Læsetid: 3 min.

God dag, Information

Trods den historiske avisomlægning herskede der i går en knusende ro på Information
30. november 2004

Fra vor helt egen verden
Fra Thyborøn til Thisted, fra Herning til Haderslev – det er det, hele Danmark snakker om: hvad har det af konsekvenser for det psykiske arbejdsmiljø, når ens arbejdsplads, som i nærværende tilfælde, bliver halveret fra den ene dag til den anden? Hvordan aflejrer den slags sig i traumecentret? I går vandrede Informations indsendte medarbejder rundt på avisen for at tage temperaturen, da det hele brændte på – i hvert fald på papiret.
Der var nemlig intet ekstraordinært at se. I det store ’newsroom’ på anden sad reporterne bøjet ind over skærmen, mens de lod deres lange, krumme pegefingre danse hen over tastaturet. I redaktionssekretariatet stred en håndfuld redaktionssekretærer sig stille og rolig frem mod den uomgængelige tid på aftenen, hvor avisen skulle lægges i seng, som man siger. Men sådan var det også i sidste uge og ugen før. Alt var ved det gamle. Jo, debatredaktøren havde fået nye briller, der flugtede med og accentuerede hans moustache, men det var ikke noget, han stoppede op og snakkede om.
På fjerde sal, som huser kulturredaktionen og det hæderkronede gamle arkiv, hvor næsten 60 årgange af Information i broadsheet står indbundet i brunt læder med guldbogstaver i nakken, ringede en telefon fra tid til anden på et af kontorerne. Hvis der ikke var nogen til at tage den, fortsatte den infernalske tone i en uendelighed og borede sig ind i hofteknoglerne på folk, der forsøgte at varetage deres arbejdsmæssige forpligtelser i de tilstødende lokaler. På bagtrappens øverste gelænder på fjerde sal hang fire fugtige viskestykker og vidnede om kvaliteten af rengøringen i huset. Som alt andet skulle det bare være perfekt. Henne i hjørnet stod en gulvspand på hjul, og en stikprøve viste, at industrimoppen, der stak op, stadig var våd – formentlig efter en grundig vask af arealet omkring elevatoren på hovedtrappen.

Avisens rygrad
Åh ja, elevatoren, avisens rygrad – med plads til tre personer eller 225 kg gods; cirka hvert femte minut satte det gamle maskineri i gang og signalerede på én og samme tid dynamik, fremtidstro, ukrænkelige traditioner og avisens kerneværdier. At træde ind i elevatoren er som at tage rutschebanen på Bakken, det er altid en ny oplevelse. Det lille rum bag vinduerne kan lugte af cigar, pibe, pizza, barbersprit eller spiritus, alt efter hvem der har brugt det før. Og retter man blikket i nordøstlig retning, når man når til mellem anden og tredje sal, kan man se over på et vindue i en anden ejendom et par meter væk, hvor en kvinde af og til vasker op iført badekåbe. En gang imellem kigger hun tilbage, det er ikke envejsvoyerisme.
Hvis man i går stod af på første sal og gik ned ad gangen i den administrative afdeling, kunne man se Informations distributionschef, Gorm Ousen, stå ved et højt arbejdsbord med ryggen til, mens han ordnede nogle papirer. Og hvis man spurgte ham, kunne han fortælle, at den avis, som læseren netop har mellem hænderne skulle udkomme i et »forhøjet løssalg« på 100 procent. Og at der er sendt unge mennesker på gaden med hele 8.400 eksemplarer for at promovere de nye kompakte gevandter. Sådan logistisk var det såmænd ingen kunst, lod han forstå.
»Det er ikke sværere end at spise havregrød,« vurderede Ousen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu