælper. Det hele er gået stærkt, og hun skal finde ud af, om det er det hun skal.
»Jeg har en spontanitet, og man er nødt til at holde gejsten oppe. Det handler om at vise mit ansigt på arbejdspladserne. Nu fik jeg ikke taget mig sammen til at gå ned og søge på slagteriet i går. Det gjorde jeg så i dag. Men hvis jeg får nej og nej og nej, så er det ikke sikkert jeg er den samme pige om et år.«

Serie
Det skæve Danmark
*Ifølge Newsweek er Danmark det land i verden, hvor velstanden er mest ligeligt fordelt. Væksten er oven i købet større i Danmark end for Europa som gennemsnit. Men væksten er skævt fordelt. Mellem vækstcentre og udkantsområder. Mellem de ledige og de stressede. Mellem ejere og lejere. Mellem byernes kvarterer. Information er gået på jagt efter det delte Danmark i Frederikshavn og København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu