Læsetid: 9 min.

Fundamentalismens moder bærer slips, ikke turban

Den ene er iført jakkesæt og slips. Den anden en hvid kjortel og turban. Den ene er kristen. Den anden muslim. Begge har de magt, penge og våben til at påføre Verden død og ødelæggelse. Styret af deres egeninteresser er det præcist, hvad de gør. Så langt lighederne mellem amerikanske imperialister og islamiske terrorister. Forskellen mellem dem er, at den ene er verdens stærkeste supermagt. Den anden en gruppe på 2.000-3.000 individer. Hvordan kan vi være i tvivl om, hvem der er farligst, spørger den britisk-pakistanske forfatter og debattør Tariq Ali, der senere på måneden udgiver sin bog ’Fundamentalismernes sammenstød’ på dansk
6. november 2004

Den ene er iført jakkesæt og slips. Den anden en hvid kjortel og turban. Den ene er kristen. Den anden muslim. Begge har de magt, penge og våben til at påføre Verden død og ødelæggelse. Styret af deres egeninteresser er det præcist, hvad de gør. Så langt lighederne mellem amerikanske imperialister og islamiske terrorister. Forskellen mellem dem er, at den ene er verdens stærkeste supermagt. Den anden en gruppe på 2.000-3.000 individer. Hvordan kan vi være i tvivl om, hvem der er farligst, spørger den britisk-pakistanske forfatter og debattør Tariq Ali, der senere på
måneden udgiver sin bog ’Fundamentalismernes sammenstød’ på dansk

Turbanen og skægget er som taget ud af en CIA-håndbog i at spotte en islamisk terrorist. Hvidt og ikke mindst langt hænger skægget fra det skurkeagtige ansigt med det skæve smil og et udtryk i øjnene, som er han i gang med at planlægge noget stort og grimt.
Men vent.
Virker det smil ikke bekendt? Det ligner unægteligt det selv samme smil, der – måske lidt mere selvsikkert – fyldte tv-skærmene hele onsdagen, hvor ejermanden – USA’s præsident – takkede sine tilhængere for genvalget. Et sikkert mandat til at fortsætte, hvor han slap; ad samme kurs. En kurs mod frihed og demokrati – ikke kun for de privilegerede i Europa og USA, men for hele verden.
Hvilken smuk tanke.
Så hvorfor portrætterer forfatteren Tariq Ali, en af Europas mest radikale intellektuelle og redaktør af det britiske tidsskrift The Left Review, så denne leder af ’den frie verden’ som ’noget’, der unægteligt ligner et klon mellem Bush og hans ærkefjende, Osama bin Laden, på forsiden af sin bog Fundamentalismernes sammenstød? Hvad vil han sige med billedet af denne Osama bin Bush. Eller ’Osama søn af Bush’ som det jo betyder.
Selv bruger Tariq Ali en lidt anden formulering: »Alle fundamentalismernes moder«. Sådan kalder han amerikansk imperialisme. Og det er langt den farligste ’fundamentalisme’ i Verden anno 2004, forklarer han i dette interview med Information forud for udgivelsen af sin bog på Informations Forlag den 29. november.
»USA er det stærkeste imperium i verdenshistorien. Islamisk fundamentalisme består af små organisationer med meget lidt reel magt, men med en kapacitet til at påføre skade. Imperialismen – og vi skal ikke være generte ved at bruge ordet igen – handler altid ud fra egne interesser. Den amerikanske variant er ikke anderledes. Den vil bruge ethvert tilgængeligt argument for at forsvare sine interesser.«
»I den første krig i Afghanistan opfordrede amerikanske ledere åbent til hellig krig – jihad – mod Sovjetunionen og støttede, bevæbnede, finansierede og trænede grupper af islamiske helligkrigere fra Saudi-Arabien, Egypten, Sudan og Pakistan. Disse blev den gruppe, vi i dag kender som al-Qaeda,« forklarer Tariq Ali via e-mail om netop den periode i 1980’erne, hvor bl.a. USA hjalp al-Qaeda til verden.
»Det amerikanske imperium repræsenterer den mest potente fundamentalisme i Verden i dag. Det er det eneste imperium i Verden. Det trues ikke af nogen anden stat. Det vil kæmpe for at bevare dets overherredømme i verden og for at forstærke dets økonomiske overlegenhed – om muligt gennem samtykke, men gennem krige, hvor det er nødvendigt,« siger Ali og peger på, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagons budget steg med 11,6 procent i 2002, hvilket han ser som et tegn på en øget villighed til med magt at forsvare amerikanske interesser.
»Det militær-industrielle kompleks, som dominerer de amerikanske institutioner i dag, har overlevet Den Kolde Krig. Det amerikanske militær er faktisk Verdens 11. største økonomi i dag. Hvis man tager alt dette med i sine betragtninger, hvordan kan man så overhovedet finde på at sammenligne en broget skare bestående af 2.000-3.000 islamiske terrorister med dette imperiums magt? Det interessante spørgsmål er, hvorfor bin Laden og hans bande vendte sig mod deres tidligere protektor.«

