Læsetid: 3 min.

Gigant omgivet af lilleputter

Marianne Faithfulls backingband var sandt for dyden ikke noget at skrive hjem om, så kun solistens målrettede indsats og massive udstråling reddede hendes koncert i at ende som ren travesti
15. november 2004

Koncert
Fernando Saunders… bop bop bop. Siden han dukkede op som bassist hos Lou Reed på lp’en Blue Mask i 1982, er han indgået i diverse konstellationer med sit til tider næsten ulideligt travle basspil, der gerne formår at komme i karambolage med såvel solist som essensen af det i den givne situation sungne. Undertegnede er således ikke bleg for at påstå, at Saunders ’dygtige’ og ’ferme’ jazzinspirerede basspil har afholdt en stribe af de sidste nogen og tyve års Lou Reed-udgivelser fra at være sublime fremfor blot gode.
Så forestil Dem, hvor grim en smag i munden Deres udsendte fik i Store Vega, da denne Saunders tonede frem i baspositionen i Marianne Faithfulls backingband. Værre endnu blev de dårlige anelser langt hen ad vejen indfriet, thi han fyldte ALT for meget i lydbilledet. Helhedsindtrykket blev ikke bedre af, at Faithfulls faste makker siden comeback-albummet Broken English (1979), guitaristen Barry Reynolds, havde en decideret off-aften. Der var dømt kvajebajer i så mange tilfælde, at hele bandet på den konto sikkert har fået sig en pæn skid på.

Hudafskrabning
Og for lige at fortsætte jammeren herfra; årsagen til at denne signatur havde indfundet sig i Store Vega fremfor at sidde dybt inde i en skov og drikke risvin under nymånen, var såmænd Faithulls seneste suveræne ofring, det hudløst underspillede Before The Poison, bestående af 10skæringer, skrevet af – eller i samarbejde med – åndsbeslægtede som PJ Harvey og Nick Cave. Et album, hvis nøgent illusionsløse grundtone virker som en hudafskrabning på sjælen, omend på den fede måde, hvis De kan forestille dem DET.
Men aftenen formede sig i stedet som en rejse gennem Faithfulls anseelige bagkatalog af Should-Have-Been-Hits-sange – garneret med ALT for få af de ny sange – hvilket så også havde været til at leve med, hvis hun havde serveret dem i samme primale regi som forefindes på Before The Poison; men da det medbragte band endelig forsøgte at matche den urprimitive klang på et af pladens glansnumre, »My Friends Have«, stod det frysende klart, at det ikke er hvem som helst beskåret at spillet noget på papiret så enkelt med den ædende ondskab og hårrejsende effektivt PJ Harvey og hendes faste sparringpartner Rob Ellis så lydefrit og ubesværet formår. Tværtimod blev det en tåkrummende demonstration af kunsten i at falde igennem med eftertryk.

Kunstnerisk forløsning
Så selvom repertoiret indeholdt mange highlights fra dennne imposante 57-årige fortolkers vidtrækkende karriere – som f.eks. hendes på plade så sikre og personlige læsninger af Shel Silversteins »The Ballad Of Lucy Jordan«, John Lennons »Working Class Hero«, Tom Waits’ ypperlige »Strange Weather«, Bob Dylans »I’ll Keep It With Mine« (som SLET ikke løftede sig), Roger Waters frysende »Incarceration Of A Flower Child« og Barry Reynolds fine »Times Square« – var det først hen mod sættets sidste tre sange, der kunne tales om egentlig kunstnerisk forløsning.
Det kom »As Tears Go By« – som Keith Richards og Mick Jagger skrev til hende i 1964, da hun var en nysselig lille wannabe-folkie på 17! – og sammes »Sister Morphine«, en af de bedste sange om stofafhængighed på denne klode, til gode. Samt den afsluttende Nick Cave-ballade, »Crazy Love«, med tekst af Faithfull selv. Samt de to ekstranumre, hvor bandet endelig – omend lovlig sent – fandt den forpulede form; nyklassikeren »Broken English« og den ubarmhjertige »Why D’Ya Do It«.
Dog – lige meget hvor jammerligt bandet håndterede de mange svinefede sange., som de fik mellem hænderne, holdt Faithfull smukt på formerne fra der blev sat i med PJ Harveys benhårde »The Mystery Of Love« til det afsluttende, stadigvæk chokerende åbenhjertige studie i ædende jalousi, »Why D’Ya Do It«.
Hendes mørke, malmfulde og bastant monokrome stemme åd sig nådesløst gennem materialet og mindede én om, hvorfor man havde opgivet risvin og nymåne for motorvej og storby. Summa summarum – en musikalsk gigant i selskab med et trist udvalg af ditto dværge.

*Marianne Faithfull m/ band, Store Vega, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu