Læsetid: 6 min.

Globalisering giver ulighed

Der går en lige linje fra globalisering til marginalisering og ghettoisering
19. november 2004

Analyse
Globaliseringen og de medfølgende forandringer underminerer langsomt, men sikkert grundlaget for det nationale fællesskab. Det er en naturlig følge af globaliseringen, at de forestillinger, der skabtes af nationalstaterne, nu er ved at have udspillet deres funktion og er på vej til at blive erstattet af andre fællesskaber. Men for et land som Danmark med stor vægt på det nationale fællesskab er det en smertelig proces at opdage. I danskernes selvforståelse er landet stedet, hvor få har for meget og færre for lidt og eksistensen af en solidaritet på tværs af samfundets skel. Men det er ikke givet, at det holder mere. Uligheden mærkes på flere områder, geografisk, socialt, politisk, etnisk og kulturelt. Den nationale selvforståelse er ved at sprække gennem voksende kulturelle og normative divergenser. Udstødning fra arbejdsmarkedet hjælper også godt til. Det gælder vores valg af bolig og dens omgivelser, hvor de bedrestillede isolerer sig i de dyre villaforstæder og et stigende fravalg af folkeskolen til fordel for privatskoler.
Globaliseringen, der i starten af 1990’erne mest blev betragtet som en økonomisk foreteelse med primært beskæftigelsesmæssige og regionale konsekvenser, ses i stigende grad som baggrund for en bred samfundsmæssig forandring. Kulturelt, ideologisk, livsstils- og forbrugsmæssigt samt på andre måder ændres vores dagligdag. Middelklassen i de vestlige og så småt også i de østasiatiske lande deler i stigende grad en konservativ, neoliberal noget-for-noget- man-må-yde-før-man-kan-nyde- forståelse af den globaliserede verden. Forståelsen mellem middelklassens medlemmer på tværs af landegrænser øges, mens tolerancen over for andre grupperinger i det nære samfund reduceres. De ydre omstændigheder som fælles sprog og territorium gælder stadig, mens den sociale sammenhængskraft svækkes. Det er interessant at bemærke at globaliseringen viser sig i dagligdags forhold som bosætning og skolegang.
Globaliseringen betyder ikke fællesskabernes opløsning, men udskiftningen af en type fællesskab, det nationale, med det globale eller i al fald internationale fællesskab. Hvad har den politisk-økonomiske elite i Vesteuropa egentlig til fælles med de marginaliserede borgere i deres lande? At de taler samme sprog, har stemmeret og deler en række forestillinger om nation og folk? I så fald er dette fundament for nationalstaterne ved at smuldre. Globaliseringen tenderer en opdeling af befolkningerne i de mobile og de stedbundne, i vindere og tabere. De mobile har verden som deres erfaringsgrundlag, deres kompetencer udvikles til stadighed gennem kurser og erfaringer. Deres individuelle erfaringer får dem til at afvise fællesskabet, i hvert fald et fællesskab, der begrænser deres muligheder eller stiller dem bagest i køen. De har hverken tid eller råd til at vente på ensartede, kollektive løsninger. De køber sig til de ønskede serviceydelser, til bedre sociale netværk og uddannelse frem for at lade sig nøje med standardvaren, som de stedbundne. De udstødte er parkeret på sidelinien, på førtidspension eller aktiveringsordninger, i almene boliger eller i nedslidende job med beskeden betaling.

Men det er ikke den enkelte forretningsmand, kunstner, analytiker, konsulent, advokat eller revisor, der er modstandere af det nationale fællesskab, at sikre plads til alle borgere eller en velfungerende folkeskole. Det er summen af deres individuelle handlinger, der hver for sig er gjort ud fra nøgterne vurderinger af, hvad der tjener dem selv og deres familie bedst. De har arbejdet hårdt for at nå deres positioner og er dagligt presset af stramme deadlines og problemet med at få et familie- og privatliv til at hænge sammen. De har råd og fravælger derfor langsommere, fælles løsninger til fordel for de individuelle, skræddersyede ordninger.
At det så samlet set undergraver velfungerende institutioner og folkeskole, kollektiv trafik, sammenhængende bykvarterer eller på sigt måske også velfærdsstaten og det nationale fællesskab, er utilsigtet. Generelt er der stor opbakning til folkeskolen, hele 82 procent af forældrene er enige i at »det er bedst for samfundet, at så mange børn som muligt går i den lokale folkeskole.« (Ugebrevet A4, 1. novemer 2004). Den massive opbakning går på tværs af alder, uddannelse og baggrund. Men praksis ser anderledes ud; en voksende andel mener, at privatskolerne er bedre til at sikre et højt fagligt niveau; blandt forældre under 30 år mener 43 procent, at privatskolerne vil være bedst til at sikre børnene det faglige niveau, mens kun 15 procent nævner folkeskolen. Det er således navnlig ifølge Ugebrevet A4 de yngre voksne, der har mistet troen på folkeskolen som uddannelsesinstitution for deres barn, men de mener godt, at andre kan og bør bruge den.
Udviklingen er tydeligst i Hovedstadsregionen; det er fristende at tillægge den voksende segregation en stor betydning i denne sammenhæng, eftersom andelen af børn i privatskoler er markant højere i kommuner med mange børn med ressourcesvag baggrund hele 39 og 31 procent af børnene i henholdsvis Indre og Ydre Nørrebro går i privatskoler. Herved er der ikke længere tale om positivt tilvalg af et alternativ til folkeskolen, men om decideret fravalg fra de velstillede forældres side. Tendensen er tydelig nok: De nye generationer har ikke særlig stor tiltro til folkeskolens faglighed, og hvis der ikke reageres hurtigt og effektivt bliver det snart de marginaliseredes skole, især i storbyernes etnisk og socialt blandede kvarterer.
Det frie skolevalg øger de sociale skel; det er især de højtuddannede med de gode indkomster, der benytter det frie skolevalg. De opmærksomme forældre søger efter en god skole til deres børn, og lever distriktsskolen ikke op til forældrenes ønsker bliver det en anden folkeskole eller en privatskole. Det er de ressourcesvage, der bliver tilbage. Sådanne skoler får let et negativt omdømme, stigmatiseres og undgås af stadigt flere. Der er sjældent tale om dårligere lærere eller færre ressourcer til den enkelte elev. Men stigmatiseringen indebærer en hurtig social slagside, der får mange lærere, elever og forældre til at holde sig på afstand af skolen – man ved jo aldrig. Relationerne på tværs af sociale og etniske skel reduceres til et minimum sammen med forståelsen for ’de andre’. Ukendskab er det stof, fordomme er skabt af.

Tilsvarende har den succesrige middelklasse med job i fremgangsrige brancher som informationsteknologi, medico- og biotech, diverse konsulent- og liberale erhverv mm. nydt godt af globaliseringens økonomi. Disse videnstunge erhvervs nøglemedarbejdere er siden starten af 1990’erne indkomstmæssigt rykket fra den øvrige befolkning. Det har gjort det muligt for dem at bosætte sig i de mest attraktive bydele, tæt på storbyernes pulserende centre, men alligevel lidt for sig selv og i naturskønne omgivelser. Nord for København langs Øresundskysten findes den historisk betingede største koncentration af velstand i landet: Rungsted, Hellerup, Klampenborg, Tårbæk, Vedbæk med store, velbyggede villaer. Det er kvarterer i skarp kontrast til de store almene boligbebyggelser som Vollsmose, Gellerupplanen, Tåstrupgård og Sydhavnen med deres koncentration af førtidspensionister, lavindkomstgrupper og andre marginaliserede. Beboerne i de to områder mødes sjældent og kender ikke hinanden. Men modsat hvad mange antager, er det ikke de marginaliserede, der er de mest segregerede; det er de velbjærgede og besiddende, der holder sig lidt for sig selv i deres selvvalgte, eksklusive kvarterer, hvor de kan holde det øvrige samfund og dets problemer fra livet.
Der er en lige linje fra globaliseringen til marginaliseringen og ghettoiseringen af dele af samfundet. Og til de mobile og velstilledes trækken sig tilbage fra fællesskabet. Både skoler og bydele.

*Hans Thor Andersen, ph.d. er lektor i socialgeografi og bypolitik ved Geografisk Institut, KU.

Serie
Det skæve Danmark
*Ifølge Newsweek er Danmark det land i verden, hvor velstanden er mest ligeligt fordelt. Og væksten er større i Danmark end for Europa som gennemsnit. Men væksten er skævt fordelt. Mellem ejere og lejere. Mellem de ledige og de stressede. Mellem vækstcentre og udkantsområder Mellem byernes kvarterer. Information er gået på jagt efter det delte Danmark i Frederikshavn og København.
*En slags Danmarksbillede med nedslag på forskellige former for skævvridning af Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu