Læsetid: 5 min.

En god dag at dø

Nu tror De måske, at bare sangen er på dansk, er denne signatur glad og tilfreds. Vorherrebevars nej
5. november 2004

Musik
Det var en efterårsdag som så mange andre, om end der var linet godt med afbrydelser op; til banen kl. 7 med min elskede, til dyrlægen kl. 9 med den mindste af hundene, på genbrugsstation kl. 14 med de uanede mængder lort, der har for vane at hobe sig op og til fys kl. 16.30 med en forpulet nerve, der sidder i klemme et eller andet sted i højre skulder. Så det var ned i bilen i ét væk, det var lige før, der ikke var grund til at slukke hverken motor eller radio, sådan som det uafbrudt gik ind og ud af indkørslen. Og for en gangs skyld fik jeg ikke mandolinfeber i min kanalvælgerhånd, thi DR havde sin årlige ’Spil dansk dag’, hvilket udmøntede sig i et helt døgn med musik af lokalt tilsnit.
Det var forbløffende fedt. Jo vist udgives der (alt for) meget musik, ikke kun på internationalt plan, men sandt for dyden også herhjemme, hvor der ikke er det aftenskoleforetagende, der ikke ser sig nødsaget til at udsende mindst en dobbelt-cd i utide med musikalske bestræbelser, der havde været bedst tjent med at være forblevet en velbevaret hemmelighed indenfor en snæver kreds. Ikke desto mindre udsendes der hvert år mindst en håndfuld lytteværdige udgivelser, man med glæde kan vende tilbage til, når nyhedsinteressen har lagt sig. Hvad den forbløffende hurtigt gør, så selv om dansk musik sært nok har en lang, gloriøs og fascinerende historie, ynder radioværter stadig frasen om at, »det var godt nok et gammelt nummer, som stammer helt tilbage fra ’94«. Man mærker historiens vingesus! Trods dette fascinerende historiesyn er vi en lille skare, der jævnligt samles omkring et alter kaldet Kai Normann Andersen (1900-1967), hvis yndefulde tone til dato næppe er blevet overgået, men lad det nu hvile.
Nu står vi midt i en tid, hvor det gamle muttersmål oplever en befriende renæssance, og der er faktisk en del at komme efter. I flæng kan nævnes så talentfulde og substantielle navne som Klondyke, Peter Sommer/Superjeg, Monopol, Kenneth Thordal, Sterling, Martin Ryum, Vildnis, Karen, Pluto, Tobias Trier, Juncker, Nephew, Mikael Simpson og Under Byen, der alle indenfor de sidste par år har fået sproget til at synge. Og i processen modbevist den vidt udbredte slaphedstese om, at dårligt skoleengelsk er et mere naturligt udtryk for danerfolket end det stakkels gennempulede modersmål. Læg dertil veteranerne, der i de trængte 90’ere holdt fast i at synge på det sprog, de taler til hverdag og fest: Niels Skousen, Voss/Torp (Souvenirs), Allan Olsen, C.V., Dissing, TV-2, Nikolaj Nørlund og denne Kim Larsen, der p.t. kæmper en brav kamp for at redde diverse perler af ældre dato fra at gå i Glemmebogen. Og så har vi ikke nævnt de mange hiphop-ensembler og solister, der den ondelyneme giver sproget så mange tærsk, der kan ligge på det – Malk De Koijn, Jokeren, Hvid Sjokolade, Clemens, Niarn, L.O.C. og hvad de nu kalder sig, er i
gang med at skabe en ubetalelig, møgbeskidt og fuldstændig respektløs
kanon, der i processen udsiger ikke så lidt om en nation og et folk i et vadested, samtidig med at det ofte er hamrende morsomt.

Med fare for at blive klynget op i den nærmeste lygtepæl, tør jeg i denne sluttede kreds godt lavmælt mumle, at jeg holder af vort sprog, ja måske er det dét ved at være dansk, jeg sætter allerstørst pris på. Thi det er nøglen til hvem vi er. Velvidende at dansk har mere tilfælles med en gennemhakket narkoluder end en forfinet levedame og ingen behøver rette en tromlerevolver mod min tinding for at overbevise mig om, at f.eks. fransk og svensk klinger smukkere, men herregud – finsk, kinesisk og hollandsk lyder heller ikke alt for kønt i ædru ører, men det forhindrer dem ikke i hverken at synge eller digte derpå, så benhårde konsonanter står ud af knaphullerne. Og de opnår tilmed ofte en eller anden form for klanglig skønhed, hvis det er med dén på.
Den allervigtigste grund til min patologiske optagethed af, hvorvidt der overhovedet synges på dansk, er såmænd, at det at være dansk interesserer mig. Ikke på en stupidnationalistisk facon, gud fri mig vel, det har vi folkevalgte til at tage sig af, men bestemt heller ikke med den klassiske skamfulde mindreværdsfølelse over ikke at være stormagtsætling med et udbredt sprog og en bisset hær, der i en snæver vending kan indsættes hvor som helst nationale interesser trues. Derfor spidser jeg uvilkårligt øren, når nogen benytter sproget til i sang at give bud på hvordan verden tager ud fra den syngendes vinkel. Og jo, de fleste synger stadig helst om kærlighed, men selv dette fortærskede emne kan udmønte sig i orginalt turnerede tekster og opfindsomme måder at angribe en evig tematik på.
– med allerstørste ydmyghed: Tværtimod! Der er blevet begået ubeskrivelige forbrydelser mod syntaks, (mangel på) mening og helt almindelig gennemsnitsintelligens af utallige tekstslagtere, hvad enhver, der kan huske så langt tilbage som 80’erne, kan skrive under på; dér blev der til overmål sunget på dansk, men der var immervæk langt mellem snapsene. Ikke desto mindre kunne der snildt finde en 30-40 titler fra dengang, der kunne tåle genhør. Men selvfølgelig skal håndværket være i orden, selvfølgelig skal der udkæmpes en kamp med sproget for at få det til at synge og afgive nye betydninger og selvfølgelig skal der være både en hjerne og et hjerte at tære på i givne situation. Sprogfornemmelse er ingen hindring, selv om et blik på salgslisterne ind i mellem godt kan give det modsatte indtryk. Lidt kunstnerisk ambition bør der ej heller kimses af – heller ikke, når vi taler pop.
Men næsten hver gang jeg satte mig ned i bilen og tændte for radioen den famøse ’Spil dansk dag’, kom der noget glædeligt ud af højttaleren. Noget der fik mig til at smile og tænke. I dag er en god dag. En god dag at dø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her