Læsetid: 3 min.

Fundamental kløft skiller Bush og Kerry

I krigen mod terror har kandidaterne både forskellige fjender og metoder
2. november 2004

Analyse
Terrorister skal jages og dræbes. Herom er de to amerikanske præsidentkandidater enige. Men deres opfattelse af »krigen mod terror« er alligevel fundamentalt forskellig. Forskellen har rodfæste i strategi. Den bedste analyse er leveret af strategen Zbigniew Brzezinski i hans seneste værk: The Choice. Bush stræber efter globalt overherredømme. Kerrys mål er et globalt samfund, der bygger på fælles interesser.
Ingen af kandidaterne har selv formuleret sig så enkelt. USA’s overordnede strategi er noget, som kun eksperter diskuterer. Kandidater præsenterer »visioner«. Bush har en evne til forenkling og indpakning, som gør hans strategi forståelig samt populær. Kerry tør og kan åbenbart ikke fremlægge sin strategi på lignende vis. Men under samtaler med kilder i hans bagland, herunder hans nære rådgiver Brzezinski, fremstår strategien klart, og den afspejles i Kerrys taler.
Set med de fleste vælgeres øjne er Bush en stærk samt troværdig leder. Noget af årsagen er, at han konsekvent fremhæver, at USA er under angreb. Derfor kan han nemt appellere til nationalistiske følelser og frygt. Fokus er på USA og USA’s behov.
Kerry har en mere analytisk tilgang. Terrorister vil, sagde han den 24. september, ikke blot dræbe amerikanere, fordi de er amerikanere. De »vil fremprovokere en konflikt, der radikaliserer befolkningerne i den muslimske verden, vende dem imod USA og Vesten«.
Når Bush omtaler al-Qaeda, sker det med vendinger, som foregiver, at det er en organisation, der kan knuses, hvis man dræber dens ledere.
Kerry anser mere al-Qaeda for avantgarden i et voksende oprør, som udgør en politisk udfordring. De »ekstremistiske fundamentalister« skal isoleres gennem en ideologisk kamp, der inddrager mere moderate muslimer i debat. Blandt Kerrys konkrete forslag er, at USA skal finansiere skoler, så fattige lande får et alternativ til koranskolerne.

Stater eller kaos
Bush fokuserer i sin krig på stater, der giver terrorister ly og anden støtte. Det er bekvemt, fordi fjenden så består af mål, der kan bombes og besættes. Der er regimer, som kan styrtes, og en fjende, der kan bekæmpes.
Kerrys fjende kan ikke beskrives helt så nemt.
»Krigen mod terrorisme er ikke et sammenstød mellem civilisationer«, sagde han i februar.
»Det er et sammenstød mellem civilisation og kaos, mellem menneskehedens bedste forhåbninger og dogmatisk frygt for fremskridt, for fremtiden«.
Som senator kulegravede Kerry det internationale netværk bag handel med narkotika. Set med hans øjne udgør terrorister et lignende fænomen, der er knyttet til globaliseringen, altså dens dystre følger.
Bush vil bekæmpe terrorismens årsager gennem eksport af demokrati – om nødvendigt ved brug af væbnet magt. Under indsatsen i Irak blev det klart, at eksporten gælder en version af demokratiet, som den yderste højrefløj gerne ser indført også i USA. Det kan ske med klingende retorik, som hylder USA’s dyder. Grundlaget er en slags dominoteori, som forudsætter, at hvis blot enkelte grimme regimer vælter, så følger andre i deres nærhed.

Udfordringen
Kerry ser en opgave, som er langt mere kompliceret og krævende. I onsdags beskrev han udfordringen og krigens metoder således: »I dag kan terrorister overalt i verden finde ly, støtte og efterfølgere mellem hundreder af millioner mennesker, som lever i stater, der er brudt sammen eller er undertrykkende – og som intet håb har, når det gælder fremtiden.«
»Jeg vil igen fokusere vores opmærksomhed og reformere institutioner, der forebygger, at svage og kriseramte stater bliver til terroristers tilflugtssted. Vi vil anføre verden til at fokusere på økonomisk udvikling, lettelse af statsgæld, bekæmpelse af korruption, investering i uddannelse globalt, bekæmpelse af smitsomme sygdomme såsom hiv-aids. Hver eneste af disse redskaber udgør et våben i krigen mod terrorisme«.
Han fortsatte:
»Og jeg vil støtte fremskridtets kræfter i udemokratiske lande. Ikke med ansvarsløse (militære, red.) kampagner for at påtvinge demokrati udefra med magt. Men gennem samarbejde med tilhængere af modernisering indefra for at opbygge demokratiets institutioner«.
Bush har også markeret, at en indsats med kulturelle og økonomiske redskaber er nødvendig. Men i praksis har han satset på militær magtanvendelse og amerikansk enegang.
Kerry vil styrke militæret, som faktisk er på sammenbruddets rand, men han vil samtidig »mobilisere«
USA’s ressourcer i bredeste forstand. Kerrys analyse af truslen og dens rødder får fremhævet, at USA ikke kan stå alene i kampen, og derfor vil han anføre »en ny æra for alliancer«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her