Læsetid: 3 min.

De gode gamle venner

På landet kommer man hinanden ved. Vi har ganske vist ikke lært nogle nye venner at kende – men de gamle kommer gerneog bliver længe. Meget længe
18. november 2004

Lykken på landet 3
Når vi skal have gæster i den nordsjællandske idyl, kan de godt finde på at spørge, hvornår det sidste tog går ind mod byen. Det er et spørgsmål, der umiddelbart lyder af ingenting, men som rummer uanede dybder. Det handler ikke om hjemtransport. Det handler om overnatning. Det ligger underforstået, at vi skal svare, at det skal de da ikke tænke på. Vi har jo så megen plads, at de bare kan sove her og stå op til varme og hjemmebagte boller. Og vi kører dem da til og fra toget.
Sådan er livet på landet jo. Vi oser rundt i tid og nærvær og deler rundhåndet ud af begge dele. Det forventes, mærker vi. Når først de har fundet ud i denne udørk, der ligger 40 minutter fra hovedstaden – det tager kortere tid at nå os end at krydse byen i myldretiden – så skal der rigtigt hygges igennem.
Vi er kommet meget nærmere vores gamle venner, efter vi er flyttet længere væk fra dem. Med streg under de gamle venner. For vi har i løbet af vores halvandet år på landet ikke fået nogle nye venner. Man spiser ikke så meget hos hinanden på landet, som man gør i byen. På landet er bordet ikke et mødested. Det er et fødested.

Konen som kogekone
Min kone har ændret karakter, efter vi flyttede på landet. Hun er konverteret til kogekone. Jeg har lige set hende afbene to kilo kalvebov. Aftenens gæster skal have kalve frikasse. Det er en gryde- og kogeret. Det fik vi aldrig i byen. Det skal stå og simre, og huset vil dufte af overskud og samtalekøkkenet emme af den lange rækker emner, der skal vendes i aften. Det bliver noget med faste grænser i børneopdragelsen, huslån med risiko og selvrealiserende rejser.
Og så vil megen snak også handle om mad. Om at det er heldigt, at vi har en slagter til nabo og en fåreavler til genbo. Min kone har også lavet en fransk kagedessert. Æggene er vores egne. Man spiser så godt og autentisk på landet. Man drikker også mere. Især rødvin. Aftenens gæster har understreget, at de glæder sig til den gode vin. Det vil sige, vi skal sent i seng.
I byen kunne folk finde ud af at køre hjem, den ene forblev ædru. Sådan gør vi stadig, når vi kører til byen på genbesøg. Men efter vi er flyttet på landet, så indstiller gæsterne sig ofte på, at den lange rejse skal afsluttes med et æde- og drikkegilde. Det er hyggeligt. Og om morgenen kan man gå længe og klirre med glas og tallerkner for at få dem ud af døren.

Angst for ensomheden
Heldigvis har vi garderet os. Ganske vist skal de fire voksne og to børn sove her. Men vi har understreget, at vi har et program i morgen, så de skal ud af klappen. Jeg hørte selv min kone sige det: »Det bliver ikke noget med at blive hængende.« Befriende ærligt. Men vi skal selvfølgelig have kaffe med varm mælk og kanel. Og måske skal vennerne have en pose æbler med hjem. Og nogle æg. Når de er gået, skal vi rede senge. Rydde op. Støvsuge. Vaske gulv. Gøre klar til næste hold.
Vores sociale kalender er booket. Nogle gange tror jeg, det er vores egen skyld. Vi er bange for at blive glemt og ladt alene. Kun hjemsøgt af postmanden i den gule bil. Vi er jo ikke flyttet på landet for at kede os. Den megen plads og de gode råvarer skal jo bruges til noget. Vi har iscenesat os som en kloning af Camilla Plum. Det er også hendes brødbog, der ligger fremme til beskuelse på skænken i køkkenet. Måske skulle jeg læse den. Det vil styrke mit landlige image, hvis jeg uden videre tryller et ordentlig brød frem. Så får vi endnu flere gæster.

*’Lykken på landet’ er en autentisk dokusoap baseret på rigtige begivenheder der er indtruffet, efter at skribenten har solgt sit hus i Brønshøj og er flyttet til den nordsjællandske provins

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her