Tariq Ali er født og opvokset i Pakistan i et islamisk præget samfund, men i en sekulær familie. I sin bog Fundamentalismernes sammenstød der har undertitlen ’Korstog, hellig krig og modernitet’, beskriver han islams historie og udvikling, de grundlæggende myter og ikke mindst de diskussioner, der foregik inden for det islamiske samfund de første mange år af trosretningens
eksistens. En debat, der til Alis store fortrydelse stort set er forsvundet i dag.
Ikke desto mindre mener han ikke, at religion som sådan har noget at gøre med, hvorfor al-Qaeda vendte sine dødelige angreb mod sin egen ’moder’.
»Årsagen har ikke særlig meget med religion at gøre, men en masse at gøre med historie og politik. Årsagerne er politiske, ikke religiøse, og løsningen må blive politisk, ikke militær og ikke gennem et forsøg på at civilisere. Hvis al-Qaeda – sådan som Francis Fukuyama (professor i international politisk økonomi, red.) og hans følgesvende hævder – er ’islamo-fascister’, så må vi spørge, hvornår denne forvandling fandt sted. Deres religiøse synspunkter har ikke forandret sig, siden de blev rekrutteret af USA, Saudi-Arabien og Egypten til at udkæmpe hellig krig mod Sovjetunionen i Afghanistan og for nyligt, da de blev transporteret i amerikanske fly til Bosnien for at kæmpe mod serberne. Var de ’islamo-fascister’ da præsident Carters udsendinge Zbigniew Brezinski stod på den afghansk-pakistanske grænse og fortalte den skæggede forsamling, at ’Gud er på jeres side?’, eller skete transformationen efter 11. september 2001?,« spørger Tariq Ali med mere end en snert af ironi.
»Radikal islam blev født af behovene, der opstod under Den Kolde Krig, og det ironiske er, at Saudi-Arabien – den mest konservative sociale tilblivelse i den islamiske verden – blev forsyningskanalen gennem hvilken, radikale islamister over hele verden blev bevæbnet og støttet økonomisk – med Washingtons fulde accept. Efter Den Kolde Krig var der ikke brug for dem længere. Den økonomiske og militære hjælp blev afskåret. De arabiske regimer, som havde sponsoreret dem, besluttede sig for at slå hånden af dem. Golfkrigen i 1990 blev et vendepunkt. Den blev udkæmpet uden helligkrigerne, selv om Osama bin Laden havde tigget det saudi-arabi-ske monarki om at lade hans tropper befri Kuwait i stedet for amerikanernes. Den saudiarabiske konge grinede af tanken, og bin Laden vendte sig mod sine tidligere sponsorer.«

Som vi ved, så griner den saudi-arabiske kongefamilie, hvis fundament er blevet stadig mere vakkelvorn med øget intern terrorisme, ikke længere. Og med 11. september-angrebene mod New York og Washington fik hard linerne fra Den Kolde Krig – de amerikanske nykonservative – en ny fjende. Men tag ikke fejl, advarer Tariq Ali, amerikansk imperialisme er ikke kun en nykonservativ mærkesag. Den gennemsyrer amerikansk historie siden Anden Verdenskrig.
»Der er ikke noget nyt ved de nykonservative – det er de samme folk, som omgav Ronald Reagan. Dets dummere en amerikansk præsident er, des mere magt får hans rådgivere. De nykonservative opererer som et politbureau og guider en svag præsident fremad. De forsvarer imperiet og dets behov helt åbent. De ser intet behov for at bære en maske, hvilket europæerne længes efter. Det seneste amerikanske valgresultat har vist os, at de nykonservative nyder massiv folkelig opbakning. Det er sandt, at John Kerry var en svag og patetisk kandidat, men Bush vandt, fordi republikanerne vandt massernes støtte. Det er den højeste folkelige tilslutning i USA’s historie.«
»Men bortset fra det, så har amerikansk imperialisme intet at gøre med partipolitik. Det er værd at huske på, at det i 1960 var John Kennedy, som kritiserede republikanerne for ’missilkløften’ (forestilling om sovjetisk overlegenhed i forhold til udvikling af langdistancemissiler, red.), som han stemplede som en strategisk svaghed i forhold til truslen fra Sovjetunionen. Det var Carter, ikke Reagan som startede den Anden Kolde Krig (amerikansk oprustning samt beslutning om aktivt at gribe ind rundt om i verden for at gennemtrumfe sin vilje. Hjalp til at smadre den sovjetiske økonomi, red.). Så sent som i 1992 var det Bill Clinton, som tordnede imod Bush seniors svaghed over for Cuba og Kina. Efter 11. september organiserede Hillary Clinton og Joe Lieberman et brev, der blev underskrevet af stort set alle demokratiske senatorer, som stemplede Bushs Israel-politik for at være for svag. Vi bør aldrig glemme den grundlæggende kontinuitet i USA’s globale strategi.«

Hvor første halvdel af Tariq Alis bog er en historisk gennemgang af islams historie samt de politiske begivenheder i Mellemøsten, der prægede trosretningen og udviklingen af islamisk fundamentalisme, så fokuserer den anden halvdel på en historisk beskrivelse af amerikansk imperialisme. Vi ender ved 11. september-angrebene, som Tariq Ali ikke mener ændrede verden: »Er der virkelig sket ændringer efter 11. september? Er der sket en fundamental ændring i verdenspolitik? Det mener jeg ikke (...) Det faktum, at USA opfører sig som en imperialistisk magt er næppe nyt for det meste af verden,« som han skriver.
Også begivenhederne op til krigen i Irak bliver diskuteret. Siden paperbackversionen blev udgivet sidste år er krigen i Irak imidlertid blevet til virkelighed. Ligeledes er fundamentalismernes helt konkrete sammenstød.
Saddam Hussein er smidt på porten, men USA og dets koalitionspartnere kæmper en blodig og skånselsløs kamp mod de islamiske fundamentalister, de selv var med til at skabe i 1980’erne. Spørgsmålet er, hvilken af fundamentalismerne, der er stærkest. Tariq Ali tror i det konkrete tilfælde med Irak, at oprørsgrupperne vil vinde, om end det ikke nødvendigvis betyder enden på amerikansk imperialisme.
»Amerikanerne vil tabe i Irak. Udenrigsminister Colin Powell har for nylig indrømmet, at de ikke kan vinde krigen. Han har ifølge denne uges Newsweek indrømmet over for private venner, at oprørerne er i færd med at vinde krigen. Det er lykkes for dem at infiltrere de irakiske styrker fra top til bund,« siger Ali, der ser de umiddelbart desperate bombardementer af civile områder i Falluja, Ramadi osv. som en helt amerikansk strategi.
»At dræbe civile har til formål at intimidere befolkningen. De gjorde det med atombomber i Hiroshima og Nagasaki. Dresden og Hamburg blev bombarderet. Vietnam blev gennemblødt af kemiske våben. Det er en lang historie. Det britiske magasin Lancet har efter grundig research afsløret, at der har været 100.000 civile tab i Irak. Det faktum, at de vestlige tropper er ligeglade med civile tab betyder ikke, at det ikke er en del af en strategi.«

Selv om Tariq Ali dermed forudser en sejr til oprørsgrupperne – heriblandt de islamiske fundamentalister – i Irak, så mener han dog, der er grund til at tro, at også disse snart vil få modstand.
»Islamisk fundamentalisme er i bund og grund svag. Jeg har gennem nogen tid nu argumenteret for, at den islami-ske verden har et behov for en reformation for at få udviklet ideer inden for alle områder – filosofi, politik, økonomi – som bringer dem ud af fortiden, som de har spejlet sig i, og forbi den ortodokse nyliberalisme, som Vesten tilbyder. Det betyder en adskillelse af stat og moské; en gennemgående demokratisering af den islamiske verden inklusive Egypten, Kuwait og Saudi-Arabien. Hvis kristne demokratiske partier kan fungere i Vesteuropa, så er der ingen grund til, at islamiske demokratiske partier
ikke skal kunne fungere i Egypten, Tyrkiet eller Algeriet,« siger han.
»Frem for alt, så må intellektuelle i den islamiske verden udøve deres ret til at fortolke de tekster, som er den islamiske kulturs kollektiv ejendom, som et hele. Der var flere meningsforskelle og større skepsis inden for islam i det 11. og 12. århundrede, end der er nu, og at det svandt ind, er blevet islams tragedie. I realiteten er der millioner af skeptikere, agnostikere og ateister i den islamiske verden i dag, men de vover ikke at tale offentligt af frygt for reaktionerne Men det vil de snart,« siger Tariq Ali.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu