Læsetid: 4 min.

Med hammer, segl og dødningehoved

Den amerikanske trubadur Steve Earle går durk mod tidens sorte reaktion, ja han opfordrer os i utvetydige vendinger til at gøre oprør imod den. Nu. Oven i polemikken spiller han den fedeste og mest råswingende roots-rock, der tænkes kan
30. november 2004

Koncert
Det var svært ikke at glo på stortrommens skind deroppe på scenen søndag aften i Pumpehuset, thi det var dekoreret med hammer og segl og …dødningehoved. Hvad det sidste repræsenterede, var ikke lige til at gennemskue – fribytteri, måske, selvom dødningehovedet selvfølgelig har været et yndet symbol for mange andre end pirater – men de to første, dem ser man ikke hver dag. Ikke nu om stunder, i hvert fald, hvor selv Kina hylder kapitalismens grundprincip om individuelt at rage max til sig på bekostning af hvem som helst, der måtte stå i vejen for denne noble praksis.
»Jeg tjener godt nok obskønt mange penge af en borderline-marxist at være,« sagde Steve Earle i Pumpehuset som indledning til nummeret ’Rich Man’s War’, en af de mange manende protestsange fra hans seneste udspil, hvis umisforståelige titel The Revolutions Starts Now perfekt opsummerer denne musikalske partisans virke. Men trods det faktum, at Earle tjener sit udkomme i udkanten af musikindustrien – ingen borderline-marxist er så vidt vides nogensinde gået Top 10 i Guds Eget Land – og åbenbart formår at leve hæderligt af det, er han ikke desto mindre en af de få troværdige politiske sangkunstnere i nyere tid.

Langt fra alfarvej
Og Earle fortsatte da også sin humoristiske indledning med en passioneret understregning af, at så længe soldaterne rekrutteredes blandt den amerikanske underklasse, kunne de riges krig i Irak i og for sig fortsætte i det uendelige. For som han videre sagde – og med klare paralleller til Vietnam – er det først den dag, at middelklassens unger ryger af sted i uniform og kommer hjem i bodybags, at et ramaskrig over denne kriminelle krig ville rejse sig. Men da han selv havde to sønner på henholdsvis 17 og 22, fik tanken om at sende dem af sted for at udkæmpe en krig, der primært handlede om USA’s ubegrænsede adgang til billig olie, hans tæer til at fryse til is. Og lidt til. Han undskyldte også for det valg, det amerikanske folk havde taget med George Bush, »cause it IS gonna affect your lives«, som han ildevarslende tilføjede. Hvordan det end vendes og drejes, befinder Steve Earle sig som sanger-sangskriver så langt fra amerikansk alfarvej som tænkes kan. Dobbelt ironisk i lyset af at hans musik er så hørmende ærkeamerikansk som tænkes kan; med afsæt i countryrocken er han åbenlyst inspireret af såvel folkemusikken som af den politiske protesttradition fra Woody Guthrie til den unge Bob Dylan og som dem mestrer han kunsten at skrive sange, som med afsæt i en væsentlig begivenhed fortæller om en af de ellers navnløse skæbner, der har det med at komme i klemme i et benhårdt kapitalistisk system, i hvilket en oldgammel racisme endvidere er grundigt institutionaliseret. For som vi allerede ved til bevidstløshed: så længe de undertrykte klasser bekriger hverandre, kan de egentlige forbrydere fortsætte deres gerninger uforstyrrede og uden at bekymre sig synderligt om etik og almindelig moral.

Ind i det sublime
Et godt eksempel på Earles sangskrivningskunst er den hårrejsende historie om en lynchning af en uskyldig, som den gestaltes frem i sangen om ’Taneytown’, der snildt matcher Dylan, dengang han endnu skrev sange om fortabte sjæle i klemme i Historiens Tandhjul. Den fik vi da også smasket lige i synet i løbet af en koncert, der efter en tam start blev bedre og bedre, efterhånden som Earle og hans seje crew fandt både form og gejst. Som på en fuldstændig overrumplende træfsikker ’Copperhead’, hvis dumpe gæliske beat sad durk hvor den skulle, nemlig lige i solar plexus. Han indledte næste sang med at påkalde sig den Woody Guthrie, »we sure could use right now. He’d tell you that music CAN change the world. But not by listening to it – you gotta sing it!« og koncerten løftede sig ind i det sublime med den efterfølgende ’Christmas In Washington’, en sang Earle i sin tid skrev, da Clinton indvalgtes til sin anden præsidentperiode i Det Hvide Hus. Den, der starter med konstateringen om, at »It was Christmas time in Washington/ The Democrats rehearsed gettin’ into gear/ For four more years of things not gettin’ any worse …« Efterfulgt af en røvesparkende ’F The CC’, en hæsblæsende version af John Lennons ’Revolution’ samt ikke mindst en betontung udgave af titelnummeret fra hans seneste lp. Fire raske karatehug.
Helt op under loftet kom vi med et sæt ekstranumre, der blandt andet indeholdt svaret på Earles ’post-election blues’. Punkt 1: ’Get the fuck out of the country’ Punkt 2: ’Play a Rollling Stones-cover every day’. Hvorpå han straffede Jagger/Richards ’Sweet Virgina’ så hårdt, at det var en fryd.
Jo, det er længe siden to timer og et kvarters politisk propaganda i dén grad er fløjet af sted.

Steve Earle & The Dukes, Pumpehuset, søndag

Steve Earle: The Revolution Starts Now (Ryko/VME)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her